Jeg får ofte spørgsmålet: “Jamen hvordan kom du dig?”. Spørgsmålet er ofte fra fagfolk. De kigger altid forventningsfuldt op på mig. Med et skjult håb om, at jeg kan give dem en “opskrift”. Men hver gang må jeg skuffe dem. For det kan jeg ikke. Psykiske lidelser er så komplimentære og samtidig er det så individuelt, hvad det ramte individ ellers har af indhold i sin “mentale rygsæk”. Derfor bliver det aldrig muligt at finde frem til opskrifTEN. Men når det er sagt, så er recovery en mulighed for alle.

Min erfaring er, at rigtig mange tror, at en recovery-proces først er en mulighed, når den enkelte har fået såkaldt “stabiliseret” sine symptomer. At det først er, når symptomerne er “under kontrol”, at man kan arbejde fremad – mod recovery. Måske er det også sådan for nogen – det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Selv er jeg meget inspireret af psykiateren Søren Hertz, som er fortaler for, at symptomer skal forstås som invitationer til uanedede muligheder fremfor tegn på sygdom. Og med den tilgang til symptomer, så kan jeg se, hvordan min egen recovery-proces faktisk tog sin start allerede inden, at jeg blev allermest ramt af mine dæmoner.

Da jeg fik min kontaktpædagog Lars i efteråret 2008, havde jeg allerede været tilknyttet i ungdomspsykiatrien i 3 år og havde 2 diagnoser samt flere indlæggelser bag mig. Personalet ved ungdomspsykiatrien havde i de 3 år været rigtig søde og hjælpsomme. Trods det havde det deres behandling ikke rigtig hjulpet mig. Fokus havde været at man skulle finde frem til “hvad der var galt med Sanne?” fremfor “hvad er der sket med Sanne?”.

Det første halve år, at jeg havde Lars som kontaktpædagog gik mest med small talk. Selvom jeg gerne ville have hjælpen, så var jeg ikke bare sådan lige klar til at betro mig til ham. Men han vandt stille og roligt min tillid – især fordi han nærmest aldrig relaterede til mine daværende diagnoser i vores samtaler. Jeg blev mødt som et subjekt.

Da vi for alvor fik gang i vores dybe samtaler efter et halvt år, så blev jeg for første gang også indirekte spurgt om:
” Hvad er der dog sket med dig, siden du har det så forfærdeligt?”. Det gav mig lejlighed til at sætte ord på og mærke rigtig mange ting, som jeg gennem mit liv havde siddet inde med. Og det var netop der, at min recovery-proces gik igang!

Jeg begyndte nemlig at åbne munden. Jeg oplevede en voksen, som ikke blev skræmt, når jeg fortalte om mit (syge) indre. En voksen som virkelig så, at jeg gjorde mit bedste og ikke ” bare” skulle tage mig sammen. En voksen som forlangte noget af mig, men som omvendt passede omsorgsfuldt på mig, når jeg ikke selv kunne.

Da jeg først åbnede op for Lars, var det som om, at der for alvor blev åbnet op for “sluserne” af fortrængte følelser, som jeg aldrig havde fået talt om. Det bidrog til, at mine dæmoner blev mere aggressive end nogensinde før. Det var så smertefuldt psykisk, at det flere gange var ved at koste mig livet. Men jeg klarede det, fordi jeg nu havde fået et sted, hvor jeg kunne kaste anker. Et sted hvor jeg det ene øjeblik, kunne blive trøstet og få omsorg som et lille barn, mens Lars og jeg det andet øjeblik kunne diskutere politik.

Når jeg var indlagt på ungdomspsykiatrisk, så oplevede jeg ingen personaler, som satte spørgsmålstegn ved, at jeg fortrak Lars fremfor dem, når jeg havde det allermest skidt. Flere af dem italesætte i stedet, hvor godt det var, at jeg havde en voksen, som jeg var så tryg ved. Siden har jeg selv arbejdet som pædagog i psykiatrien. Desværre har jeg tit hørt kolleger give udtryk for, hvordan en patient blot prøver at skabe “splitting” i personalegruppen, hvis denne fortrækker et personale fremfor en anden. Det er noget pjat i mine ører. For mig er det helt naturligt, at man føler sig mere tryg ved nogen end andre. Bare fordi jeg er uddannet pædagog og udpeget som kontaktperson for en patient, så er det altså ikke selvsigende, at denne automatisk føler sig tryg ved mig eller for den sags skyld, har lyst til at betro sig til mig. Jeg skal gør mig fortjent til andres tillid.

På et tidspunkt fik Lars til min store sorg nyt arbejde. Jeg kæmpede på det tidspunkt stadig med mine dæmoner og blev ofte indlagt. Det var hårdt, at skulle kæmpe videre i hverdagen uden Lars. Men i det 1,5 år som han var min kontaktpædagog, havde vi sammen fået skabt et slags “fundament”. Det gjorde, at da jeg langt om længe efterfølgende fik en bostøtte, så var det meget nemmere for mig at tage imod hjælpen. Ligeledes var det blev nemmere for mig, at sætte ord på, hvad jeg gerne ville have hjælp til. Dermed var det også blevet lettere at hjælpe mig.

Det er nu over 10 år siden, at Lars stoppede som min kontaktpædagog. Men vi har stadig kontakt til hinanden.
Vores relation er på mange måder anderledes i dag – nok særligt fordi jeg nu er blevet voksen og dæmonerne ikke længere (for)styrer mit liv. Men alligevel  kan jeg stadig skrive eller ringe til Lars, hvis jeg gerne vil have et godt råd. Der er også ting, som jeg særligt kan glæde mig til at fortælle ham om. Jeg tror det skyldes, at han er det menneske, som har set mig være allermest forpint af mine dæmoner. Men som jeg alligevel tydeligt kunne mærke, der ikke mistede troen på mig.

Min relation til Lars har lært mig rigtig meget. Min læring er at vi skal lytte og være nysgerrige på hinanden – og for en stund glemme de pokkers diagnoser. Hvis Lars blot havde taget udgangspunkt i min daværende hoveddiagnose, som var ADHD, så havde han højst sandsynligt mødt mig på en hel anden måde.

Det var det, som blev starten for min recovery-proces.

Billeder: Pixabay.

Om Forfatteren

Sanne blogger om sin erfaringer som både tidligere patient og ansat i behandlingspsykiatrien samt relatere disse til sine daglige refleksioner. Sanne er til dagligt ansat som projektkonsulent hos Peer-Netværket og arbejder som pædagog i ungdomspsykiatrien. Desuden studere hun MSc. in society and health ved Universitetet i sørøst- Norge. Hun er uddannet pædagog med PD i specialpædagogik og har desuden tidligere arbejdet som Recovery-mentor i Region Hovedstaden.

7 Kommentarer

  1. Nicolas Koppel

    Hvor er det en fantastisk, rejse du har været igennem.
    Det er et interessant, emne du bringer, I forhold til personalet, på psykiatrisk afdeling.
    Det er jo kun menneskeligt og have en bedre fortrolighed met menneske, frem for et andet, det er jo ikke noget som, har med sygdom, at gøre, det sjer jo for alle mennesker og det er jo ikke noget med at vælge til eller fra, ser det også i mit job.

    Svar
    • SanneP

      Kære Nicolas.

      Tak fordi læste med 🙂

      Og ja det er desværre et alt for relevant emne ift. personalet på fx en psykiatrisk afdeling. Det er derfor med store glæde, at jeg har kunnet konstatere, hvordan der i den nye udgave af Psykiatrisk sygepleje er helt afsnit om resonans.

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Sanne er her inde på emnet “smalltalk”. Jeg er på min vej gennem livet stødt på en del under- og fejlvurderinger af dette fænomen. Da jeg var barn og ung, havde jeg en del konflikter med min far, fordi han kunne finde på at sige “Definer dine begreber!”, hvilket i mine øjne signalerede, at han havde forstået uendeligt lidt af, hvordan mennesker fungerer, og hvad der gør en samtale meningsfuld, ikke mindst på det emotionelle område. På sine gamle dage havde han en idé om, at han ville læse Karl Marx og Sigmund Freud, men han fik det aldrig gjort – og jeg tror, at det ikke nødvendigvis ville have bibragt ham nogen større indsigter i psykologisk og politisk praksis. Men nogle gange kunne han være overraskende indsigtsfuld. Han døde i 2001, så spørgsmålet er ikke aktuelt mere. Selv har jeg læst meget lidt Freud, men jeg betragter mig som påvirket af ham alligevel, omend ad andre kanaler.

    Smalltalk er et mærkeligt og vidunderligt fænomen, der på en måde kan anskues som indlevelsens bærebølge. Det er gennem den, vi opnår følelsen af kontakt – der, hvor vi bliver til eksisterende subjekter i en social sammenhæng. Hos mig selv abonnerede jeg i mange år på den solipsistiske anskuelse, dvs. at jeg var den eneste eksisterende psykiske enhed – alt andet var en illusion. Denne måde at tænke på var mig ikke forgæves, fordi den førte mig til meget omhyggelige overvejelser vedrørende den eksisterende verdens natur, og min egen opfattelse af denne. Det er en lang diskussion, som jeg ikke skal trætte læseren med. Men smalltalk kan vi ikke undvære, og jeg vil mene, at der for mit vedkommende godt kan ligge en del tankevirksomhed og betænksomhed bag min måde at bruge smalltalk på. En lille og relativt ubetydelig bemærkning fra én selv kan give en reaktion hos den anden, som fortæller om den andens psykiske tilstand her og nu, som er vigtig information for den, som forstår at tyde budskabet. Samtalens kunst er meget andet end det dér med “Definér dine begreber!”. Også det med at fatte sig i korthed er der nogle som slet ikke evner, og dér kan samtale være et opslidende foretagende.

    Svar
  3. Gitte

    Tak fordi du italesætter vigtigheden og værdien af relationsarbejde, frem for ensidig og til tider overfladisk fokus på diagnose(r). 👍

    Svar
    • Eva Lilli Butina

      Det er en virkelig, virkelig vigtigt og dybt rørende tekst du har skrevet. Ville ønske at også jeg, havde haft en sådan “voksenven” ❤️

      Længes stadig efter en, selvom jeg er 40 år! 😐/🙄

      Svar
  4. Louisa

    Rigtig fint skrevet og godt du sætter fokus på relationsarbejde. Dejligt i stadig har hinanden.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.