”Det er nu, du skal lære at bede om hjælp, hvis du har brug for det,” sagde min psykolog.

Vi havde lige snakket om, at jeg gerne ville undgå de her tvangsindlæggelser, som det sidste lange stykke tid har påvirket mit forløb. Jeg vil gerne lære at tage ansvar, i stedet for at smide det hen til andre.

”Jeg ved det godt, men det er virkelig svært at skulle bede om hjælpen,” svarede jeg stille. Jeg forsøgte at holde sammen på mig selv.

”Det ved jeg godt. Men jeg vil gerne støtte dig i det,” svarede han. Det betød meget for mig. Jeg skulle lige til at sige ja, da jeg kom til at tænke over konsekvensen ved et ja. Jeg havde helt klart brug for en indlæggelse, for jeg var ved at bryde sammen. Det var virkelig nogle svære emner, vi havde været igennem. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke på den risiko, der var forbundet med en indlæggelse. Jeg havde efterhånden været ude i samfundet i lang tid nu, så jeg havde stor mulighed for at være blevet smittet med corona virus. Og jeg ved, at på mit stamafsnit er min yndlingskontaktperson i stor fare, hvis han bliver smittet. Så jeg kunne ikke lade være med at vende det i mit syge hoved til, at jeg kunne risikere at være skyld i hans død. Det ville sku’ da være alt for selvoptaget! Kunne jeg virkelig tillade mig at bede om hjælp, når det her var risikoen?

Jeg endte med at bede om hjælp, for jeg kunne mærke, at mine selvmordsimpulser pressede sig farligt meget på. Men det var ikke fordi, at jeg var glad for det.

Jeg kom dog ikke på mit stamafsnit, da der ikke var plads, men hvis jeg alligevel har corona virus, så betyder det stadig, at jeg kan risikere at smitte de ansatte og indlagte på den her afdeling. Er det virkelig det værd, hvis jeg er frisk nok til at tage hjem i morgen?

Jeg ved selvfølgelig godt, at vi alle lever i en svær tid, fordi det er en usynlig modspiller, vi er oppe imod. Og jeg har også for det meste taget mine forholdsregler, men hvad nu, hvis jeg alligevel ikke har været opmærksom nok? Betyder det, at jeg skal trække mig? For jeg har jo stadig brug for hjælp. Måske endda mere desperat nu end nogensinde før, fordi jeg er i en meget hård periode i mit liv. Men hvis jeg finder ud af, at jeg har smittet nogen, fordi jeg havde brug for hjælp – så er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde vil kunne tilgive mig selv.

Der bliver heldigvis foretaget forholdsregler og forbehold, men det er stadig ikke helt sikkert. Hvad vil de f.eks. gøre, hvis jeg ender med at skeje fuldstændig ud? Få masker på, inden jeg bliver fastholdt? Det er heldigvis et tænkt eksempel, for jeg har aldrig været udad reagerende før, men det er ikke udtænkeligt, at en sådan situation kunne opstå.

Jeg er blevet testet, og får heldigvis svar senere. Så er der i det mindste en vis form for sikkerhed. Men jeg har alligevel allerede været i kontakt med en del mennesker inden, som ikke tog forbeholdsreglerne alt for seriøst. En del af dem var personale, der ser en masse andre mennesker i løbet af dagen. Tænk, hvis det er mig, der er skyld i, at nogen af dem bliver smittet!

Jeg ved, at det selvfølgelig langt hen af vejen ikke kun er mit ansvar, at tage forbeholdsreglerne, men det er da helt sikkert en bekymring ekstra, som jeg har føjet til min list. Jeg er seriøst bange for at blive indlagt på mit stamafsnit, fordi jeg er så bange for at smitte min kontaktperson. Men skal det holde mig fra at lade mig indlægge? Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der tænker sådan…

2 Kommentarer

  1. Tynoa

    Nøj hvor jeg kender til dine tanker, dog ikke i forbindelse med indlæggelse, men fordi min reserve mor er i stor risikogruppe, alligevel prøver jeg at holde fast i mig selv og min dagligdag selvom det kan betyde at jeg ikke får kram når jeg ser hende fordi hun kæmper med ekstrem sygdomsangst efter corona kom. Håber du får ro på når svaret på testen kommer. Tillad dig selv at tag imod hjælpen uden at sætte dig selv i bås pga den her lorte corona. Pas på dig selv.

    Svar
  2. Hanne

    Hej Mia kender godt følelsen Jeg arbejder med genoptræning af voksne hjerneskadede og jeg ser ingen mennesker fordi jeg er bange for at smitte dem ,jeg har fået desideret angst for at møde andre mennesker end mine kollegaer,ved intensiv arbejde hos min psykolog er jeg ved at tage modet til mig og møde min veninde og datter som jeg ikke har set i to måneder,jeg er glad for du får hjælp , sender en masse kram ❤️❤️

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.