Som mange andre unge mennesker, valgte jeg at tage kørekort. Jeg var meget nervøs og var meget i tvivl, om jeg kunne klare det.

Havde jeg ikke haft min ekskæreste, som presset på med at komme i gang med det, havde jeg aldrig turde at komme i gang. Så det er jeg virkelig taknemmelig for i dag.

Jeg var så stolt over, at jeg havde fået kørekort og jeg bestod både teori og køreprøve i første forsøg.  Selvom at det ikke er så vigtigt, var det bare så fedt, at det lykkedes.

Nu skulle jeg ud og køre helt selv uden hjælp fra kørelæreren og det var virkelig skræmmende..

En dag skulle jeg køre hjem fra en familiefest, hvor min datter og min ekskæreste var med. Han forsøgte at hjælpe med at bakke tilbage. Desværre var det en meget mørk indkørsel og bilen havde mørk tonede ruder. Jeg fik at vide at jeg var forbi en mørk bil, som holdte i indkørslen.

Lige pludselig hørte jeg et kæmpe brag og desværre ramte jeg bilen. Jeg rystede og græd helt panisk. Jeg var så ked af det og fik mange følelser af, at jeg kan ikke finde ud af det og jeg skal aldrig køre igen. Der kørte så mange tanker rundt i mit hoved.

Ejeren af bilen var så sød og jeg kendte hende rimelig godt. Hun trøstede mig og sagde, at mange nybegyndere laver fejl og buler.

Desværre fik jeg en stor angst for at køre bil. Det gjorde, at jeg ikke kørte bil i flere år. Min ekskæreste gjorde det ikke bedre, da han altid kørte bilen, når vi skulle noget..

Men angst er svært at forstå for mennesker, som ikke ved, hvad det ville sige.

Det var virkelig angstprovokerende, at jeg skulle flytte på landet, for jeg var tryg i vores lejlighed i byen, for jeg kunne gå til det hele. Lige fra at aflevere min datter i vuggestue, tag i skole, handel og meget mere.

Desværre var min ekskæreste ikke glad for at bo i byen og da han fandt et hus til leje ude på landet, slog han til. Jeg fik det rigtig skidt psykisk for han tog den beslutning uden at snakke med mig om det.

Vi flyttede ud i et meget gammel hus og lige pludselig skulle jeg få en ny hverdag til at fungere med min datter. Ja, min ekskæreste er far til min datter, men han har altid arbejdet rigtig meget, så jeg stod for at gøre alt med min datter.

Jeg valgte at se min frygt i øjnene, for hvis jeg skulle klare mig selv, var jeg nødt til at køre igen. Jeg var jo i gang med en uddannelse og min datter skulle i børnehaven, så jeg havde intet andet valg.

Hver gang jeg satte mig ind i bilen, havde jeg hjertebanken og svedte hele vildt af angst. Kunne nærmest se indre billeder af, hvad der kunne gå galt på en køretur.

Men med tiden lærte jeg at stole på mig selv og lærte, at jeg sagtens kunne køre fra A-B ligesom alle andre.

Jeg blev færdig med min uddannelse og det havde jeg ikke kunnet, hvis jeg ikke havde sat mig i bilen hver dag.

Desværre gik forholdet ikke, for jeg havde svært ved at bo på landet og der var mange ting, som min ekskæreste og jeg ikke var enig i. Men heldigvis har vi et okay samarbejde om vores datter.

Jeg var så glad for at flytte til byen igen og det gik kun den rigtige vej. I dag har jeg fået min egen bil og jeg kan sagtens køre i bil hele vejen til Nordjylland for at besøge min familie. Det er en køreture på 3-4 timer.

Første gang jeg kørte op til min forældre alene sammen med min datter, følte jeg virkelig en stor selvstændighed på trods af min sygdom.

Man kan sagtens bekæmpe sin angst uden en psykolog eller en anden behandler. Dog har jeg været i terapi for min ocd, så det var der, jeg fik inspiration til at overvinde min angst for at køre bil.

Så jeg kan kunne anbefale at arbejde med angsten for at få en bedre livskvalitet.

2 Kommentarer

  1. Peter K. Baggesgaard

    Flot, at du kan køre bil. Har også taget kørekort, men er kommet til den konklusion, at jeg er for påvirket af min sygdom til at køre bil. Den korte periode, hvor jeg kørte var det nær gået galt flere gange. Jeg er angst, hvis jeg sidder bag rettet i en bil, og reagerer i panik, hvilket ikke er særlig smart ude i trafikken. Man skal gerne kunne bevare et roligt overblik over situationen, når man kører bil. Jeg kunne også nemt føle mig presset af andre billister, så jeg reagerede uhensigtsmæssigt. Det er både ens eget og andres liv, det drejer sig om. Heldigvis, kan jeg cykle, gå og bruge offentlig transport.

    Svar
    • Mari-Louis

      Nogen gange var det også ved at gå galt for mig også, men så lærte jeg at finde på en anden løsning en anden gang.. Jeg følte mig også presset af andre billister, men med tiden lærte jeg at ignorere dem og sige til mig selv at jeg overholder loven..
      Det kræver at bevare roen og tid.. Men det kræver også at man er tålmodighed med sig selv og at det er okay at man mærke angsten.. Selvfølgelig skal man også være indstillet på det. Men det lyder som om at du har fundet en løsning i dit liv

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.