Den her følelse af, at være så ked af det, at man ikke kan trække vejret. At man skal kaste op. Og ens hjerte, som slår alt for hurtigt – eller næsten ikke. Den følelse er ulidelig. Den suger alt energi ud af min krop. Kvæler mig langsomt. Og jeg kan intet gøre ved den. Der findes ingen quick-fixes.

Jeg er pt. dybt begravet. Langt nede i et sort hul. Og hver gang jeg tænker, at det ikke kan blive værre, så styrter endnu et jordlag sammen under mig. Det er som kviksand – jo mere jeg kæmper for at bevæge mig op, jo længere ned kommer jeg.

Jeg leder efter et sted med ro – men det findes ikke. Jeg ville ønske, at nogen kunne tage det fra mig. Eller bare tage en del af det. Af alt det, som vejer så tungt indeni. Som fylder så meget og gør så ondt. Men jeg ved, at det ikke kan lade sig gøre – det er umuligt og det må derfor blive ved ønsketænkning.

Jeg hopper stadig frem og tilbage mellem psyk og min egen lejlighed. Det hjælper bestemt ikke på situationen – og jeg ville ønske der fandtes en anden løsning. En mere optimal og stabil løsning. En hverdag uden for mange skift. Jeg føler ikke, at jeg har noget sted at være. Jeg bor i min rygsæk og det mest stabile jeg har, er min hovedpude og min lille ballstick bold.

Jeg kan indimellem føle, at psyk’s eneste interesse er, at jeg snart får plads på et bosted. De spørger konstant ind til det – og jeg kan ikke svare noget, for jeg ved intet. Det er heller ikke det, jeg har behov for at snakke om. Jeg har brug for hjælp til at håndtere det indeni – ikke til noget, som hverken jeg eller de har indflydelse på. Derudover giver det mig en følelse af, at de vil ”af med mig” og at jeg ikke må være der. At jeg er irriterende og ”bare” skal et andet sted hen. Som var et bosted løsningen på alt – et mirakel fra dag 1. Jeg ved godt, at det ikke er sådan i virkeligheden – men det er sådan, i min virkelighed.

Under denne indlæggelse sagde jeg fra. Jeg magter ikke flere spørgsmål om bosted. Jeg magter ikke, at skulle tage stilling til det hele tiden. Jeg har ikke godt nyt eller dårligt nyt i denne sammenhæng. For mig er der ikke positivt eller negativt i den sag. Jeg ved, at jeg reagerer følelsesmæssigt uanset. Jeg ved, at jeg bliver ked af det, lettet, glad, sur og forvirret – uanset om der står en plads klar til mig om 14 dage – eller om mit navn blot kan komme på en venteliste.

Alt det med bosted er nemlig ikke så sort/hvid. Det er splittet – for jeg vil gerne have hjælp, men jeg vil ikke have, at noget forandres. Og det er en stor forandring at flytte. Rive teltpløkkerne op og flytte dem meget langt væk. Ud i noget, man ikke ved hvad er. Noget man ikke kender. Det er skræmmende – og der er slet ikke plads til de følelser inde i mig – for jeg drukner i ked af det hed og flashbacks.

Jeg husker ikke, at jeg har haft det så skidt som nu. Presset udefra og indefra gør, at jeg ikke kan forholde mig til virkeligheden. Min hjerne er brændt af. Kogt. Der foregår så meget, at sikringerne er sprunget. Jeg bevæger mig bare i et parallelt univers. Fyldt med stemmer, billeder, tanker, angst og ked af det hed. Så parallelt, at jeg nær havde brugt en deodorant som tandpasta, tømt mit vandglas i skraldespanden og smidt bestikket ud. Det er den tredje verden. Min virkelighed.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.