I digtsamlingen ”Voodoo-dukke” tager forfatteren Jonas Nørgaard os med på en personlig rejse gennem angsten og depressionen, og lukker os ind i et sind, der fortæller, at det er okay ikke at være okay. Outsideren har lavet denne interessante skildring af personen bag ”Voodoo-dukke”.

Af Maria Wendt

Titel: Voodoo-dukke
Forfatter: Jonas Nørgaard
Udgivet hos: Forlaget Forfatterskabet.dk 2020

Jonas Nørgaards digte er både lyriske, dystre, alvorsfulde og dybe på en gang – og hvert digt har sin egen overskrift. Det synes jeg er et plus. Jonas Nørgaard er inspireret af den afdøde grunge-sanger Kurt Cobain og har dedikeret et digt specielt til sangeren. På en af bogens første sider bliver man præsenteret for forfatterens inspirationskilde:

”Nobody dies a virgin, life fucks us all. Thank you for the tradegy. I need it for my art”. – citat af Kurt Cobain.

 

To digte fangede opmærksomheden
Særligt to af forfatterens digte fangede min opmærksomhed: Digtet ”Kliché” og digtet ”Depræcision for dummies”:

 

Kliché

”Roser er røde,

violer er blå,

sukker er sødt,

livet ligeså

 

Roserne visner,

og violerne døde,

sukkerskålen tom,

se håndleddet bløde”

 

Depræcision for dummies

”Depression er en lydløs morder,

der kun skrider, hvis du selv tager med.

Man lever ikke under en depression,

man eksisterer bare”

(…)

”Depression er krig:

You either win or die trying”.

Disse to digte greb mig, og jeg måtte læse dem igen og igen. Hårene rejste sig på både armene og i nakken. Som psykisk sårbar og med både angst- og depressionsdiagnoser kunne jeg sagtens nikke genkendende til de følelser, som digteren på så fin vis får fremsat. Derudover kan man mærke melankolien og skrøbeligheden, men også en styrke og et mod, der er værd at fremhæve.

 

Tæt på forfatteren Jonas Nørgaard
Digtningen har for Jonas Nørgaard været brugbar i kampen mod ADHD, angst og depressioner. På Outsideren blev vi nysgerrige på at høre mere om den blot 20-årige forfatter fra Holstebro og tankerne bag at skrive et så personligt digtsamling.

Kan du fortælle lidt mere om, hvem du er?

– Ja, hvem er jeg? I dagens moderne verden har vi en frygtelig tendens til at besvare spørgsmålet med, hvor gamle vi er, hvor henne vi bor, og hvad vi arbejder med, som om det definerer os. Mennesket er særdeles mere end alder, køn, vægt, levested og beskæftigelse. Vi møder hinanden for lidt med spørgsmålene: ”Hvad brænder din sjæl for, hvad er den dybeste mening med livet, hvilke drømme er du påbegyndt?” Jeg er overbevist om, at vi alle bærer et indre dyr i vores ånd, der er vild i sin natur, men konstant bliver tæmmet af alle de negative tilkoblinger, vi giver os selv. Det kan også være, at det bare er mig, der er en dyb eksistens og ikke er god til kedelig overfladesnak.

– Normalt når folk spørger mig i dag, hvem jeg er, svarer jeg: Jeg er alt og ingenting. Jeg er alting, fordi jeg er alt, hvad verden gør mig til – menneskets fordomme, syn overbevisninger. Men de ting skal ikke definere mig, så derfor er jeg også ”ingen-ting”. Jeg gider skam ikke være det ene eller andet, det er da en dum begrænsning af vores potentiale som menneske. Men igen, så er det noget man skal indse gennem selvrealisering og opdagelse. For jeg har selv siddet tilfangetaget i disse ”normale”, men selvnedrivende tanker om sin egen smukke figur.

– For omkring 2 år siden var det destruktive navne som depressiv, ødelagt og ulykkelig, der herskede tilværelsen, fordi disse navne mente jeg selv definerede mig. I dag er jeg omdøbt med navnene passioneret, motiverende, elskende. Og ironien er simpelthen tragikomisk, da jeg altid har været de selvelskende navne, men jeg skulle igennem de selvdestruktive definitioner først. Det var min ulidelige elendighed, der skabte en ustoppelig personlighed. Og derfor er jeg evig taknemlig for, at jeg har haft det af helvedes til, fordi den rejse skulle jeg på, før jeg fandt mit sande selv. Vi skaber vores egen livskvalitet, der er ikke nogen andre, som kan redde verden for os, det er kun os selv – kan man få hjælp, ja, men igen kun én selv, der bestemmer om man fører det ud i livet. Vi ER herskeren over hvilke ord, vi sætter på vores egen krop, så ikke lad andre definere, hvem du er.

Hvad var din baggrund for at skrive en digtsamling?

– Der har aldrig været en baggrund med at skrive en digtsamling, sjovt nok. Jeg satte mig ikke ned, og tænkte: Nu skriver jeg den her samling, fordi det og det er galt med verdenen. Jeg startede blot ud med at skrive mine følelser og frustrationer ned, da jeg havde brug for at konfrontere mine dæmoner, og ved at skrige smerterne gennem fingre fandt jeg et sted, hvor jeg kunne holde kæften lukket på grund af skam og skyld, men stadig få det ud af systemet. Det var først, da jeg havde en bunke skriverier liggende og havde fundet modet til at sprede vingerne, det gik op for mig, at jeg ville dele min historie med resten af omverdenen. Så man kan vel sige, at digtsamlingen fandt sin mening i stedet for at have en baggrund.

– Meningen med digtene er jo, at vise psykiske lidelser er mere end ægte og mange lider hver eneste dag, og nogle kæmper endda for at holde sig i live, da de ikke føler, at der er mening med livet, hvilket de faktisk har ret i. Vi skal alle dø en dag, så alt, hvad vi oplever, glemmes i graven alligevel. Men det er lige præcis det meningsløse, der gør livet meningsfuldt, fordi livet findes ikke uden døden, ligesom vi kun kan nyde solen og varmen, fordi der findes regn og kulde. Alting hænger sammen i en større sammenhæng. Så hvis livet er lort, er det fordi vi ved, at lorten har en skøn partner, som vi har mødt før på vores rejse. Derfor er det så vigtigt at forstå, at der skal to til tango. De to dele af livet er faktisk ens, den ene kan ikke være noget uden den anden.

– Det er også sådan, jeg selv ser digtsamlingen – som værende et wake-up call, og så er det igen op til den enkelte, hvad de så får ud af den. Nogle finder stor støtte og tryghed i den, andre vil svine den til, fordi de ikke forstår det, men det er mere end fint for mig. Så længe det bliver set, ved vi, at det eksisterer. Og dem, som ikke forstår, skal ikke udskammes; de skal nærmere takkes, fordi de personligt minder mig om, at der er mere at kæmpe for. Uden de uforstående, ville der ikke være de forstående. Kan I snart danne et mønster?

– En af mine livsværdier er – ikke at leve så længe som overhovedet muligt, men skabe noget, der lever videre for evigt – og det kan en digtsamling være med til.

 Hvor er du i dit sygdomsforløb i dag?

– Jeg har givet mig selv det privilegie at kalde mig selv for psykiatriens elskede runde-trunte, da vi elsker hinanden, selvom jeg blev kastet frem og tilbage til den ene og den anden psykiater og sygeplejerske. Men efter 2-3 år er jeg færdigbehandlet, eller nærmere færdiguddannet med al den skønne viden, der svømmer rundt i blodbanerne. Dog har jeg nogle få samtaler, grundet medicin og alt det der komplicerede fis.

– Og bare for at gøre det poetisk, kan man vel sige, jeg kom til psykiatrien som den grimme ælling og forlod den som den smukke svane. Jeg står endelig på egne ben, og gennem mit forløb fandt jeg en mission, nemlig – at være den forskel, som jeg ønsker, der skal ske i verden.

Tager du rundt og holder foredrag?

– Ikke endnu, men det er helt klart med i planerne. Pt. dygtiggør jeg mig i, hvordan jeg bedst muligt kan blive den bedste inspirationstaler, og hvilke metoder der passer allerbedst til min stil og sjæl. Derfor fordyber jeg mig i blandt andet Ken Wilber, Tony Robbins og Jordan Peterson og mange flere. Mit liv er mere eller mindre at skrive digte og nørde rundt i mennesket med lidt assistance fra YouTube-videoer og bøger. Måske ses vi?

 

Det er en modig digtsamling
Jeg synes, at Jonas Nørgaards digtsamling er en tur gennem følelserne. Det er modigt og smukt at skrive sådan en digtsamling og lade læseren komme så langt ind under huden og ind i sindet, som han gør. Det er ikke kun, det står skrevet, der giver gåsehud; det er også alt det, der ligger mellem linjerne.

Med sin digtsamling ”Voodoo-dukke” sætter Jonas Nørgaard fokus på den psykiske sårbarhed og fortæller, at det er okay, ikke at være okay. Det er i min optik rigtig vigtigt, hvis tabuerne om psykisk sygdom og sårbarhed skal gøres mere acceptable i samfundet. Jeg er helt sikker på, at ”Voodoo-dukke” kan være med til at sætte fokus på diagnoser og det mørke, og gøre det okay at tale højt om. Man kan lære meget, når man både læser og lytter til os psykisk sårbare. En flot digtsamling, som jeg vil anbefale til alle i psykiatrien.

Det har været en sand rutsjebanetur; en sand fornøjelse at læse ”Voddoo-dukken”. Tusind tak til Jonas Nørgaard og forlaget Forfatterskabet.dk for bogen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.