Jeg blev afsluttet i behandlingspsykiatrien i 2016 og har undervejs i mit sygdoms- og recovery forløb først arbejdet som peer-medarbejder i socialpsykiatrien, senere som socialpædagog og nu som forskningsassistent på et projekt i psykiatrien. Til dagligt læser jeg en kandidat i pædagogisk sociologi på Århus universitet og bruger min fritid på at udgive musik.
For mange af dem jeg har mødt undervejs, fra indlagt på psykiatrisk afdeling til socialpædagog i socialpsykiatrien, har medicin været et parameter for hvorvidt man anså sig selv og andre, for at være syge eller raske. Jeg tænker, at der er flere problematiske aspekter i dette, både i forhold til at leve et liv som medicinfri med symptomer, og hvor man måske har brug for hjælp i en hvis grad, til en som mig, som er klinisk recovered (afsluttet i behandlings- og socialpsykiatrien), men som er “velmedicineret” og har brug for sine piller til dagligt.
Det er ikke alle psykiske lidelser som kan kureres med medicin (eller hvor det nytter), men der er også eksempler på en recovery rejse ud af psykiatrien, hvor medicin er en del af løsningen. Det skal ikke forstås, som at jeg ikke har modtaget andre behandlingstilbud end medicin, men det er den behandling der står tilbage og som jeg fast får recept på hos egen læge. Vi har oplevet nogle slemme sager med overmedicinering f.eks. på Glostrup psykiatriske hospital, men jeg er lidt af den opfattelse, at vi måske er ved at gå i den anden grøft og glemmer de positive aspekter ved medicin i forbindelse med svære sindslidelser som svær depression, bipolar affektiv sindslidelse og skizofreni. Derudover har jeg oplevet at udtalelser som f.eks. Peter Gøtzsche er kommet med har været dybt problematiske for mennesker som netop både har haft brug for medicin og psykoterapi, hvor manglen på medicin har virket destabiliserende, man ville måske endda kunne snakke om et form for medicinsvigt.
I de 4 år jeg har været en del af psykiatrien på patientsiden har jeg både mødt en velvillighed i forhold til samtale terapi (f.eks. ved ens kontaktperson i Opus), men også mulighed for at afprøve den medicin jeg helst ville være på, i samarbejde med psykiateren. I den sammenhæng afprøvede vi også at trappe ned til halv dosis inden jeg skulle stoppe som patient i behandlingspsykiatrien, hvilket i mit tilfælde betød en voldsomt øget mængde energi, manglende evne til at falde i søvn og igangsættelse af projekter. Efter en afprøvning på et par måneder trappede jeg selv op igen til det niveau jeg er på nu og som jeg har været på siden 2014. Det har været rart at møde en velvillighed fra psykiatrien til at imødekomme medicinjusteringerne og senere selv blive brugt til at undervise i psykoedukationsgrupper om f.eks. fysisk aktivitet i et recovery perspektiv eller den personlige fortælling, og som sådan er blevet set som en ressource i både behandlings- og socialpsykiatrien.
I det hele taget har jeg et håb om, at den til tider antipsykiatriske stemning bliver nuanceret. Dette også i forhold en nuancering af forholdet til medicin, som kan være en vigtig faktor for mange til at leve et tåleligt liv. Det må aldrig blive et nederlag at tage medicin, hvis det rent faktisk er nødvendigt for ens livskvalitet og mulighed for at leve et tilfredsstillende og meningsfuldt liv. I den sammenhæng tænker jeg også, at det er et vigtigere parameter for om man er syg eller rask, at man har et tilfredsstillende og meningsfuldt liv end hvorvidt man tager medicin eller ej.
Foto: Unsplash