Nu er jeg endnu en gang blevet kaldt for ustabil.. Jeg er så uendelig træt af det, ja jeg er ustabil, i den forstand at jeg har en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.

Jeg kæmper hver dag en kamp, hen mod stabilitet. Jeg propper min krop med piller, piller jeg hader, som gør mig tyk og ked af det. Jeg tager dem hver dag uden at tøve. Jeg har gennemgået årevis af terapi, med formålet at gøre mig stabil. Jeg sigter efter en høj uddannelse og satser efter en “normal” hverdag. Jeg prøver altid mit bedste, men får alligevel kastet i hoved at jeg er ustabil.

Det bliver sjældent anderkendt at jeg er syg og ikke bare utilregnelig. Jeg bliver tit beskyldt for bare at være doven eller uopdragen. Jeg får også tit af vide at jeg bruger min sygdom som undskyldning. Undskyldning for at være sensitiv eller for at folk skulle få ondt af mig, Jeg ville med glæde bytte alt sympati, hjælpemidler og ligneden for at være normal.

Når jeg så tænker at jeg måske ikke er syg og prøver at leve “normalt”, sætte mål og være ambitiøs, bliver jeg skudt ned med at jeg jo er syg og derfor ikke kan leve op til disse mål.

 

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Der er sagt meget om sindssygdom og normalitet. Problemet er indviklet, fordi den ene kan være fuldstændigt klar over, at vedkommende er sindssyg og ikke normal, mens det for en anden, der er fuldtud ligeså sindssyg som den første, har den overbevisning, at det er verden, den er galt med, og ikke personen selv. Så er der alt det der med – som man gennem mange år har måttet lægge øre til – at “vi er jo allesammen lidt sindssyge”, hvilket i mine ører lyder som det rene vrøvl. I dag føler jeg mig normal, ved hjælp at medicinen, og der er pokker til forskel fra at være alvorligt sindssyg. Så er der diskussionen om, hvad man skal kalde det, og hvor nogle finder det stigmatiserende at blive betegnet som sindssyg. Efter min opfattelse er det bedre at kalde en spade for en spade, og hvor betegnelser som “psykisk sårbar” tjener til at tilsløre alvoren i problemet. Men der er også det generelle problem med at få lægerne til at lytte til, hvad patienten siger, ja, overhovedet til at få nogen til at lytte til, hvad den syge siger. Sandt er det, at nogle sindsyge ikke har andet end sludder og vrøvl at gøre godt med, mens andre prøver at formidle information om, hvilke problemer lidelsen indebærer. Normalt er jeg ikke meget for antipsykiatri, men i forbindelse med den antipsykiatriske bevægelse, skrev Ronald D. Laing nogle bøger, hvor han nøje forsøgte at trænge ind i psyken hos alvorligt skizofrene patienter i den hensigt at forstå den form for logik, eller mangel på samme, som der hos den syge gjorde sig gældende, samt at undersøge naturen af de emotionelle vanskeligheder, den syge havde at trækkes med. Freud har også bidraget væsentligt til forståelsen af disse sygdomme. Den kliniske værdi heraf kan betvivles, indrømmet, men det forhold, at der for den begavede iagttager er fællestræk, der kan tjene som pejlemærker i forhold til at “tage temperaturen” på sygdommen, gør alligevel disse beskrivelser relevante. En psykiater eller psykolog, der ikke ejer sansen for et vist mål af indlevelse, er efter min opfattelse ikke god til sit job. Men også en omfattende baggrundsviden må betegnes som et must for den behandler, der gør sig håb om at blive betegnet som egnet.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Med hensyn til, HVEM der er sindssyg, kan det være meget interessant at fremdrage, hvad en person egentligt består af. For den normale er der indiskutabelt et jeg-centrum (jeg har selv prøvet at miste mit jeg, så jeg ved, hvad jeg taler om). Så er der jo alle de forskellige sanse-inputs, som sætter os i stand til at opfatte verden – og også os selv i verden. Men her er det meget vigtigt at pointere, at vi i os har et verdensbillede, i forhold til hvilket vi sætter alt det sansede – men også det huskede, ikke at forglemme, som er, ikke alene vigtigt, men ofte helt afgørende. Eftersom vi således har et billede af verden, så kan det nogen gange diskuteres, hvad man mener med ordet “jeg”. Der kan bestemt være elementer i verden, som vi har opfattet, og som er os afskyelige, og som vi ikke vil kendes ved. Er disse så omfattet af termen “jeg”? For mig selv giver det mening at reservere ordet “jeg” til den del af min personlighed, jeg opfatter som “jeg”, hvilket på ingen måde er det hele.

    Der er blandt menneskene mange opfattelser af, hvordan verden er skruet sammen.Nogle insisterer på tilstedeværelsen af en gud. “Gud” med stort begyndelsesbogstav. Hvad så, hvis man, som jeg selv, selv har prøvet at være Gud? Jeg vil til enhver tid stå fast på, at denne oplevelse var ligeså fuldgod som enhver anden, dert abonnerer på gudsbegrebet som “den evige anden”. Så er der dem, der befolker verden med alverdens konspirationer, og som hævder, ad denne vej, at forstå meget mere end alle de uoplyste stakler, som lader sig trække rundt ved næsen af udspekulerede magtpersoner. Ja, verden er jo ikke nem at forstå, og ofte er vi, hver især, overladt til os selv i bestræbelsen mht. at orientere os i verden, og at vi, i denne bestræbelse, kan lægge varierende grader af talent for at skønne rigtigt, for dagen. Derfor er seriøs viden – og her tænker jeg, ikke mindst, på naturvidenskabelig viden – vigtig, idet jeg ofte har været ude for, at det naturvidenskabelige var det Waterloo, et konspirationsteoretisk argument forliste på. Men naturvidenskaben forærer ikke sine hemmeligheder væk. Blot det at orientere sig i neturvidenskaben er en vanskelig opgave. Jeg var for en del år siden ude for én, der havde sat sig i hovedet at lære sig naturvidenskab, og til den ende købte bøger på universitetsniveau uden den ringeste viden om denne videnskategoris struktur. Ak ja.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.