Jeg er ramt i dag. Af en omsorg og kærlighed til de piger der er en del af netværket, omtalt i DR dokumentaren Døde Pigers Dagbog.

Jeg er stolt af de få der turde stå frem i dokumentaren, velvidende det koster dem “medlemskabet” i det private og hemmelige netværk. Et netværk, hvis eneste kraft afhænger af fortrolighed blandt medlemmerne. Men ensomheden i selvskade og manglen på forståelse og sammenhørighed, er en skrækkelig følelse – jeg forstår hvad netværket af kommet af.

Jeg forstår den tunge kraft der ligger i det, hvad det giver jer og vigtigheden i at I har hinanden. Men livet med selvskade er langt fra det liv I fortjener. Jeg husker selv, i internettets spæde start, hvordan jeg fandt forums med andre selvskadere. Hvordan jeg fandt billeder til inspiration, og hvordan vi ligefrem støttede hinanden i at finde nye metoder. Men jeg husker også hvordan jeg blev beroliget når jeg var bange, hvordan jeg følte mig støttet når jeg ikke blev forstået i “virkeligheden”.

Jeg er ikke fortaler for det her netværk og jeg håber at der nu åbnes døre, således at de piger der har været en del af det, kan få den rette hjælp og omsorg. Men vi er også nødt til at forstå, at et sådan netværk opstår af en grund. Og vi er nødt til at kunne forstå hvilken magt selvskade har over de unge, og vigtigheden af at blive forstået, ikke være alene og at man aldrig må føle sig forkert. Der er nødt til at være et alternativ til netværket. Et sundt fællesskab, hvor der er fokus på håb, men uden at føle sig forkert hvis man mister det.

Mit liv er blevet et andet uden selvskade. Jeg kan stadig huske hvorfor jeg gjorde det, hvad jeg fik ud af det, og hvad godt det gjorde for mig. Men jeg ved også hvor meget det ødelagde mig, dem omkring mig og min måde at være i verden på.

Selvskade gav mig meget i en periode hvor jeg havde svært ved at være i live, men livet uden selvskade giver mig meget meget mere. Jeg håber sådan at I tør åbne netværket op. Ikke være bekymrede over at tavsheden er brudt og se det som en hjælp til jer, så I kan få brudt med jeres dæmoner. Jeg tror på jer ♥️🙏

 

Som altid kan I læse meget mere fra mig her.

 

-Sidsel

Om Forfatteren

Studerende

Jeg var dømt ude af livet, utallige indlæggelser, hård medicinering og jeg var meget selvskadende. Jeg har boet på forskellige døgndækkede botilbud. Og ikke mange spåede en særlig opløftende fremtid for mig. Men jeg selv bevarede håbet, eller mødte folk undervejs, der kunne hjælpe mig med at holde dét, når alt var mørkest. I dag er jeg erklæret rask. Medicin- og symptomfri. Færdigbehandlet. Jeg bor for mig selv og studerer til ingeniør i sundhedsteknologi. Jeg står nu på den anden side med en viden om systemet, psykisk sygdom, behandling og ikke mindst om hvad det vil sige at blive dømt ude og kæmpe sig tilbage. Den viden ønsker jeg at formidle videre på en brugbar og konstruktiv måde, så den forhåbentligt kan hjælpe andre og ikke mindst guide dem der har en professionel rolle. Jeg har ikke en teoretisk baggrund for det jeg fortæller om eller står frem med. Det er mine egne erfaringer, tanker og idéer - affødt af mine år som psykisk syg og ikke mindst formet sig i forbindelse med alle de mennesker jeg har mødt og stadig møder på min rejse. Jeg læser desuden til sundhedsteknologiingeniør, og ønsker at kombinere både min personlige og professionelle viden på sigt. Hop ind på min hjemmeside www.sidselhoeg.dk eller facebookblog, https://www.facebook.com/livudensygdom/, og giv endelig siden et like, og følg med, når jeg beskriver min historie bid for bid. Og når jeg giver et indblik i, hvad det vil sige, for mig, at være rask på den anden side og bruge min personlige og faglige viden i et forsøg på at gøre en forskel.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.