Jeg nåede lige præcis at ramme 1 års medicinfri, før jeg måtte tage den første pille igen. Jeg har lige skulle vænne mig til tanken, men alligevel har det ikke været så svært som jeg havde regnet med. Måske har jeg accepteret at det bare er sådan lige nu, eller måske har jeg blot lært at tage ansvar for min egen lykke, og for mit eget ve og vel. Dog tror jeg at der ligger lidt mere bag min beslutning om at begynde på fast medicin igen..

Jeg har siden første gang jeg fik at vide, at alle behandlingsmuligheder var udtømt og at jeg skulle leve med denne her angst altid, holdt meget fast i at ”det skal jeg bare lære at leve med” Jeg har været så stædig og fastlåst i tanken om at jeg nok skulle klare det her, for selvfølgelig ville jeg ikke sluge denne her ene pille, hver aften for at kunne fungerer optimalt. Jeg var så opsat på at jeg skulle mærke den her angst, jeg skulle lære at leve med den uden medikamenter, jeg skulle lære at den var min bedste ven.

Men når angsten fylder så meget, at jeg ikke kan mærke andre følelser end dén, så er det altså nok. Når jeg ligger søvnløs hver nat, med hjertet bankende helt oppe i halsen, at jeg næsten hellere vil dø, end at ligge en til nat med den følelse… Så er det på tide at tage ansvar og række ud efter hjælp.

”Så nu trækker jeg vejret dybt og prøver at fortælle mig selv at det her, ikke er en eller anden falliterklæring. Men at jeg gør hvad jeg kan, for at få det godt og være tilpas i egen krop.
Jeg lukker øjnene og efter 1 års medicinfri, tager jeg første pille af det som jeg sagde, jeg aldrig ville udsætte mig selv for igen.
Men jeg nægter at være stenet fast på grund af angst, jeg nægter at føle mig som en tikkende bombe på grund af voldsomme udsving i mit humør..
Så jeg synker min stolthed ned i maven og fortæller mig selv, at det her er for mit eget bedste”

 

Jeg har hele tiden prøvet at acceptere at denne her angst, altid vil være en del af mig. At denne her angst vil jeg for altid kunne mærke. Nok så meget at angst følelsen blev en del af min identitet. Hvad ville jeg være uden angsten? Har jeg i bund og grund også været angst for at have det godt? Været angst for lige pludselig ikke at kunne mærke min angst mere? Hvem er jeg uden den angst følelse som jeg har mærket siden jeg kan huske?

Jeg tror og håber på at mit skridt NU, er det skridt som er altafgørende i forhold til at lære, at acceptere og tage ansvar for mit liv. Nej for selvfølgelig SKAL jeg ikke bare lære at leve med angsten! Der er så mange andre veje og muligheder for mig. Så det er 2 skridt frem og 1 tilbage, men med en masse mod, håb og lærdom med mig på vejen.

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 24 år. Bortset fra jeg har haft en psykose, jeg er dianotiseret med generaliseret angst, parnoid skizofreni samt træk fra panik angst. Dagligt kæmper jeg også med social fobi. Jeg har gennemgået enorme smerter, svigt, modgang, endnu flere smerter og lidt mere modgang. Jeg bruger min stemme, min passion for at skrive, mine erfaringer og personlige beretninger til at tale tabuet ihjel.

En kommentar

  1. Susanne Helmo

    Hun er i min familie og det er jeg stolt af, for hun tar stilling til sit liv. Og om det volder hende problemer, men Manjaskat. Du HAR jo vist dig selv, at du kan være foruden medicin og godt for det, men faneme også godt, at der ER medicin, der virker, når du har brug for det.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.