I foråret 2016 havde jeg ikke været indlagt i over 5 år. Jeg havde ligeså ikke været tilknyttet hverken behandlings – eller socialpsykiatrien i henholdsvis 4 og 2 år. Jeg levede nu et såkaldt almindeligt liv, hvor jeg både havde mit studie til pædagog og mere end et fuldtidsarbejde som pædagogmedhjælper. Var tiden mon ikke kommet til, at jeg skulle prøve at blive udtrappet af medicinen? Jeg følte mig hvert fald klar.

Jeg havde været medicineret med forskellige præparater siden 2005, hvor jeg som 14 årige første gang stiftede bekendtskab med psykiatrien. Siden vinteren 2009 (dvs. i knap 7 år) havde min daglige dosis bestået af 300 mg. lametrigin, 325 mg. venlafaxin og 6 mg. melatonin. Derudover havde jeg i perioder fra 2009 – 2012 fået 10 mg. Zyprexa.
Alt i alt en god portion medicin – men ift. mange andre, så var min daglige cocktail faktisk en af de mindre.

Da jeg skulle præsentere min beslutning for min daværende praktiserende læge, var jeg spændt. I ungdomspsykiatrien var jeg i sin tid velment blevet forberedt på, at medicin måske nok var en nødvendighed for mig resten af mit liv. En tidligere praktiserende læge havde i 2012 både kaldt tanken eller ideen om, at vi nogensinde kunne afprøve en udtrapning, som både utænkelig og uansvarlig. “Pænt” havde hun mindet mig om, at jeg jo altså igennem alle mine teenagerår, havde været “en meget syg pige”. Denne oplevelse gjorde, at jeg i samarbejde med min daværende bostøtte besluttede, at tiden var inde til, at jeg fik en ny læge.

Heldigvis tog min praktiserende læge i 2016, min beslutning alvorlig og anerkendte den. Hun ville gerne støtte mig, men lagde samtidig ikke skjul på, at med min historik, så blev hun nervøs. Jeg var lettet over, at jeg ikke skulle ligge øre til alt muligt. Ydermere understregede jeg, at målet ikke nødvendigvis var, at jeg blev helt medicinfri. I sig selv ville det jo også bare være fedt, hvis jeg kunne halvere mine daglige dosis.
Vi aftalte, at nu skulle jeg lige have afleveret min bachelor og så ville vi derefter i samarbejde lave en meget langsom nedtrapningsplan. Efter en uge blev jeg dog ringet op af min læge. Hun havde fået nærlæst min journal ydereligere og have ombestemt sig. Hun ville gerne stadig bakke mig op, men fordi mit forløb i ungdomspsykiatrien havde været så langvarigt og komplekst, så følte hun sig ikke faglig kompetent nok, til at påtage sig opgaven. Derfor ville hun henvise mig til en privat praktiserende psykiater. Jeg husker meget tydeligt, at hun til sidst sagde: “Nu når du mirakuløst har fået det så godt, så vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv, hvis udtrapningen gik galt og du blev så syg igen”. Det må da virkelig siges, at være en læge, som tager sit lægeløfte alvorligt!

Skæbnen ville dog, at da jeg havde færdiggjort min uddannelse til pædagog i juni 2016, så fik jeg arbejde i København, hvilket betød, at jeg skulle flytte til den anden ende af landet. Jeg valgte derfor at udsætte min udtrapning. Nyt job og ny by var lig med mange omvæltninger, hvorfor jeg ikke fandt tidspunktet som det rette.

I foråret 2017 mødte jeg op hos min læge på Nørrebro. Jeg havde ud fra en masse research lavet et foreslag til en nedtrapningsplan, som jeg medbragte til samtalen. Desværre havde jeg hørt fra mange andre om forløb med medicinnedtrapning, hvor deres læger var gået al for hurtig ned i dosis. Min læge var lydhør og vi fik et konstruktivt samarbejde igang, hvor jeg fik lov til at styre farten.

På et halvt år udtrappede jeg totalt problemfrit ud af lametrigin. Egentlig havde jeg også forventet, at det gik ret nemt at udtrappe fra det præperat. Derimod havde jeg via andres erfaringer, forberedt mig på, at det undervejs i udtrapningen af venlafaxin vil blive nødvendigt med “is i maven”. På lidt over et år udtrappede jeg de første 262 mg. Bortset fra at jeg fysisk ind mellem oplevede svimmelhed, små stød i hjernen og havde små ufrivillige bevægelser, så var det forholdsvis “nemt” og udholdeligt. I tillæg oplevede jeg som noget positivt, at mit følelsesliv stille og roligt blev mere rigere og nuancerede. Jeg har i et tidligere indlæg beskrevet, hvordan jeg bl.a pludselig kunne føle nervøsitet inden en eksamen. Det var fedt.

I sommeren 2018 skulle jeg så udtrappe de sidste 37,5 mg. Men ret hurtigt blev de tidligere fysiske symptomer så uudholdelig, at jeg i samråd med min læge besluttede efter ca 2 mdr., at begynde på 37.5 mg. igen. Dem indtager jeg stadig, hvilket jeg har det fint med i betragtning af, hvordan min medicinliste så ud en gang. Men troen på at jeg på et tidspunkt smider de sidste 37,5 mg. indenfor de nærmeste år, er der stadig.

Er alt godt nu? Ja jeg har det rigtig godt psykisk. Fysisk er jeg i det store hele også sund og rask. Og dog… for desværre er de fysiske symptomer, som der opstod ifm. udtrapningen forværrede sig. Derudover falder mine hænder og fødder konstant i såkaldt søvn. Andre gange føler jeg, at jeg er ved at tabe min hænder. Jeg er netop igang med et udredningsforløb hos en neurolog. Selv tror jeg på, at mine symptomer kan have en sammenhæng med min udtrapning. Alt for mange kan fortælle om lignene fysiske opståede symptomer ifm. udtrapning fra psykofarmaka.

Som nævnt tidligere i min blog, så kan jeg ikke give noget enkelt svar på, hvorvidt at jeg ville havde været medicin fuldstændig foruden i min behandling. Men når det er sagt, så vil jeg virkelig ønske set i bakspejlet, at lægen i ungdomspsykiatrien ikke allerede havde udskrevet medicin til mig ved allerførste samtale. Jeg tror på, at hvis jeg havde fået tilbudt psykologsamtaler og en kontaktpædagog allerede på det tidspunkt, så var meget endt anderledes.

Nogen steder i psykiatrien er man begyndt på, at eksperimentere med Traume-Bevidst Tilgang. En tilgang hvor der tages udgangspunkt i “hvad er der sket med dig?” fremfor “hvad er der galt med dig?”. Selv tror jeg på, at den enkeltes symptomer, kan forstås som et svar på det liv, som den pågældende person har levede. Jeg arbejder i dag selv i psykiatrien og i min optik er det os som personales vigtigeste opgave, at støtte den enkelte i at kunne håndtere sine symptomer på hensigtsmæssige måder. I den henseende skal vi blive meget bedre til at spørge hinanden og os selv om, hvorvidt det altid er gavnligt at medicinere (for det kan bestemt være gavnligt) eller om vi måske i sidste ende, ender med at gør hende eller ham en bjørnetjeneste på længere sigt. I min optik har vi i behandlingspsykiatrien for stor tillid til medicin og omvendt for lidt tillid til at afprøve alternativer.

Medicin kan alt for hurtigt blive som plastret, som bliver sat på det urensede sår.

Jeg høre tit sætningen: “Hvis det ikke hjælper, så kan hxn altid stoppe med det igen..”. Hertil tror jeg på og kæmper for, at man i psykiatrien får en større respekt for, at man altså ikke “bare” lige hverken afprøver eller stopper med psykofarmaka. Min egen udtrapning og andres fortællinger om deres udtrapning har lært mig, at det virkelig ikke er bolcher, man indtager. Det er stoffer, som virkelig sætter neurologisk “gang i gaden”. Det er hvert fald min overbevisning.

 

Foto: Pixabay

Om Forfatteren

Sanne blogger om sin erfaringer som både tidligere patient og ansat i behandlingspsykiatrien samt relatere disse til sine daglige refleksioner. Sanne er til dagligt ansat som projektkonsulent hos Peer-Netværket og arbejder som pædagog i ungdomspsykiatrien. Desuden studere hun MSc. in society and health ved Universitetet i sørøst- Norge. Hun er uddannet pædagog med PD i specialpædagogik og har desuden tidligere arbejdet som Recovery-mentor i Region Hovedstaden.

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det er med megen betænkelighed, at jeg nærmer mig denne debat. Men der er et spørgsmål, jeg bliver nødt til at stille. Hvorpå hviler denne iver efter at blive medicinfri? Jeg har nu fået psykiatrisk medicin i henved 30 år, og hos mig er der ingen forestilling om at blive medicinfri. Hvorfor skulle jeg det? Når nu medicinen hjælper mig godt, og at jeg er uden bivirkninger? Ja, jeg kan konstatere, at jeg fungerer væsentligt bedre MED medicin end uden. Er der ikke tale om, at der foreligger følgende række af konklusioner: Medicin er kemi, og kemi er skadeligt, ergo er medicin skadeligt. En sådan tankerække foreligger. Selve det forhold, at vi som fysisk eksisterende væsner er realiserede i en ramme af biokemi, synes at være en uantagelig opfattelse af mennesket for mange. Nej, mennesket er ånd, og består af ånd, og al kemi i denne forbindelse er forurening og forgift. Nej og atter nej. Efter min klare opfattelse består opgaven i at tilpasse doseringen af de forskellige former for medicin på en måde, så man har mindst mulige bivirkninger. Men dette fordrer en medvirken fra patienten, som i så mange tilfælde er umulig, fordi patienten i mange tilfælde ikke forstår værdien af at gå systematisk til værks. Andre gange er det en demoraliseret psykiater, der i realiteten har opgivet at opfatte patienten som fornuftsvæsen, der er problemet. Atter andre gange er der tale om, at psykiateren blot ikke hører efter, når patienten fortæller noget. Og atter andre gange svigter patientens forberedelse til samtalen med psykiateren, hvor vigtige ting, der skulle siges, bliver glemt. Undertiden kan man som patient godt få den opfattelse, at ens tilfælde er ligegyldigt, blot indgående i en sum af tilfælde i en statistik. Jeg nægter at se sådan på det. Men jeg synes, at der er noget i artiklen, som jeg synes om, og det er den levende og konstruktive interesse for eget tilfælde, den lægger for dagen. Blot kunne jeg godt tænke mig at diskutere den præmis, at vedkommende skal trappes ud af medicin. Hvorfra ved vedkommende, at det er en god idé?

    Svar
  2. Mari-Louis

    Hej
    Jeg synes du beskriver det så godt hvordan din kamp har været… Det så stærkt gået at du er kommet ud af så meget medicin.. Når man ser det på skrift lød det jo også helt vildt meget.. Kan det hjælpe en til at få det bedre er det jo rigtig godt men tænker også at der sker ikke noget ved at forsøge at trappe ud af medicinen, hvis man har en rolig periode.. Lyder lidt som om det er den nemme løsning.. Værsgod her får du lige en ordentlig cocktail af piller og så får du det godt.. Desværre ikke helt tilfælde.. Jeg gik ved en psykiater, hvor vi startede med samtaler først og lærte nye værktøjer.. Senere var jeg nødt til at få medicin, men det var kun en pille om dage. Jeg får 50 mg sertralin og jeg har prøvet at være uden medicinen.. Jeg fandt ud af at jeg havde meget brug for det for at fungere i min hverdag..

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.