Jeg er indlagt på psykiatrisk afdeling i Hovedstaden. Jeg er meget ked af det at skulle være indlagt, og det har ikke været rart at være i den tilstand som jeg var i.

Den første tid på psykiatrisk center som 31-årig kvinde.
De første mange dage sad jeg i min egen stue – isoleret fra de andre. Det var ekstremt hårdt og en svær tid under indlæggelsen. At være indlagt er at være under andre forholde med fremmede mennesker. Det tog mig psykisk hårdt at være blandt andre syge som larmede og råbte unormalt. Jeg var bange og følte mig utilpas at være indlagt. Jeg gav udtryk for min bekymring, men penrosalet beroligede mig med, at der ikke ville ske mig noget ondt. Mit ansigt gav udtryk for ensomheden. Ja! Jeg savnede min familie utroligt meget. Jeg ville tilbage hurtigst muligt. Hjem til mine forældre, være omfavnede af min mor. Det var også en hård tid for min familie, at se deres datter lide sådan og have det dårligt. De kom på besøg næsten hver dag, men jeg ville bare hjem. Jeg havde det for dårligt til at foretage mig noget. Det var svært at ”bo” et andet sted. På en afdeling som jeg beskriver larmende.

Jeg var indelukket
Personalet samlede sig grupper og snakkede og grinte på deres kontor. Det hjalp lidt på stemningen. Det vides ikke, hvad de talte eller grinede om. Jeg håber ikke, at de grinede ad mig. Jeg gik lidt rundt i gangene. Jeg synes mødet med andre patienter var ubehageligt. Jeg ønskede at gå for mig selv og helst hvor andre ikke bemærkede mig. Det var ikke rart at være syg, på trods af at der var flere patienter, der var i højere eller mindre grad i samme situation. Jeg var jo ikke den eneste. Jeg synes, at flere var mere åbne og havde det lettere med at være indlagt og omgås andre på afdelingen. Det var som om det faldt dem naturligt ind at være indlagt.
Timerne passerede, og jeg ventede på opkald fra familie i håb om at få besøg fra dem. Min mor kom med hjemmelavet, dejligt mad. Det tætteste på at føle sig hjemme var maden, og besøget fra min dejlige familie. Jeg er taknemlig for at have dem.
Jeg havde en favorit kontaktperson – en ung sygeplejerske som jeg syntes var rart at tale med og spendere noget af tiden men, når hun var ledig og jeg bad om det. Det er en ulempe, at personalet ikke altid har tid til en. Hvad skulle jeg få tiden til at gå med? Jeg fik set tv med min yndlingskontaktperson og hun prøvede at sætte en samtale i gang med mig. Man har ikke faste kontaktpersoner. Og selv de dage hun ikke var min kontaktperson, henvendte jeg mig hos hende, så vi kunne bruge tid sammen. Det førte til, at det var en smule rare at opholde sig på afdelingen. Hun var ung, og det hjalp på kemien mellem os.
Jeg var enorm ked af det og kunne ikke acceptere forholdene og min dårlige tilstand. Jeg var blevet faster 3 uger før jeg blev indagt. Det har været hårdt ikke at være med familien i den tid. Det var ikke nemt!
Tiden var gået i stå og bekymringerne steg. Jeg vidste bare, at jeg ikke hørte til på et sygehus, men var nødsaget til at blive der.

Talte personalet om mig? Det var forfærdeligt
Jeg gik forbi kontoret tilfældigt for at gå en tur i gangen. ”Jeg har lyst til at tage apparatet fra hende”, sagde en af dem. Jeg blev ked af det og blev skuffet. Fra det øjeblik ville jeg bare hjem. De blev blot irriteret over, at jeg prøvede at være velreguleret ved at måle mit blodsukker og bede dem om medicin således jeg kunne få et pænt blodsukker og samtidig få det godt. Det er slemt at have højt blodsukker og ikke skulle have adgang til medicinen. Det er endnu værre når personalet har éns medicin og ikke vil give det, fordi de ikke gider eller lytter til en af deres egen læger. Jeg tog kampen op kontaktede en anden sygeplejerske fra et andet hospital for at kunne bede om medicin ved behov. Jeg hørte personalet i afdelingen klage over andre patienter. Ja! de taler også om mig. Hvordan skulle jeg få det bedre på denne måde? Jeg havde slet ikke lyst til at være på psykiatrisk center mere. Jeg havde det ikke godt med det, og i forvejen føltes det tungt at være indlagt.det var forfærdeligt.

Jeg blev mere aktiv
Jeg fik den rette hjælp to uger efter jeg blev flyttet i en anden afdeling, og jeg var mere tryg med den professionelle hjælp her. Her var der rig mulighed for at foretage sig noget. Den hyggelige atmosfære hjalp også i høj grad på humøret og viljen til at kæmpe. Afdelingen bestod af to flotte dagligstuer og et mindre en. Et køkken som man havde frit adgang til (i det andet havde man ikke engang det). Min tilstand var ikke psykisk normal, så jeg bragte det meste af min tid på stuen.
I starten var jeg også passiv her. Det tog tid, og jeg fik det langsomt bedre. Jeg tog mig tid til at læse aviser og en bog som. Jeg deltog aktivt i aktiviteterne , sørgede for, at jeg kom ud at gå en tur og prøvede at deltage til morgenmøderne. Jeg åbnede mig mere op for personalet, herunder om min sygdom overfor psykolog og læge. Lægesamtaler, hjemmebesøg og besøg fra familie og venner samt samtale psykologen hjalp mig med at få det bedre og åbne mig mere op. Medicinen havde også en stor effekt på det.
Besøg fra familie og venner steg og det gik bedre. Det begyndte at gå i den rigtige retning. Men det gik for langsomt, og juleferien gjorde det ikke bedre – der var flere dage til lægesamtaler. Jeg ventedet blot på hendes vurdering af mit helbred. I den nye afdeling havde jeg også en yndlingskontaktperson. Hun var et empatisk menneske, der fik mig til at tænke mere positivt i de dage, jeg havde det skidt eller blot var pessimistisk. Med en pædagogisk tilgange var hun med til at give mig nogle gode stunder i afdelingen. Jeg diskuterede min fremtidplaner med hende, og hun var god til at hjælpe mig på vej. Det var hende, der fortalte mig om foreningen Outsideren. Et stort tak til hende.
Jeg besluttede mig for at tilbringe tid med min familie, da jeg ifølge lægerne godt måtte gå hjem. Det begyndte at blive kedeligt på afdelingen og rart at være hjemme. Jeg prøvede at planlægge dagene, så jeg altid havde noget at beskæftige mig med. Jeg måtte ikke være hjemme mere end 3 dage ad gangen, derfor blev jeg også hurtig stresset af at køre frem og tilbage til afdelingen. Det var blev endeligt at være på afdelingen, og jeg så frem til at blive udskrevet, hvilket jeg til sidst gjorde. Jeg skal til at finde en hverdag med en sygdom.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Tak for den meget fine beretning. Man kunne ud fra teksten godt få den tanke, at det var en meget ung person, der skrev – derfor er informationen om forfatterens alder vigtig for forståelsen. Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke – også med at skrive her i Outsideren.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.