Lige nu skifter jeg mellem at være hjemme – og at være indlagt. Mellem at lukke ned for alt – og prøve at åbne op. Mellem isolation og støtte. Mellem ”konstant” selvskade og kampen for at holde ud. Diametrale modsætninger.

Nu kan det lyde som om, at jeg aldrig falder i selvskaden under indlæggelse – men det gør jeg. Måske fordi jeg lader mig selv mærke, hvordan jeg egentlig har det. Jeg lukker op – og lukker folk ind. Jeg lukker måske også mig selv – eller mine følelser – ind. Jeg får støtte til at få spist, får samtaler og hjælp til dagsstruktur. Der er en helt fast rytme, som alt kører efter og det giver en tryghed. En form for hjælp, til at være i det, der er så pokkers svært.

Under sidste indlæggelse faldt jeg i. Ikke af en bestemt årsag. Ikke udløst af en bestemt situation. Men simpelthen fordi jeg ikke kunne mere. Jeg kunne ikke holde ud at være ked af det. At være i stykker. Ingen samtaler eller afledningsstrategier virkede. Jeg var nok allerede lidt i en anden verden – dissociativ, som det kaldes på fagsprog. Personalet fandt mig på badeværelset – helt lukket og ude af stand til at gøre noget. I starten var deres stemmer en slags summen – men jeg hørte samtidig hvad de sagde. De beroligede mig – både gennem tale og berøring. En hånd på skulderen eller mit knæ. Strøg på ryggen. Netop det, som får mig ud af dissociative tilstande.

Jeg endte på skadestuen – med et personale fra afdelingen. Hende der fandt mig og var min kontaktperson den aften. Hun har ikke været i psykiatrien så længe og har derfor ikke før oplevet selvskade så direkte. Alligevel blev det håndteret fuldstændig som jeg har brug for – og det var rart.

I skadestuen kom lægen relativt hurtigt. Han virkede flink – men jeg kunne også godt mærke, at det ikke var sådanne situationer han var mest vant til. Mine oplevelser er, at lægen ofte tænker, at det skal overstås. Uden bedøvelse eller snak. Bare mekanisk arbejde – uden menneskelig kontakt. Men da han gik i gang, spurgte han, om han måtte stille spørgsmål. Jeg svarer altid ja til det, for jeg er sikker på, at det gør folk klogere på, hvordan de skal håndtere en lignende situation. Og jeg har efterhånden fået alle spørgsmål der findes – men alligevel kom det her lidt bag på mig – måske fordi jeg er et andet sted i dag end for 3 år siden.

Han spurgte – sådan helt direkte og velvidende, at det er svært at svare på – hvorfor? Hvorfor jeg selvskadede? Ikke et spørgsmål jeg har fået serveret på den måde før, så da chokket over forståelsen og interessen, for mig som menneske, havde lagt sig, svarede jeg ham, at det sendte mig i en verden, hvor intet eksisterer. Hvor der ikke er følelser, mennesker eller mig selv. Men hvorfor er du endt her? Endnu et stort spørgsmål. Og der er jo mange grunde – faktorer – der spiller ind. Mit bedste svar var, at jeg aldrig lige var faldet ned et sted, hvor jeg hørte til. Et sted, hvor jeg var en del af et fællesskab og ”normal”. Han virkede til at forstå – og til at være interesseret i, hvordan psyken kan være et større puslespil.

Jeg har sidenhen tænkt, at netop det spørgsmål, er det største i verden og samtidig det, jeg har mest brug for bliver stillet. Det gav alle i rummet en bedre forståelse af, hvor jeg var. Hvordan jeg havde det. Og hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at selvskade – for det må jo gøre ondt? Det gav en følelse af rummelighed – eller imødekommenhed. Jeg tror, at vi alle 3 lærte noget den dag – dem på fagligt plan – mig, om mig selv. Så spørg endelig hvorfor –  måske vi alle lærer af det.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.