Vi er ved at runde 2 måneder med lockdown, hjemmearbejde og hjemmestudie herhjemme og coronasituationen har ikke kun været en dårlig ting for os. Det har været en mulighed for min kæreste og jeg, at lære hinanden bedre at kende og min søn har været har oftere end normalt. For mig personligt tror jeg, at oplevelsen med at have været indlagt på en lukket afdeling, hvor man har skulle genopfinde en hverdag under svære betingelser har været positiv i den nuværende situation. Jeg har bevidst struktureret (hver)dagen, så vi har haft nogle strukturer og faste aftaler for hvad vi har lavet og skal lave. Især har vi struktureret dagene rundt om måltiderne, hvor vi har gjort noget ekstra ud af det. Til morgenmad får vi en hjemmelavet smoothie bowl med et blødkogt æg til siden og en kop kaffe. Til frokost får vi anrettede madder og til aften hjemmelavet mad, f.eks. ramen, vegetarisk spaghetti bolognese, butter chicken, falafel wraps mm. I forhold til min søn har vi lavet en hjemmekokkeskole som en del af hjemmeundervisningen, hvor han har været med til at vælge hvad vi skulle lave og selvfølgelig deltaget i madlavningen. Ud af det har vi lavet en krisekogebog med de retter vi har lavet sammen.

Min kæreste har arbejdet hjemmefra med kommunikation fra Københavns Universitet og skal fortsat arbejde hjemmefra indtil august, mens jeg har haft forelæsninger over zoom samt skrevet eksamensopgaver. Indtil videre har jeg i det ene fag Socialisering og hverdagsliv skrevet en policy-analyse om førtidspensions- og fleksjobreformen og de bagvedliggende ideer og problemrepræsentationer. I det andet fag Uddannelse, institution og politik i et komparativt perspektiv har jeg skrevet 4 essays om henholdsvis medborgerskab i et feministisk perspektiv, et intersektionelt syn på conditional cash transfers i Latinamerika, Hannah Arendt og ”The meaning of politics” samt medborgerskab i det antikke Grækenland. Selvom meget af undervisningen har været aflyst, har jeg arbejdet med studiet i tidsrummet 10-16 i hverdagene og har haft rig mulighed for fordybelse, tænkning og udforskning af ny litteratur.

Mit normale arbejde som studentermedhjælper har været aflyst, men jeg er blevet ansat som vikar på en række socialpsykiatriske botilbud i sommerferieperioden, så økonomisk ser det egentlig ret fornuftigt ud, især nu hvor der ikke bliver brugt penge på koncerter, biografture og cafébesøg. Psykisk tror jeg egentlig vi har haft det ret godt herhjemme, da vi begge er introvert anlagte og nyder at fordybe os i bøger og arbejde. Derudover har coronaperioden også været anledning til nogen af de store snakke, som f.eks. at få børn sammen. I den sammenhæng sidder det stadig i mig at have fået at vide som patient i psykiatrien, at man ikke kunne noget (og ikke skulle noget) og det også selvom jeg nu har arbejdet 6 år i psykiatrien som peer-medarbejder og socialpædagog og har været afsluttet i psykiatrien i 4 år. Forventningen om ikke at kunne noget sidder stadig kropsligt i mig, på trods af at jeg har en hverdag og arbejdsliv uden støtteforanstaltninger. Jeg håber virkelig, at recovery-bølgen og indtoget af peermedarbejdere kan genindføre håbet i behandlings- og socialpsykiatrien på den korte og lange bane, hvor psykiske kriser ikke nødvendigvis ses som stopklods for et meningsfuldt liv.

Foto: Pixabay

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det der med, om man kan noget og vil noget og dur til noget – det skal man ikke have at vide fra andre. Det skal man selv forsyne verden, og én selv med. Det er min erfaring, at hvorvidt dette lader sig gøre har meget med ens alder at gøre. Er man ung, men har forladt det hjem, man voksede op i, er situationen ofte den, at man er usikker på mange ting, måske det meste. Mange finder en løsning i et parforhold, og finder bekræftelse heri, men statistikker viser, at der er mange, der lever alene. Og for dem, dette lykkes for, ser man, at den kærlighedsreserve, som i parforholdet er beregnet til at være rettet mod den anden i forholdet, nu bliver rettet mod én selv. Det er min erfaring, at efter denne operation er fuldført, indgås personlige forhold med en reservation og en afstand til den anden, på en måde, der er langt mere sund og langt mindre farefuld end for den, der ikke har denne erfaring, ikke mindst fordi tabet af den anden – som det jo meget let kan ske – nu ikke mere er så vigtigt. Endvidere baner manøvren vejen for at få et mere spændende liv; hvis man keder sig, har man selv skylden. Desuden er det problem løst, som mange i parforhold døjer med: Hvad er egentligt ens egen, virkelige mening om dette og hint? Jeg hører selv til dem, der ser en masse problemer, som andre ikke ser, og som sætter mig i gang med selv at tænke, og at skaffe mig viden, jeg ikke havde i forvejen. Ofte kan problemstillingen bestå i, at man ser, at det, at en person er tæt på én, i virkeligheden er en hindring for en selvstændig udvikling. For min egen families vedkommende gjaldt det, at mine forældre var to så forskellige mennesker, at det kun var tilsyneladende, at der var en dialog, og det var totalt absurd, at de var gift. De blev nu også skilt, men først efter ikke at have levet sammen i mange år. Begge havde de behov for kun at være sig selv. Selv har jeg da både kvindelige og mandlige bekendte, og andre familiemedlemmer, jeg snakker med, og nogle tættere på end andre, men uden den åndelige kannibalisme, mange parforhold excellerer i. Til gengæld er det en vigtig forudsætning for en god relation, at man nøje lytter efter det, den anden har at sige, og at indlevelse er helt nødvendig for en god og ligeværdig kommunikation. Jeg har undertiden gjort den erfaring, at nogle mennesker er fyldt med så meget åndeligt skrammel, at det er spildt ulejlighed at forsøge at snakke med dem. I lyset heraf finder jeg det naturligt at sortere og rangordne andre mennesker efter den kvalitet, jeg finder, at de har, mens nogle andre er besat af den ureflekterede idé at behandle alle som lige og ligeværdige. Men i denne problemstilling indgår jo faren for hurtige, og for overfladiske domme. Jeg har ikke sjældent gjort den erfaring, at mennesker er som musikinstrumenter; det, der kommer ud, afhænger af, hvordan man spiller på dem.

    Svar
  2. Nikoline

    Hej jeg kender rigtigt godt følelsen af at få af vide at man ikke kan noget, og en psykiatri der siger at man er ‘Meget ambitiøs’, fordi at man vil have et almindeligt liv med uddannelse, arbejde og venner. Kunne du eventuelt skrive noget mere om det, det kunne være rigtigt interessant at læse om for mig😀?
    Mvh Nikoline

    Svar
    • Nikita

      Hej Nikoline

      Det kan du tro. Lige nu er jeg dog igang med eksamensopgaver og en PhD ansøgning, men jeg skal nok have det i baghovedet til senere.

      Bh
      Nikita

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.