Kære læser.
Jeg vil gerne fortælle dig en historie om mit liv den sidste tid . Nogle få ord om det som er svært ,om kampen om for livet og om hvordan denne tid er særligt udfordrende.
Jeg håber at mine ord vil blive fundet af dig som måske oplever lignende følelser og tanker.jeg på tror på at vokser når vi deler og på at vi sammen kommer længst gennem det der er svært .
Jeg er vokset op i en dysfunktionel familie og har oplevet mange hårde og grimme ting fra en tidlig alder.det har resulteret i meget ensomhed og isolation og angst for at møde nye mennesker.det med at møde nye mennesker og skabe relationer er altså grundlæggende ret svært for mig .
For to år siden havde jeg intet socialt liv . Men så var jeg så heldig at møde
en super psykolog som virkelig fik sat skub i tingene. For første gang oplevede jeg at møde en psykolog der virkelig forstod mig. Jeg begyndte at få det bedre på jobbet, fik mod på at prøve nye ting. Opsøge nye mennesker for at komme min ensomhed til livs, men jeg havde brug for at komme mere ud i livet. På Facebook så jeg et opslag om et kor rockus. Jeg læste at alle kunne være med og meldte mig ind. Det var en kæmpe udfordring at starte i koret. Jeg følte mig i starten meget anderledes end de andre- var jeg nu god nok , sang jeg underligt, kunne jeg finde ud at begå mig socialt med de andre? Langsomt begyndte jeg mig at vænne mig til at være med og følte mig for det meste som en del af koret. Jeg var blevet stærkere og havde over kommet en frygt der før meget styrede mit liv .
Det har krævet mod og det gør stadig. Og hvordan finder vi modet til at tro på at vores verden kan blive anderledes end den vi har oplevet i fortiden? Hvad er den livskraft der kalder på os . Kalder os ud i kampen mod ensomhed og indre dæmoner?
Har du oplevet at skulle finde mod til at ændre dit liv . Hvordan oplevede du og hvordan tror du men finder mod når man virkelig har brug for det .