Mie Andersen har deltaget i den lukkede Instagram-gruppe ’priv’. Hun oplevede på den ene side, at billeder af selvskade i gruppen kunne give hende lyst til selv at selvskade. På den anden side blev der ikke kun delt de mørke og dystre aspekter, men også fejringen af de helt små sejre, fx at have været selvskadefri i en uge. Hun blev mødt af omsorg, interesse, bekymringer og forståelse, som aflivede følelsen af at være forkert – et kærkomment modstykke til den perfekthedskultur, som raserer de sociale medier. Men ved at frigøre sig fra gruppen indså hun, at menneskerne omkring hende i det virkelige liv er dem, der rent faktisk har muligheden for at hjælpe hende.

Af Mie Andersen

For en uge siden sendte DR1 dokumentaren ”Døde pigers dagbog”, og jeg er skræmt. Jeg er ikke skræmt over, at det findes, men jeg skræmt over, hvordan man har valgt at vinkle dokumentaren. Tro mig, for jeg ved, hvad jeg snakker om. Jeg var en del af det netværk på Instagram, som dokumentaren belyser i omkring 5-6 år, indtil jeg valgte at gå ud af det for godt et år siden. Jeg mener ikke, at dokumentaren belyser ‘priv’, som netværket kaldes, fra alle de nødvendige vinkler, og det er ærgerligt.

‘Priv’ har givet mig noget helt unikt – på både godt og ondt, hvilket er svært at forstå, hvis man ikke selv har været en del af det. ”Døde pigers dagbog” fortæller og belyser, hvor farligt ‘priv’ er, men det italesættes ikke, hvorfor det eksisterer. Når man blev en del af det netværk, så var man aldrig i tvivl: Inde på ‘priv’ var der altid nogle, der ville lytte og ikke mindst forstå, hvordan man havde det. Ofte er der ingen professionelle på de psykiatriske afdelinger, som har tid til at lytte til en, og på skadestuerne bliver man ofte mødt med fordomme og får at vide, at man spilder deres tid.

Jagten på ikke at være anderledes
Siden jeg var lille har jeg følt mig anderledes og kæmpet for at passe ind. Jeg kæmpede med at forme mig efter de kasser, som jeg blev presset ned i for ikke at føle mig forkert og anderledes. Aldrig følte jeg mig god nok, som den jeg var. Jeg har været syg i mange år efterhånden, og jeg er ikke i tvivl om, at følelsen af at være forkert har været en del af et større puslespil, hvor jeg konstant ledte efter de rigtige brikker.

Den dag i august 2014, hvor jeg blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, var jeg 19 år gammel, og puslespillet var faldet på gulvet, og brikkerne var forsvundet mellem hænderne på mig. Der var ingen, der forstod mig og det, jeg gik igennem – for hvem kunne overhovedet forstå en 19-årig, der ønskede døden mere end livet?

Helt tilfældigt faldt jeg over nogle profiler på Instagram, som fangede min opmærksomhed. Jeg anmodede om at følge nogle af dem, men flere afviste mig grundet mit ”normale” brugernavn. Hos nogle slap jeg gennem nåleøjet. Jeg var fascineret over, at de her mennesker tog mig ind i deres dybeste tanker og følelser, og at det blev mødt med forståelse fra andre hemmelige profiler. Jeg valgte hurtigt selv at oprette en hemmelig profil for at have et sted, hvor jeg kunne dele det inderste af mig.

For første gang nogensinde blev jeg mødt af forståelse. For første gang nogensinde vidste jeg, at jeg ikke var alene. For første gang nogensinde følte jeg, at jeg rent faktisk passede ind et sted, som den jeg var. Mange af mine timer brugte jeg efterhånden inde på ‘priv’, hvor jeg fulgte med i de andres liv. De var ikke længere hemmelige profiler for mig, og jeg begyndte at føle omsorg for dem. Være bekymret for dem og interesseret i deres liv.

To verdener
Voldsomme billeder blev delt, som dokumentaren også belyser, og jeg har selv delt de grimmeste billeder derinde, og mange udefra ville nok undre sig over, hvorfor det var nødvendigt at dele så grimme billeder. Fra verden udenfor blev jeg mødt af stirrende og dømmende blikke, når de så følgerne af min selvskade. De prikkede hviskende til dem, som de gik sammen med, hvorefter deres blik ændrede sig. Følelsen af at være forkert, være anderledes, lammede mit sårbare sind hver evig eneste gang, og jeg prøvede at flygte væk. Men jeg nåede aldrig langt. For hvor ihærdigt jeg end stadig prøver at flygte fra mig selv, så er sandheden, at følgerne af selvskade sidder på min krop og i mit sind resten af livet.

På ‘priv’ blev jeg mødt af alt andet end den fordømmelse, som jeg dagligt mødtes med udenfor mit hjem. Jeg blev mødt med omsorg og forståelse, og med et var følelsen af at være forkert helt væk. ‘Priv’ blev for mig en kontrast til den perfekthedskultur, som raserer de sociale medier, hvor ikke engang det perfekte var godt nok til at blive delt og opnå de anerkendende likes. Her var det ikke antallet af likes, der afgjorde, om jeg var god nok; her var følelsen af ikke at blive negligeret gaven i sig selv.

Man var oprigtigt glad, når det gik andre bedre
Billeder af selvskade i alle slags afskygninger blev jeg dagligt mødt af, men jeg blev også mødt af billeder, som fejrede, at man havde formået at være selvskadefri i en uge. Ikke kun det mørke og dystre blev delt, men også de helt små sejre, som vi alle fejrede med hinanden; for man var oprigtigt glad, når det gik andre bedre, end det tidligere havde gjort.

Billeder af selvskade kunne trigge mig, og det gjorde det til tider også. Samtidig følte jeg, at jeg selv havde et ansvar ved at være en del af det hemmelige netværk. Jeg var ikke tvunget af nogle til at kigge på det. Jeg var ikke tvunget af nogle til at være en del af ‘priv’. Jeg var ikke tvunget af nogle til at følge de profiler, som jeg valgte at følge. At være en del af ‘priv’ har ene og alene været et valg, som jeg tog selv velvidende om, hvad der blev delt, og hvad der ikke blev delt i netværket. Til tider kunne jeg godt se, at det gjorde skade på mig ved at være en del af ‘priv’, men mit sind var, ubemærket, blevet opslugt af en verden, hvor jeg følte mig hjemme, at jeg ikke lagde mærke til det. For nogle blev det alt for meget. Desværre.

Hensigten var det helt modsatte
En mindehøjtidelighed blev af dokumentaren pludselig gjort til noget farligt og alarmerende. Da billeder fra mindehøjtideligheden efterfølgende blev delt på ‘priv’, ville det, ifølge eksperten fra dokumentaren, vise andre, hvordan man ville blive mindet, hvis man lykkedes med at tage sit eget liv.  Det gjorde mig arrig og ikke mindst magtesløs, for hvordan kan man overhovedet være ekspert på noget, som man ikke kender til, og uden at tøve konkludere, hvad det gør og ikke gør? Hensigten var nemlig det helt modsatte, tro mig. Jeg var selv tilstede til mindehøjtideligheden – jeg havde endda, til min egen store overraskelse, taget et af de billeder, som dokumentaren valgte at vise. Formålet med det var at få afslutning, en ordentlig afsked. Ikke en hyldest af et gennemført selvmordsforsøg. Tværtimod.

Ikke engang et sidste farvel fuld af respekt, omsorg og kærlighed kunne vi få i dokumentaren, uden at det blev vinklet devaluerende. Denne pige var ikke blot endnu en pige på ‘priv’. Alle os, der var til stede havde mødtes med hinanden flere gange i det virkelige liv og havde fået skabt unikke relationer. Af den grund var det vigtigt for os at mødes for at få en afslutning samt for at være sikker på, at vi kunne lande trygt i en så tragisk og ulykkelig hændelse.

Frigørelsen fra ‘priv’
Nogle måneder efter fortalte jeg min bedste veninde om netværket, hvilket i sig selv var en tillidserklæring til hende. Bekymrende opfordrede hun mig til at slette min profil med det samme, men mit besatte sind blev trodsig, og jeg forsikrede hende om, at der ikke var nogen grund til at være bekymret. Min veninde gav efter, om end dog kun for en stund, før hun atter ytrede sin bekymring for min færden på ‘priv’.

Hun stillede mig et ultimatum. Forblev jeg på ‘priv’, så ville hun ikke stå på sidelinjen og se til, at jeg i bund og grund ødelagde mig selv på ny. Her gik det op for mig, at dem omkring mig er de eneste, der rent faktisk har muligheden for at hjælpe mig. Jeg kunne få en unik støtte og forståelse fra de andre på ‘priv’, som var tillokkende, men rent fysisk og emotionelt kunne de ikke hjælpe mig, da de selv havde deres at kæmpe med.

Jeg valgte, uden at tvivle, at slette min profil og forlade mit hemmelige digitale univers. Dog med et sidste opslag, hvor jeg meddelte, at jeg ville slette min profil, og derfor skulle man ikke være bekymret for mig, når man ikke længere så opslag fra mig. Det skabte nemlig stor bekymring hos alle i netværket, hvis en ikke lagde nogle billeder ud.

Hemmelighedens eksistens afsløret; hvad gør vi nu?
Selvom jeg ikke længere er en del af ‘priv’, så følte jeg, at min største hemmelighed blev afsløret mandag d. 17. februar 2020. Det er både befriende, men også gevaldigt grænseoverskridende. Grænseoverskridende, da jeg i en årrække dagligt var panisk angst for, og ikke mindst paranoid over, at andre ville opdage min hemmelige profil på Instagram. Alt det, som samfundet er berøringsangste overfor var blottet på min hemmelige profil, og lige præcis dette gjorde det hele så sårbart for mig.  Befriende, da jeg inderligt håber, at det kan chokere samfundet, at der er opstået et behov for et netværk som dette.

Psykiatrien i Danmark er under et markant pres, og det har alle os på ‘priv’ mærket konsekvenserne af på egen krop. På trods af afsløringen af det hemmelige netværks eksistens, så kommer det ikke bag på nogen, at det rent faktisk er virkeligt. Alligevel snakker man ikke om, hvorfor det eksisterer, og netop der burde man starte. Psykiatrien har været en udsat post i meget lang tid, og de mange besparelser har fået behandlingen til at blive mindre og ventelisterne længere. Sengepladser forsvinder og ligeså gør personalebemandingen. Ikke desto mindre er der aldrig stille i psykiatrien. Jeg ønsker en psykiatri, der kan forebygge lige så meget, som den kan brandslukke.

Ønsker en psykiatri, der lever og ikke overlever
Jeg ønsker en psykiatri, hvor der er handling bag ordene. Jeg ønsker en psykiatri, der har ressourcerne og ikke mindst overskuddet til at hjælpe de borgere, der har Danmarks største folkesygdom tæt inde på livet. Jeg ønsker en psykiatri, der lever og ikke overlever. Bliver sådan en psykiatri en realitet, så tror jeg, at man ville se færre hemmelige profiler på Instagram. Vi råber efter hjælp, og alligevel bliver vi ikke hørt. VI står magtesløse tilbage og kan kun blive ved med at råbe. Lyt efter os; lyt til os.

4 Kommentarer

  1. Anita

    Hej. Jeg er selv meget overrasket over den totalt manglende forståelse fra personalets og lægens side, når de ser et mennesker, der lider så meget og så de bare siger. Nu kan vi ikke gøre mere du er opgi et og nu sender vi dig hjem og i min verden siger de, at så venter vi bare på, at du kommer igen, for patienten er jo ikke færdig behandlet. Det er så trist og så sørgeligt

    Svar
  2. T

    Enormt vigtigt perspektiv at få med! Vi er i samfundet alt for hurtige til at (for)dømme, og for træge til at spørge os selv, “Hvorfor findes det, og hvad kan vi gøre ved det?” Det er uendeligt meget lettere at pege, dømme og kritisere, end at samtale, tænke og empatisere, men så længe vi gør det, vil der danne sig diverse varianter af “priv” blandt dem, som mangler støtte fra mennesker i deres virkelige liv.

    Rigtig god artikel. Tak for det!

    Svar
  3. En udramatisk stemme

    Hej Mie

    Tak for en anden vinkel på dokumentaren.

    Jeg synes det er vigtigt at få vinklen om sociale medier med, som du har. Jeg tror at de ting der foregår på priv handler lige så meget om sociale mediers natur, som det handler om selvskade. Jeg ser en del nyheder og de har meget svært ved at få hold på sociale medier. Som voksen, eller ældre end dem der er vokset op med det, som jeg er, kan man nærmest ikke forstå det. Der er en dobbelthed i at der på den ene side er en perfekt facade og på den anden side en konfessionskultur, hvor folk fortæller de mest intime ting. Jeg ser flere ting på pinterest fx ikea hacks og synes at det kan være meget inspirerende, men det er klart at det hæver barren hvis vi alle skal lave foodart  og være professionelle makeup artister. I nyhederne har de svært ved at forstå at kontakt på sociale medier også er kontakt, men det er det. Kommunikationen på sociale er her og nu, det er dynamisk.

    Jeg tror vi skal have en mere nuanceret forståelse af hvordan sociale medier fungerer, hvis vi skal  forstå et netværk som priv. Der er masser af fællesskaber på sociale medier for folk som på den ene eller anden måde skiller sig ud i deres miljø og mangler ligesindede at spejle i. Der er fx fællesskaber for husmødre, homoseksuelle i bibelbæltet i USA og høje. Formålet med fællesskaberne er at støtte hinanden ligesom med priv.

    Det er typisk for dækningen af sociale medier at vinklen på priv i programmet er udelukkende negativ.  Der er en artikel i Politiken om programmet som viser en helt anden vinkel, nemlig at priv har et meget bredere emne end selvskade og man støtter hinanden. Det lyder lidt som de veninder jeg har mødt på psykiatriske afdelinger før instagram. Med et medlemstal på 1000 medlemmer så bruger alle det nok ikke ens eller lige meget. For nogle kan det være mere positivt end for andre.

    Tak for nuanceringen.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.