Jeg får ofte spørgsmålet: “Jamen hvordan kom du dig?”. Spørgsmålet er ofte fra fagfolk. De kigger altid forventningsfuldt op på mig. Med et skjult håb om, at jeg kan give dem en “opskrift”. Men hver gang må jeg skuffe dem. For det kan jeg ikke. Psykiske lidelser er så komplimentære og samtidig er det så individuelt, hvad det ramte individ ellers har af indhold i sin “mentale rygsæk”. Derfor bliver det aldrig muligt at finde frem til opskrifTEN. Men når det er sagt, så er recovery en mulighed for alle.
Min erfaring er, at rigtig mange tror, at en recovery-proces først er en mulighed, når den enkelte har fået såkaldt “stabiliseret” sine symptomer. At det først er, når symptomerne er “under kontrol”, at man kan arbejde fremad – mod recovery. Måske er det også sådan for nogen – det skal jeg ikke gøre mig klog på.
Selv er jeg meget inspireret af psykiateren Søren Hertz, som er fortaler for, at symptomer skal forstås som invitationer til uanedede muligheder fremfor tegn på sygdom. Og med den tilgang til symptomer, så kan jeg se, hvordan min egen recovery-proces faktisk tog sin start allerede inden, at jeg blev allermest ramt af mine dæmoner.
Da jeg fik min kontaktpædagog Lars i efteråret 2008, havde jeg allerede været tilknyttet i ungdomspsykiatrien i 3 år og havde 2 diagnoser samt flere indlæggelser bag mig. Personalet ved ungdomspsykiatrien havde i de 3 år været rigtig søde og hjælpsomme. Trods det havde det deres behandling ikke rigtig hjulpet mig. Fokus havde været at man skulle finde frem til “hvad der var galt med Sanne?” fremfor “hvad er der sket med Sanne?”.
Det første halve år, at jeg havde Lars som kontaktpædagog gik mest med small talk. Selvom jeg gerne ville have hjælpen, så var jeg ikke bare sådan lige klar til at betro mig til ham. Men han vandt stille og roligt min tillid – især fordi han nærmest aldrig relaterede til mine daværende diagnoser i vores samtaler. Jeg blev mødt som et subjekt.
Da vi for alvor fik gang i vores dybe samtaler efter et halvt år, så blev jeg for første gang også indirekte spurgt om:
” Hvad er der dog sket med dig, siden du har det så forfærdeligt?”. Det gav mig lejlighed til at sætte ord på og mærke rigtig mange ting, som jeg gennem mit liv havde siddet inde med. Og det var netop der, at min recovery-proces gik igang!
Jeg begyndte nemlig at åbne munden. Jeg oplevede en voksen, som ikke blev skræmt, når jeg fortalte om mit (syge) indre. En voksen som virkelig så, at jeg gjorde mit bedste og ikke ” bare” skulle tage mig sammen. En voksen som forlangte noget af mig, men som omvendt passede omsorgsfuldt på mig, når jeg ikke selv kunne.
Da jeg først åbnede op for Lars, var det som om, at der for alvor blev åbnet op for “sluserne” af fortrængte følelser, som jeg aldrig havde fået talt om. Det bidrog til, at mine dæmoner blev mere aggressive end nogensinde før. Det var så smertefuldt psykisk, at det flere gange var ved at koste mig livet. Men jeg klarede det, fordi jeg nu havde fået et sted, hvor jeg kunne kaste anker. Et sted hvor jeg det ene øjeblik, kunne blive trøstet og få omsorg som et lille barn, mens Lars og jeg det andet øjeblik kunne diskutere politik.
Når jeg var indlagt på ungdomspsykiatrisk, så oplevede jeg ingen personaler, som satte spørgsmålstegn ved, at jeg fortrak Lars fremfor dem, når jeg havde det allermest skidt. Flere af dem italesætte i stedet, hvor godt det var, at jeg havde en voksen, som jeg var så tryg ved. Siden har jeg selv arbejdet som pædagog i psykiatrien. Desværre har jeg tit hørt kolleger give udtryk for, hvordan en patient blot prøver at skabe “splitting” i personalegruppen, hvis denne fortrækker et personale fremfor en anden. Det er noget pjat i mine ører. For mig er det helt naturligt, at man føler sig mere tryg ved nogen end andre. Bare fordi jeg er uddannet pædagog og udpeget som kontaktperson for en patient, så er det altså ikke selvsigende, at denne automatisk føler sig tryg ved mig eller for den sags skyld, har lyst til at betro sig til mig. Jeg skal gør mig fortjent til andres tillid.
På et tidspunkt fik Lars til min store sorg nyt arbejde. Jeg kæmpede på det tidspunkt stadig med mine dæmoner og blev ofte indlagt. Det var hårdt, at skulle kæmpe videre i hverdagen uden Lars. Men i det 1,5 år som han var min kontaktpædagog, havde vi sammen fået skabt et slags “fundament”. Det gjorde, at da jeg langt om længe efterfølgende fik en bostøtte, så var det meget nemmere for mig at tage imod hjælpen. Ligeledes var det blev nemmere for mig, at sætte ord på, hvad jeg gerne ville have hjælp til. Dermed var det også blevet lettere at hjælpe mig.
Det er nu over 10 år siden, at Lars stoppede som min kontaktpædagog. Men vi har stadig kontakt til hinanden.
Vores relation er på mange måder anderledes i dag – nok særligt fordi jeg nu er blevet voksen og dæmonerne ikke længere (for)styrer mit liv. Men alligevel kan jeg stadig skrive eller ringe til Lars, hvis jeg gerne vil have et godt råd. Der er også ting, som jeg særligt kan glæde mig til at fortælle ham om. Jeg tror det skyldes, at han er det menneske, som har set mig være allermest forpint af mine dæmoner. Men som jeg alligevel tydeligt kunne mærke, der ikke mistede troen på mig.
Min relation til Lars har lært mig rigtig meget. Min læring er at vi skal lytte og være nysgerrige på hinanden – og for en stund glemme de pokkers diagnoser. Hvis Lars blot havde taget udgangspunkt i min daværende hoveddiagnose, som var ADHD, så havde han højst sandsynligt mødt mig på en hel anden måde.
Det var det, som blev starten for min recovery-proces.
Billeder: Pixabay.