”Jeg synes bare, at du skal tage din medicin, og så gå i seng,” lød lægevagtens svar.

Hvad fanden bildte hun sig ind! Jeg sad jo lige præcis, og sagde, at jeg havde brug for hjælp, og så afviser hun mig på den måde, var min tanke! Var det fordi, at det ikke var seriøst nok? Ville hun ikke hjælpe mig, medmindre jeg faktisk havde skadet mig selv? Skulle jeg helt derud, før jeg kunne få hjælp?

Det er sådan, at man i Aarhus, skal ringe til en vagtlæge, som skal henvise dig til endnu en samtale med lægevagten i Skejby, som så igen kan henvise dig til psykiatrisk skadestue. Der er altså en del led, som man skal igennem, før man kan få professionel psykisk hjælp.

Jeg har selv haft meget brug for at komme i psykiatrisk skadestue (modtagelsen), fordi jeg ofte er meget selvskadende og selvmordstruet. Men bare tanken om, at jeg skal igennem alle de her led, kan få mig til at opgive kampen på forhånd.

Jeg har rigtig mange følte, at jeg ligeså godt kunne handle på mine skadende impulser, fordi det ville være ”nemmere” end at skulle ringe til lægevagten. For hver gang jeg har ringet til lægevagten, har det været med hjertet helt oppe i halsen. For vil de nu tage mig seriøst, eller ender det bare ud i en afvisning, fordi jeg ikke har det skidt nok?

Jeg har aldrig været god til afvisninger. Faktisk kan en afvisning fra f.eks. lægevagten gøre det hele meget værre, end det egentlig var. Endnu en grund til, at det vil være nemmere at handle på mine skadende impulser. Men jeg vil gerne noget med mit liv. Jeg vil gerne ud af den her onde spiral, hvor jeg skader mig selv. Derfor må jeg ofte bide min frygt for en afvisning i mig, og samle mobilen op for at ringe.

Men jeg kommer ikke udenom, at jeg virkelig føler, at jeg skal overbevise lægevagten om, at jeg har det skidt nok. Trykket ligger på NOK! For det er ikke nok for mig bare at forklare, at jeg har det skidt. Jeg føler, at jeg bliver nødt til at udpensle det hele, sådan at lægevagten kan forstå, at jeg har det skidt NOK. I forvejen er jeg bange for, at folk ikke tror på mig, så at skulle tage den kamp, når jeg i forvejen har det skidt, det er bestemt ikke rart. Derfor ville jeg også ønske, at systemet ikke var sådan her indrettet.

Desværre slutter kampen dog ikke, når jeg har snakket med en lægevagt. For hvis lægevagten mener, at jeg har det skidt nok til at skulle hjælpes, så henviser vedkommende mig til lægevagten i Skejby. Ved lægevagten i Skejby er der et stort og meget åbent fællesventeværelse for lægevagten og skadestuens patienter. Patienter, der ikke aner meget om psykisk sygdom, og som snakker og hygger sig, som man helt normalt ville gøre. Men det er ofte et stort kaos for mig.

Når jeg har det skidt, har jeg rigtig svært ved lyde og bevægelser, og dem er der masser af i venteværelset. Jeg skal virkelig kæmpe en kamp for ikke at rejse mig og storme ud af venteværelset. Det er sket flere gange, at jeg er gået fra lægevagten, fordi jeg følte mig for presset af at sidde i venteværelset. Resultatet har så bare været, at jeg kom et stykke tid senere med politiet, fordi jeg havde forsøgt selvmord.

Hvis jeg faktisk holder ud, får jeg lov til at snakke med en vagtlæge. Desværre føles det bare som om, at jeg spilder både lægevagten og min tid. Det er nemlig ofte en lægevagt, der ikke aner meget om psykisk sygdom. Men selvom personen så vidste noget om psykisk sygdom, så kan vedkommende ikke gøre meget, for det er ”kun” deres job at sende mig videre til modtagelsen. Så mange gange har jeg ventet i en time for at snakke med en lægevagt i to minutter, for at blive sendt videre. Det er så meningsløst, fordi jeg føler, at det som sagt bare spilder både lægevagten og min tid.

 

Det kan virkelig være en opslidende proces at komme på modtagelsen for mig. Jeg mener selv, at der burde laves et andet system, der tilgodeser både lægevagten og de psykiatriske patienter. For det er virkelig udmattende, at skulle gennem hele den her proces for at få hjælp. Men ikke bare det. Alt den frygt og angst, som det afføder ved mig, fordi jeg er bange for at blive afvist af lægevagten, gør, at jeg føler, at det er nemmere at handle på mine skadende impulser. Hvis jeg f.eks. har taget en overdosis, så ved jeg, at jeg har det skidt nok til at få hjælp. Men jeg har også skadet mig selv og min krop.

Jeg ville ønske, at man som psykiatrisk patient, kunne få en ordning, der gør, at man kommer til at snakke direkte med mennesker, der har forstand på psykisk sygdom, og som desuden kunne henvise direkte til modtagelsen. For det føles virkelig som en kamp at skulle gennem lægevagten for at komme på modtagelsen. En kamp, som kan være ekstremt svær at overskue, når man i forvejen har det skidt!

En kommentar

  1. Malik

    Det er utroligt hvordan der er forskellige retningslinjer fra sted til sted.

    Ved min nærmeste psykiatriske skadestuen, skal du slet ikke kontakte en læge før du kan komme derhen. Hos os kan man snakke med dem i tlf, din behandler kan ringe. Men du kan også bare komme derhen uden at kontakte nogen først og bede om en snak med en læge og derefter finde ud af hvad der så skal ske.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.