Det slår virkelig hårdt, når følelsen af ensomhed dukker op. Det kan nogle gange gør mig lidt trist, at jeg ikke har et større netværk, men det er vel, hvad man kan forvente med otte års sygdom og utallige indlæggelser i psykiatrien. Folk kan ikke blive ved med at holde fast, og det er helt forståeligt. Jeg er taknemmelig for mine tætte relationer, og jeg vil ikke bytte dem ud for noget, men lige nu er jeg ensom. Så frygteligt ensom. 

Det mærkelige er, at jeg er sammen med nogle i rundt regnet 11 timer i døgnet på mit bosted. Der er altid personale til stede i huset, men jeg har en til en i 11 timer. Det er mange timer, men det har jeg brug for, og jeg er derfor glad for at have dem. Derfor undrer jeg mig også over, hvorfor jeg mon kan være ensom. Jeg er jo sammen med nogle næsten alle mine vågne timer i døgnet.

Jeg har reflekteret meget over det, og jeg tror, at det jeg kan savne til tider er, at have en form for fællesskab med andre på min alder. Jeg mangler en, som jeg kan dele min interesser med, hvor vi kan nørde lidt sammen. Jeg mangler en at feste med. Jeg mangler en at tage på café med. Jeg mangler venner.

Det er bare svært at få venner, når jeg er bange for, at jeg ikke kan finde ud af at være social med andre på min alder. Jeg er også bange for, at folk synes, at jeg er mærkelig, siger noget dumt eller vil kigge skævt på mig, fordi jeg har en masse udfordringer. Det kræver meget af mig at være social, når jeg ikke føler, at jeg kan slappe af imens. Jeg synes, at det er enorm grænse at skulle overskride, altså det at få venner.

I skrivende stund føler jeg mig ekstremt ensom. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde en at snakke om Harry Potter med eller spille noget Sims. Jeg vil bare gerne være en del af noget – og gerne noget i “den normale verden.”

Det er så svært at være ensom selv i tætte relationer. Det er svært at føle sig alene i verden, selvom huset er fyldt med pædagoger og andre unge. Det er svært at savne noget, som er svært for mig at skabe.

3 Kommentarer

  1. Mari-Louis

    Hej
    Jeg forstår dig så godt.
    Man kan sagtens føle sig ensom selvom at man har folk omkring én. Jeg føler mig ensom blandt andre da jeg synes det er svært at være en del af fællesskabet. Jeg har desværre altid haft svært ved at danne relationer.
    Jeg har forsøgt mig med rigtig mange ting.. Det tager tid at finde ud af hvordan man skal gøre det.. Jeg har så ikke så meget kontakt til andre i løbet af dagen.. Så nogen gange kan jeg godt komme ned i et mørkt hul og bare græde i flere timer og tænke jeg er alene i verden.
    Men jeg har også lært med tiden at nyde mit eget selskab som at se en film, vær kreativ og andre ting..

    Har du overvejet at have én at skrive med som en form for penneven. Det kræver ikke så meget til at starte med.. Selvfølgelig skal gerne være indforstået med at skrive sammen..
    Så hvis du har lyst vil jeg gerne skrive sammen, som fx fortæl om sin dag eller andet.

    Men husk at du er ikke alene i de følelser af ensomhed

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Hej “Kaos og recovery”!
    Jeg synes, at Mari-Louis har fat i noget vigtigt, det der med, at man kan føle sig ensom midt iblandt mange mennesker. For mig er konklusionen, at den der ensomhed er noget, der kommer fra én selv, og at der er tale om en følelse. Grunden til, at jeg mener sådan, ligger i, at da jeg først havde fået behandlet mine alvorlige sindslidelser, forsvandt ensomhedsfølelsen som dug for solen, og i dag kan jeg være alene i lange tider uden den mindste ensomhedsfølelse, ja, undertiden er det at være alene associeret med en frihedsfornemmelse – der er ikke andre til at blande sig i noget. Men problemet er ikke enkelt og har muligvis noget med alder at gøre; i mine unge dage var der så meget, der ikke alene var svært, men hvor jeg havde alvorlig psykisk lidelse at slås med.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.