Hvad er det, der gør, at det er nødvendigt, at skrive under alias? Hvorfor ikke bare springe ud, med mit eget navn, når nu det er min egen historie?

Det er egentligt mærkeligt. Da jeg var udredt med PTSD, så fandt jeg det meget lettere, at stå ved min diagnose. Som om, at der var en anerkendelse i diagnosen. Jeg har været udsat for noget hårdt, det er derfor, at jeg er dårlig.

Det gav mening for mig og det flyttede fokus fra mine symptomer og hen til de oplevelser, som jeg havde været igennem. Det er ikke mig, der er noget galt med. Det er den situation, jeg har været i.

Paranoid skizofreni er den diagnose, jeg har haft sværest ved, at sige højt. Og de gange jeg har gjort det, har det haft en voldsom reaktion fra dem, jeg har fortalt det til.

Min ven og hans kæreste

Da jeg fortalte det til min ven og hans kæreste, blev hun helt hvid i hovedet. Det viser sig, at hendes mor er paranoid skitzofren.

Så gik hun igang med, at fortælle os, hvordan hendes mor fodrede imaginære katte hele hendes barndom. Hvordan de havde både kattebakker og madskåle, selvom de ingen katte havde.

Jeg prøver flere gange, at fortælle, at sådan er det ikke for mig, men hun bliver ved og ved. Jeg kigger på min ven, men han siger ingenting. Det er let at føle sig misforstået i sådan en situation.

Min praktikvejleder

En anden gang føler jeg mig tvunget til, at fortælle det, selv om jeg hellere ville være fri. Min praktikvejleder, som jeg er ved, at blive venner med, skal lige sige mig noget inde på kontoret. Hun har en næsten hviskede stemme.

“Altså det er Thomas,  jeg har talt med hans vejleder og det viser sig, at han er skitzofren. Hvad skal jeg gøre? Er det overhovedet sikker, at have ham her i praktik?”

Så for den da, det er godt nok en dårlig situation, at stå i. Men hvis der skal være en chance for, at vi kan blive venner, så er det her, jeg skal sige det. Så jeg starter stille. “Altså, nu har du jo aldrig spurgt, hvad min diagnose er”.

“Nej, det behøver du jo slet ikke, at fortælle mig “, hun smiler til mig, men jeg er seriøs, meget seriøs nu. “Jeg er udredt med paranoid skitzofreni, så hvis du tager Thomas diagnose og kører den helt ud i den tunge ende, så har du mig.”

Hendes ordstrøm kommer som forventet – lidt for hurtigt. “Nej selvfølgelig og det er jo slet ikke sådan ment.” Men skaden er sket. Hun trækker sig og grubler i stilhed. Men efter et par dage kommer hun tilbage. Vi snakker sammen igen, men ikke helt på den samme måde.

Min familie

Men den sværeste reaktion kom fra noget af min familie. Da jeg fortalte, at jeg var paranoid skitzofren og svaret var, at “det kan ikke passe”. “Hvorfor ikke?” Jeg undrer mig over reaktionen. Jeg havde forestillet mig noget ligende: “Det lyder godt nok hårdt ” eller måske forbløffelse. Ikke katgorisk benægten.

“Nej, så er man altså meget dårligere end dig.” Det føles som et slag i ansigtet.  Men hun ved, hvad hun taler om. Hun har arbejdet mange år på lukkede afdelinger. Måske siger det bare ikke så meget om min situation. Og jeg er altså udredt med paranoid skitzofreni, om jeg vil det eller ej.

Jeg snakker ikke mere med hende om det, faktisk snakker jeg ikke længere med nogen om det, udover mine mand og mine behandlere. Men nu snakker jeg med jer – under Alias K.

Min nye diagnose er uprøvet. Hvordan vil det føles at sige, at jeg er udredt med skitzoaffektiv sindslidelse? Jeg ved det ikke endnu, men det kan være, at jeg snart er modig nok til, at prøve.

Tak fordi du læste med❤

 

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Jeg forstår dig virkeligt godt. Der er jo altid et problem, hvis ens navn eller efternavn er specielt – så kan folk søge på én. Jeg selv har haft det held at hedde noget så almindeligt, at der ingen fare er for, at folk skulle forsøge at søge på en.

    Men der er andre aspekter i dette her. Eftersom jeg selv er diagnisticeret ”paranoid schizofren”, og har et afslappet og afklaret forhold til det, er jeg i almindelighed ret åben om det, og undertiden, når jeg på et værtshus faldt i snak med folk, jeg ikke kendte, og har fortalt om mine vanskeligheder, så sker det meget tit, at folk krammer ud med, at de også har diagnoser. Min tanke hermed er, at hvis vi skal gøre noget ved folks uvidenhed om psykiske sygdomme, så må nogen af os bryde tabuet og få svesken på disken, så at sige.

    Men dertil er så at føje, at jeg har haft min daglige gang på et værested for psykisk syge gennem mange år, og det er værd at bemærke, at folk med tunge diagnoser jo godt kan have noget væsentligt at sige alligevel. Selvfølgelig har vi debatter og diskussioner om emner, hvor man kan være uenig, men jeg bestræber mig selv på at komme med noget, som bidrager til samtalen på en positiv måde. Selvfølgeligt er der også folk, der er så mærkede af deres sygdom, at de ikke rigtigt fungerer i samværsmæssig henseende. Alligevel kan tilstedeværelsen af andre mennesker, og det, at der tales sammen, alligevel betyde noget for en sådan person. Og værdifuldt er det, at på sådan et sted er der ikke nogen, der har noget at lade nogen høre – vi har alle en fortid i psykiatrien. Der er jo også den ting, at man som nyudsprunget patient for det meste kun har viden om ens egen sygdom, men at man på et sådant sted får indsigt i, på hvilke andre måde, man kan være psykisk syg.

    Der er absolut medpatienter, der er meget tilbageholdende med at deltage i samtaler. Der kan være mange grunde hertil. Som medpatient gør jeg gerne det i en sådan situation, at jeg er forsigtig, men gør mig mine iagttagelser på en upåfaldende måde. Jeg vil gerne forstå mine medmennesker.

    Endelig er der det håb, der ligger i medicinen. Der er stof til lange samtaler og mange diskussioner vedrørende dette emne, men lytter man godt efter, så udgør folks erfaringer jo brikker til et mægtigt puslespil, som det er op til én selv at lægge. Psykiaterne har jo hele det videnskabelige input, men megen psykiatri beror jo på erfaringer, og i det stykke kan vi patienter jo godt være med, hvis vi gør os umage.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.