Livet er hårdt. Det føles næsten umuligt at komme igennem. Umuligheden kommer i perioder. Perioder, hvor ked af det hed og selvmordstanker fylder alt. Hvor intet hjælper – hvor intet kan aflede. Hvor alle gør alt, hvad der står i deres magt – og jeg prøver med alt jeg har, men vi alligevel ikke kommer videre. Jeg sætter pris på den hjælp jeg får – og jeg prøver at tage i mod. Men det er svært og det er hårdt.

For tiden er det min hverdag. Jeg prøver at tage 5 minutter af gangen. Mere kan jeg ikke overskue. Mine tanker flyver rundt og min krop koger. Jeg føler mig i stykker. Uanset hvad jeg laver, uanset hvor meget støtte jeg får – så kører de samme tanker i hovedet på mig. Uanset hvad, så har jeg den samme følelse indeni.

Jeg ved lidt om, hvorfor det er sådan. Men at vide hvorfor, er en ting. At kunne holde det ud, det er en helt anden.

Presset udefra er stort pt. Jeg står midt i en flytning og jeg er så bange for, hvordan det kommer til at gå. Om det kommer til at gå. Jeg ved hvor hårdt det bliver – og jeg kan slet ikke overskue, at skulle kæmpe så meget – slet ikke nu, hvor jeg føler, at jeg kæmper for blot at trække vejret. At skulle danne nye relationer, stole på nye mennesker og have tillid til, at de vil hjælpe. Det er en kamp.

Det ydre pres kan man dog, til en vis grænse, forholde sig til. Det giver sig selv, at være presset over en flytning. At være bange for forandring og uvished. Det kan snakkes om og organiseres. Man kan få helt konkret støtte, til helt konkrete ting. Det indre pres derimod, det slår mig omkuld. Overvælder mig og gør mig stum.

For jeg har ikke ord for det indre pres. For den tunge fornemmelse i kroppen, som jeg ved er ked af det hed. Den følelse af, at være så ked af det, at jeg nærmest bliver følelsesløs. At være så ked af det, at jeg kun kan beskrive mig selv, som være gået i stykker. Og selv det beskriver ikke følelsen. Min bedste beskrivelse hidtil er: Jeg er en tomat, livet er en stavblender. Jeg blendes og så skal jeg samle mig selv, til en hel tomat, igen. Dog skal i vide, at stavblenderen hænger lige over hovedet på mig og jeg kan ikke vide, hvornår den begynder, at blende igen.

Og det lyder voldsomt. Men det er sådan det føles. Voldsomt.

Jeg hænger i med en lillefingernegl – og folk omkring mig spinder et net, der skal sikre mig, hvis jeg falder.

 

 

Om Forfatteren

Velkommen til :) Jeg er fra Århus og har været i psykiatrien de sidste mange år - det skriver jeg om her. Både positivt og negativt - for begge dele findes. Og om hvordan hverdagen er, når man er psykisk sårbar og hvordan det føles at være ung, med en psykisk sygdom. Jeg håber i vil læse med :)

En kommentar

  1. Vibeke

    Præsis som jeg har det . Heldigvis skal jeg ikke flytte . Jeg kæmper.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.