Det her system er så ulideligt at være i. Det gør ondt. Det slår dig ned og kaster dig ud over klippekanten – flere gange om dagen. Du brænder dig, når du nærmer dig og du ved, at det er skidt. Men det er det eneste sted at søge hen, når livet gør ondt. Når du ikke vil mere – ikke kan mere. Når du er fyldt op af ked-af-det-hed og ikke kan holde ud at være til. Når du skiftevis er utrøstelig og rasende. På livet, verdenen og dig selv.

Uanset hvad du gør, så er det ikke godt nok. Intet er acceptabelt og du kan aldrig gøre noget rigtigt. Er du ked af det – så er det forkert og de forstår det ikke, før du ligger i fosterstilling på badeværelsesgulvet og hulker. Hiver efter vejret og alt det, der er indeni – det vælter ud, som tsunamier. De trøster dig ikke, nødvendigvis. De stikker dig et stykke papir, så du kan pudse din næse og tørre dine tårer væk – og så beder de dig om, at gå ud i miljøet. Ud til andre. Lave puslespil eller se tv. De siger at det er okay, at være ked af det – men de viser noget andet. De lukker det ned – slukker det, som var det ild.

Hvis du så reagerer på samme måde som mig, og ind imellem bliver gal, fordi du er så ked af det – så roder du dig virkelig ud på dybt vand. Også selvom du fortæller, hvordan det hænger sammen. Og hvis ikke du følte dig presset nok i forvejen – så skal de nok sørge for, at du bliver det. Du må ikke råbe af dem, at de ikke forstår. At de ikke altid gør det godt eller rigtigt. At de er nødt til at sætte sig ned, og høre på, hvad du har at sige. I de situationer, får du blot at vide, at du læner dig op af en udskrivelse og at din opførsel er fuldstændig uacceptabel. At dine reaktioner og følelser er forkerte. At du er forkert. At du egentlig slet ikke må reagere – for de bestemmer, du skal makke ret. Generelt er du faktisk slet ikke velkommen – og den besked du får hver eneste dag er: ”du kan IKKE være her”

De snakker sammen om dig – uden dig. Med læger, afd. ledelse og andre plejepersonaler. De laver planer om dig – uden dig. Konsekvenser for en opførsel, de ikke engang har prøvet at forstå. Og når de spotter dig i døren – så kommenterer de blot, at du står der. Når de så henvender sig til dig, så er det primært for at fortælle dig, at din opførsel er forkert eller skælde dig ud. Også selvom du føler, at du står helt nøgen og bar og ødelagt. Blottet for alt og uden nogen form for panser. Og det eneste du tænker er, ”de må da kunne se, at jeg er helt i stykker”

Selvom du kæmper en kamp uden lige – hvert eneste minut – skal du ikke regne med at få hjælp. Du skal ikke regne med, at blive mødt med forståelse og rummelighed. Du skal ikke regne med omsorg. Du skal regne med, at du får brug for dit skjold – din mur – for det hele er en kamp. Du skal regne med, at du bliver angrebet, hvis du vover at lade skjoldet falde – bare den mindste smule. Du skal bygge dit skjold – og din mur – endnu stærkere – for du er nødt til at være stærk, for at overleve i det system, som skal hjælpe de svage.

Der er selvfølgelig (og heldigvis) nogle mennesker i det system, som gerne vil hjælpe dig. Som gerne vil høre, hvad du har at sige og som i det mindste prøver at forstå. Som bedre kan rumme, at du er ked af det. At du er ødelagt. Det er de mennesker, som gør, at jeg i det mindste prøver. Prøver på at overleve.

 

Om Forfatteren

Velkommen til :) Jeg er fra Århus og har været i psykiatrien de sidste mange år - det skriver jeg om her. Både positivt og negativt - for begge dele findes. Og om hvordan hverdagen er, når man er psykisk sårbar og hvordan det føles at være ung, med en psykisk sygdom. Jeg håber i vil læse med :)

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.