kære menneske vi er kun mennesker vi fejler og vi bløder for det.. Hjertet kan kun rumme en vis del og når det er fyldt, er der ikke mere hjerte at komme efter. Pas på hvor meget du fylder i dit hjerte.

Min Gud er din Gud, og vores Gud er inde i os selv. Men evnen til at se indad forsvinder. Når alt er sort og dæmonen kæmper sine kampe skal du blot huske på at alle har en Irina i sig. Irina betyder fred og freden kommer når du accepterer verden og dens fejl, ligesom den sten, der ligger på stranden og vender forkert i forhold til alle de andre sten. Husk på at bare fordi du vender forkert betyder det ikke at du ikke kan vendes, mener nogle.

Andre deler måske min holdning, som er at når det først er gået helt galt, er der ingen anden vej tilbage. Og nej, det er ikke et selvmordsbrev, det er bare min holdning om at jeg bliver nød til at leve i det lort jeg selv har været med til at skabe. Et liv der på ingen måde er tåleligt for nogle at leve. Ja der er folk der har det værre, nogle dør af sult, nogle er hjemløse, andre er deprimerede. Men medmindre du har prøvet at være fortabt helt ind til benet, så ved du ikke hvilken smerte jeg skriver om. Det er den smerte der kommer ud af det blå, den som får dig til at tvivle på hele din eksistens. Den smerte der gør det umuligt for dig at se andre udveje end død eller ødelæggelse.

Hvorfor kan vi ikke finde ud af at leve? Så mange mennesker der er fortabte og har brug for hjælp.

Jeg kæmper og kæmper for at holde mig væk fra det sted jeg føler mig mest tryg. Afdeling 1. Jeg har det ikke godt inden i, og misunder alle andre for deres falske glæde. Ikke engang det falske kan jeg opretholde.

Jeg savner min frihed når jeg er indlagt, men savner min tryghed når jeg er fri.

Mine tårer forsvinder ikke af medicinen, de bliver bare sværere at fremkalde.

Det ikke det med ikke at passe ind nogle steder. Nej nej, det gør jeg skam. Bare de forkerte steder. Afkrogene på døgn afsnittende. Og ude i det virkelige liv, blandt folk der er ligeså fortabte som mig. Folk der ikke kan finde ud af at leve. Folk der ikke kan se det man skal se eller hører det man skal høre. Folk der lærer af de forkerte ting eller folk der aldrig lære. Folk der leder efter midler til at bedøve den smerte der er uudholdelig og dræber.

Hvad gør forskellen for dig?

Jeg mener, hvad kan få dig til at tage en beslutning om hvor vidt du vil fortsætte dit liv eller selv bestemme hvornår og hvordan du skal forlade dig selv og denne virkelighed?

Hvordan kan man leve et helt liv og hvad er i grunden “et helt liv” ?

Jeg kigger op, og føler mig endnu mere alene end nogensinde. Jeg sidder og fifler med en blød sten. Og jo, en sten kan være blød. Mine fingre glider let henover den glatte overflade mens jeg tænker tilbage på hvor ligeglad jeg har været. Intet gav mening, og alligevel gav alting en form for mening. Jeg var lukket inde i mit eget forskruede sind. Jeg retfærdiggjorde mine handlinger med sætningen “ingen giver alligevel en fuck”.

Jeg var besat. Besat af en anden verden hvor jeg havde vinger. Jeg kunne flyve, og jeg fløj langt væk fra mit selvdestruktive jeg.

Alt det der før betød noget, var væk. Hvor havde jeg tabt mig selv?

Mine arme er fyldt op med den smerte jeg ikke kunne sætte ord på.

På grund af mine mørke tanker, gav det mig en frihed at skære. helst så dybt som muligt. Se huden åbne sig, og blodet der løber ned af armen. Frihed. Ro i sindet. En tvivl om det mon var dybt nok til at jeg legede med døden igen??

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.