En ting, der for mange er svært at forstå er så simpel for mig, fordi det har været en grundlæggende ting for mig i så mange år. Når jeg fortæller om det til udestående, gør jeg alt, hvad jeg kan for at forklare det, men lige meget hvad, så er det svært at forstå for dem, der aldrig selv har prøvet det.

 

Jeg er i dag snart 24 år, og jeg har været en del af psykiatrien i ti år. Min tid i psykiatrien har været turbulent, men det er ikke det blogindlægget skal handle om. Det skal handle om to helt særlige personer, der ændrede mit liv for altid. De kom ind fra højre, da jeg mindst forventede det. Min udvikling stod fuldstændig stille, hvis den endda ikke havde vendt om. De trådte ind i mit liv. De hængte ved, og jeg udviklede mig pludselig med 500 km/t. I dag står jeg stærkere, end jeg nogensinde har gjort.

 

Jeg har haft svimlende 24 kontaktpersoner i mine år i psykiatrien. Det er mange, og jeg lærte hurtigt, at kontaktpersoner er altafgørende for min udvikling. Jeg er en person, der udvikler mig med relationer. Udfordringerne med kontaktpersoner er, at hvis kemien ikke er der, så er sandsynligheden for, at det går ud over udviklingen markant. Det har jeg oplevet en del gange. Jeg har også haft tætte relationer, som har udviklet mig i en grad, men ikke langt nok. For et år siden ændrede det sig fuldstændigt, da Majken og Maria valgte at tage kampen op med mig og mine indre dæmoner. Maria siger altid, at hun tror på, at de rette mennesker kommer ind i ens liv på det rette tidspunkt, men jeg tror på, at uanset hvornår de var dukket op, så havde de flyttet bjerge for mig.

 

De to stædige madammer var fast besluttet på, at lige meget hvad det kræver, så er dette ikke et liv, jeg skal leve resten af mine dage. Jeg har evnerne. Jeg har ressourcerne. De var gemt væk bag sygdom, og jeg kunne ikke længere selv se dem.
For et år siden stod jeg i den værste situation i hele mit liv, som Maria faktisk oplevede sammen med mig, hvilket bragte os meget tættere. Havde nogen fortalt mig dengang, at jeg om en måned skal starte på fuld HF, så havde jeg grint og sagt, at det kommer sgu aldrig til at ske. Min fremtid har været drømme, jeg længe ikke har turde drømme, fordi jeg ikke har haft troen på dem. Fremtiden blev et bandlyst emne, og alt der var, var mørke.

 

De tog stædigste kvinder, jeg nogensinde har mødt påtog sig opgaven om at hjælpe og støtte mig i mod de drømme, jeg havde gemt væk. Jeg vidste godt dengang, at de ville være gode for mig, men at stå i dag, og se på de mirakler, vi rent faktisk har udrettet er næsten urealistisk. Vores forskelligheder er at spotte på kilometers afstand, men det har kun været en stor fordel, fordi vi alle har kunne bidrage med forskellige ting. Majken er så ufattelig nærværende, og er en struktur-fanatiker, og jeg hadede struktur. Maria er det mest omsorgsfulde og tillidsfulde menneske, jeg nogensinde har mødt, og jeg troede, at jeg var umulig at holde af. Majkens nærvær og struktur, og Marias udsædvanlige evne til skabe tillid og omsorgsfulde væsen har fået mig til at se ting i et helt andet perspektiv. I dag har jeg det bedre med struktur. Det hjælper mig rent faktisk, og i dag ved jeg, at jeg kan holdes af, elskes, og at det er muligt at stole på nogen.

Uanset, hvor langt det her blogindlæg bliver, så tror jeg aldrig det bliver muligt at beskrive, hvor massiv en påvirkning Majken og Maria har haft på mit liv, og hvor meget de relationer, jeg har dannet mig, betyder for mig og min udvikling.

 

Det vigtigste for mig er dog at få understreget, at Majken og Maria har været mit fundament. De har grebet mig hver gang, jeg er faldet. De har aldrig ladet mig falde for dybt. De er aldrig veget fra min side. Selvom, at jeg har bandet og svovlet dem langt væk og været noget så irriteret på dem, så har de hængt ved. Det var så irriterende i situationen, men at tænke tilbage på det, er det rareste, fordi jeg fandt to mennesker, der blev ved min side lige meget, hvilket og hvor meget lort, jeg fik rodet mig ud i. De har været bekymret, vi har været bange, men mest af alt har vi haft stunder, som er så værdifulde, at jeg aldrig ville bytte dem for noget. Jeg tror på skæbnen. Jeg tror på, at der er en mening med alt ting. At der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg tror på, at jeg blev syg af en grund. Den helt præcise grund, har jeg ikke fundet endnu, men jeg ved, at en af dem er, at jeg skulle møde disse to kvinder. At de skulle bore sig dybt ind i mit hjerte, og blive det bedste, der er sket for mig. Det er store ord, men det er sandheden. Jeg har haft udfordringer, og jeg har haft det svært i rigtig mange år. Uden psykiatrien ville jeg aldrig have fået det bedre, og det der skulle til var Majken, Maria og vores samarbejde. Min stædighed er stor at mærke ret ofte, og Maria har nok kaldt mig en martyr en gang eller to. Maria og jeg har ikke altid haft det lige let, fordi når to lige stædige mennesker mødes, så skaber det udfordringer og uenigheder. Vi har dog brugt vores stædighed konstruktivt. Vores uenigheder konstruktivt, og alle uenigheder, udfordringer og diskussioner, der har været har altid været for mit eget bedste.

 

Når jeg har kommet og sagt til Maria, at jeg ikke kan holdes af, har hun haft evnen til at overbevise mig bedre end nogen anden. Jeg har sjældent haft så stor en tillid til nogen, som jeg har til hende. Hun har ikke kun sagt, at det er muligt. Hun har også vist det. Majken har været den bedste sparringspartner, jeg nogensinde har haft. Hun har aldrig givet mig svarene på tingene, men hendes hjælp og enorme evne til at sætte tingene i perspektiv har altid hjulpet mig til at finde frem til det rette svar, som jeg ikke kunne før. Majkens evne til at få mig til at reflektere, og se mere realistisk på alting. Marias enorme hjerte, omsorg og tillid. De egenskaber har været netop dem, jeg har stået og manglet. Vi har kompenseret hinanden bedre, end hvad er at forstå, og i dag er jeg den sande solstrålehistorie.

 

De rette kontaktpersoner, er den vigtigste ting i min udvikling, fordi jeg læner mig så meget op af dem. De kan stå fast og tage beslutningerne, når jeg selv har haft svært ved det. Jeg ved, at alle deres intentioner har altid været for mit eget bedste, og de har forstået, hvor meget et kram faktisk kan gøre. Ingen har nogensinde forstået mig bedre. Selvom de egentlig ikke helt kan forstå, hvordan jeg har det, så gør de et kæmpe forsøg, og det er det, der tæller. Maria kender mig bedre end nogen anden, og ofte bedre end mig selv. Maria spotter indimellem, at jeg har det skidt, før jeg selv har opdaget det. Jeg har altid hvilet på min evne til at snakke mig ud af indlæggelser, og altid få overbevist alle om, at jeg har det fint. En person, der kan se lige igennem mig, hun hedder Maria. Det har været irriterende, men også rart, at når jeg egentlig ikke gør det med vilje, men som en forsvarsmekanisme, så har jeg mødt et menneske, der godt kan se bag den.

 

Maria havde sin sidste dag på mit bosted i fredags, og det er egentlig hovedårsagen til, at jeg skriver blogindlægget. Det er vigtigt for mig at få fortalt, at de rette kontaktpersoner betyder alt for en beboers fremtid. De har været mine hovedingredienser, og de er uden tvivl de bedste kontaktpersoner, der er at finde på denne jord. Det er sandheden, fordi ingen andre besidder så mange evner og egenskaber inden for både den menneskelig kontakt og deres fag, som de to gør.

De er to mennesker, jeg vil have en evig enorm taknemlighed til, og mit hjerte vil omfavne dem for evigt. Det bliver hårdt at undvære Maria i min hverdag, men vi vidste begge, at vores relation er for tæt, og vi holder for meget af hinanden til blot at give slip. Jeg har fundet et menneske, som har gjort den største forskel for mig i hele mit liv, som har valgt at blive i det, selvom hun kunne have valgt det fra. Det betyder mere end nogen ord kan beskrive, fordi relationer bliver tætte til kontaktpersoner. Nogen tættere end andre, og Maria og jeg kom dybt ind under huden på hinanden, og jeg ville ikke kunne undvære hende. Jeg har aldrig været så tæt på  en kontaktperson, ikke engang en person jeg ikke er biologisk slægtet til.  Dele af vores relation ændres, men vores indbyrdes styrke, sorte humor og fantastiske kemi forbliver.

 

Majken og Maria er verdensklasse. Vi er verdensklasse sammen. Vi har udrettet mirakler. De har været stolte af mig, når jeg ikke selv har været det, og de har givet mig troen på en lys fremtid. De har vist mig vejen. De har vist mig omsorg, trøstet mig, omfavnet mig, vi har diskuteret, vi har grint, grædt, holdt af, og jeg har nydt hvert og et øjeblik. De er verdens bedste kontaktpersoner, og jeg ville aldrig i mit liv være dem foruden.

 

Jeg slutter af med vores slogan, men denne gang tilpasset denne stund:

 

Mx2+V

– Vi klarede alt!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.