Af Valdemar.

Djævelen danser som sammentapet stødt glas
klirrende klingrende krakelerende knæ og hofter
ridser bloddråber ud af oldkuldens snedynger

Jeg vil gerne forsøge undgå at skrive om den omfattende verdenskrise vi nu befinder os i. Min frygt for de ufatteligt mange mulige negative konsekvenser går for vidt som de australske skovbrande. Jeg har trukket stikket.

Jeg stod før bar i mørkets prikkende støvregn
og følte min midtes styrke
når jeg står
står
så er jeg stærk

Når jeg udhuler nattens hullede ruter
løftes jeg af en nattens stemme
en brummende rungende rummende stemme af plastik
mursten hår glas og farver

Siden jeg som barn så, at voksne kunne være kede af at være låst i egne liv, har jeg forsøgt at flygte fra denne skæbne ved at piske mig ind i andres liv. Låne en karakter, at være i deres liv.
Nu er jeg mig. Mig mod ingenting. Eller mig med ingenting.

Jeg vil synke som et skib med skudhuller
Tømmes for al last
Tag det hele også guldet
Lad mig synke synke synke helt ned
og glemmes

Så vil jeg efter at have ligget der i karantæne sparke mig op over vandoverfladen trække vejret ind.
Og leve nyt

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.