Endnu en gang sidder jeg på skadestuen med en personale fra bostedet og venter på lægen, klokken er 2 og vi har ventet i 6 timer i venteværelset. Lægen kommer ind og spørger om jeg vil bedøveslse, og jeg takker ja. Lægen og sygeplejersken som renser såret snakker sammen ” det er kun overfladisk”  hører jeg dem sige. Det giver mig en klump i maven, hvis det bare er overfladisk hvorfor er vi så kørt helt her hen og ventet i 6 timer? Burde jeg bare være blevet hjemme?  Jeg holder min mund og venter på lægen langt om længe har syet færdig.

 

Jeg har været selvskadende de sidste 14 år og situationen som er beskrevet er bare en ud af mange “typiske” oplevelser.  Jeg vil gætte på jeg de sidste 5 år har været forbi skadestuen mere end 100 gange, så jeg er et “kendt” ansigt.

Inden jeg begyndte at selvskade så det skulle behandles og lige de første gange hvor det skulle, synes jeg det var svært og det er det faktisk stadig, tror aldrig man vænner sig til det, eller føler det er okay at opsøge hjælpen. For hvornår er et sår slemt nok til  jeg kan tillade mig at opsøge behandling? Det er bestemt aldrig fordi det er en oplevelse jeg ønsker, men samtidig har jeg erfaring med hvad der kan ske hvis ikke man opsøger den nødvendige hjælp og samtidig føler man ofte den irritation fra sygeplejerskerne, for er jeg nu endnu en af dem. Man har  følelsen af at være en belastning, jeg er jo ikke kommet til skade,  jeg har selv forårsaget  problemet.Det kan være svært at forholde sig til.

Her for nogle uger siden var jeg endnu en gang afsted, alt gik som det plejede og jeg ventede tålmodigt på lægen. Mine sår var faktisk ikke så dybe som de plejer at være og det første lægen siger mens vi venter på bedøvelsen er “Det er godt nok dybt” . Mit hoved bliver forvirret, hvordan kan de her sår være dybe, når dem dybere plejer at være overfladiske?

 

De kan læse i mine papir, at jeg har Paranoid Skizofreni diagnosen, det er forskelligt hvordan det tackles, hvis der nævnes noget er det som regl fra sygeplejersken, mens de vasker mit sår og gør alt til lægen klar.

Nogen gange konstateres det, at jeg jo er vant til hvad der skal ske nu, nogen siger lige så sødt, at de jo kun kan hjælpe mig fysisk, men ikke psykisk, men om de kan gøre noget.

Man kan mærke de bliver meget “lettet”  hvis jeg har personale med, så er jeg ikke deres ansvar/problem omkring det psykiske, der er nogen med til at tackle mig, skal lige siges jeg ALDRIG har reageret voldeligt overfor nogen.

 

Lægerne siger det bliver svære og svære at bedøve og sy mig pga alt det arvæv jeg har.

På en måde kan det her selvskade godt skræmme mig lidt, når jeg gør det er det ligesom om jeg ikke registrere hvor slemt det er, og efterhånden skal der jo mere og mere til før jeg opnår effekten, men igen registrere jeg det ikke.

Men når jeg ruller mit ærme op og ser mig selv i spejlet, så ser jeg pludselig alle de lange røde ar der dækker hele min arm. Det er som om det ikke er min arm jeg kigger på,  jeg kan ikke forholde mig til det.

Det er den arm som kun skadestuen og jeg ser, de lange røde striber og prikker efter endnu et sår er syet sammen, alt det der normalt er gemt væk.

 

 

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.