Maiken beskriver gennem to digte og en optakt til dem, at diagnosen skizofreni desværre giver anledning til en uretfærdig stempling af personen som mindre værd end andre og en lang række forskellige grove fordomme som eksempelvis voldtægtsmand og massemorder.

Af Maiken P. S. Thomsen

Det er tit, at man som psykisk skrøbelig lider under stigmatiseringen, fordommene og det firkantede syn, der er ift. diagnoser. Det er ærgerligt, synes jeg, idet jeg ikke mener, at mennesker bør stemples som værende én bestemt ting.

Personligheden udvikler sig jo hele livet på godt og ondt. Men hvis man nu bliver opfattet som forkert og selv hænger fast i, at man er det, bliver man jo ikke bedre til at være det hele komplekse menneske, som jeg mener, alle både “raske” og psykisk skrøbelige er.

Jeg har her forsøgt at skildre både stigmatiseringen, men også det fuldstændigt uretfærdige og groteske i, at vi psykisk skrøbelige bliver opfattet som mindre mennesker, lige så snart vi nævner, at vi er diagnosticerede. Ingen er deres diagnose. DiagnoSEN Skizofreni betyder ikke:

At man er voldelig
At man har flere personligheder
At man er voldtægtsmand
At man er massemorder

Skizofreni betyder:

At man har oplevet for meget ondt og har haft det svært
At man skal bruge mere tid på sine tanker og handlinger
At man tit har en rem af huden fra andre diagnoser
At man hurtigt bliver udmattet, træt og depressiv

Illusionen

Stigmatiseringen
Dobbeltpersonlighed
Doven
Uengageret
Utilregnelig
Afstumpet
voldelig
voldtægtsforbryder
massemorder

Realiteten
Paralyseret
Perpleks
Krampagtig
Overbelastet
Angst
Udmattet
Traumatiseret
Træt

Skizofreni
en ensom sygdom
I samfundet
i sig selv

Men

Skizofrene er også
Udholdende
Stærke
Kreative
Kunstneriske
Nytænkende
Omsorgsfulde
Empatiske
Åndelige

Vi er ikke flere end i tror
Vi er ikke kriminelle
vi vil bare gerne elske
Og elskes
for vores gode sider
Ligesom alle andre

R. E. S. P. E. K. T.

Mit åg
Sindssyg
Sindslidende
Åndsvag
Ikke åndeligt begunstiget
Diagnosticeret

Siger jeg til fremmede
At jeg er psykisk syg
Og får førtidspension
Bliver jeg behandlet
Som et halvt menneske
med forventningen om
At jeg er uvidende
Utilregnelig
Dum
Doven
Og ikke ved noget
Om noget

Siger jeg til fremmede
Hvad der også er sandt
At jeg har rejst verden rundt
Men pt er arbejdsledig
Bliver jeg beundret
og rost
for min intelligens
Empati
Kreativitet
Kærlige væren
Og evne til
at tænke ud af boksen

Så få ord
Sindssyg
Sindslidende
Åndsvag
Ikke åndeligt begunstiget
Diagnosticeret
Skiller fiasko fra triumf

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Jeg kan kun tilslutte mig det, som der her er givet udtryk for. Efter min opfattelse består problemet i, når diagnoser kommer ud blandt folk. Diagnoser er for læger, og den gode læge ved om diagnosernes utilstrækkelighed. Forsåvidt er diagnosen blot en kortform med det formål at karakterisere sygdommen som en maggiterning, men hvem har en psykisk lidelse i ren form? Den gode læge ved, at der er mange komplicerende faktorer, og at diagnoselabyrinten i sig selv er et udtryk for lægeverdenens kommen til kort i forhold til at betegne sygdommens natur.

    Men dertil er at føje spørgsmålet om, hvorvidt vi, der har en eller flere af disse diagnoser, ikke selv har en rem af huden? Jeg erindrer mit ubehag ved at få skizofrenidiagnosen, men nu er den mig ret ligegyldig, fordi jeg ad medicinsk vej har fået den helbredt. Der er så de krakilere, der insisterer på, at når jeg får medicin, så er jeg syg, og dermed skizofren. Det giver ikke meget mening for mig, og i øvrigt er mennesker, der er nævenyttige i forhold til andre menneskers diagnoser nogle uvidende og ligegyldige personer, og det er jeg ikke bleg for at lade dem vide, såfremt dette giver anledning til en samtale derom. Men jeg finder en del patienters optagethed af diagnosen som “forklaring” på, hvad der er i vejen, temmeligt malplaceret. Den kan retfærdiggøres i det lys, at den enkelte patient søger at forstå egen sygdom, men jeg finder det meget bedre at forsøge at læse mere udførlige beretninger om psykisk sygdom, sådan som det ses i den psykologiske litteratur.

    Alt det der med, at psykisk sygdom er en reaktion på et sygt samfund og en syg verden, køber jeg ikke. Tværtimod kan denne opfattelse lede til forkerte og meget farlige konklusioner. Jeg abonnerer på den individualpsykologiske opfattelse af psykisk sygdom, men det er jo ikke så let, fordi det enkelte individ jo rummer en hel verden. Derfor ses det også tit, at patienter er af den faste overbevisning, at det er verden, den er gal med – selvom den egentlige fejlfunktion ligger hos patienten. Problemet rummer jo den vanskelighed, at personen og personens jeg opfattes som synonyme, hvilket efter min opfattelse er forkert. Personen er et jeg plus personens verden.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.