Først og fremmest vil jeg gerne præsentere mig selv, da dette er mit første indlæg.

Jeg er en ung kvinde på 27 år, med diagnosen paranoid skizofreni. Jeg har haft denne sygdom, siden jeg var 10 år gammel og fik stillet diagnosen for ca. 4 år siden.

 

For en uge siden, var jeg til jobsamtale ved drømme jobbet men fik samme dag den nedslående besked om, at jeg ikke fik det. De valgte at gå med en anden, trods de var enige om at jeg ville have været god til jobbet.

Så nu står jeg tilbage med tanken – Hvad nu?

Jeg ved sådan set godt, hvad nu. Jeg skal udarbejde en liste over steder, jeg vil i arbejdsprøvning, så jeg kan arbejde videre hen mod et flexjob.

Nu sidder du sikkert og tænker, “havde du ikke lige søgt arbejde?” Og jo, det havde jeg. Men det var så smart, at jeg kunne få min arbejdsprøvning lavet, så jobbet ville være prøvningen. Så ville jeg have fået både i pose og sæk, så at sige.

 

Det hele virker dog uoverskueligt lige nu, da det jeg gerne vil, ikke er nemt at finde praktikker indenfor.

Men jeg har dog lært, at finde de positive sider af alle begivenheder og tage en dag af gangen. Men stadig trænger tanken “Hvad så nu?” Sig på gang på gang.

Fremtiden ser pludselig ikke så lys ud, jeg mangler direction og ved ikke, hvor jeg skal hen nu.

Forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, som føler sig håbløs bagud i forhold til venner og familie. Når jeg kigger på dem og hvad de har opnået, både arbejdsmæssigt og privat, er jeg håbløst bagud.

Dette job, kunne have rettet lidt op på det, men er nu tilbage ved start. Det er en hård tanke.

 

MEN, jeg har mine erfaringer og min kampgejst. Skal huske at bruge dette.

Jeg må finde de ting jeg er god til og huske på, at jeg ikke er.. uduelig, ved at huske på disse.

Jeg må støtte mig op ad mit netværk, for at sikre, at jeg falder ned i afgrunden.

 

Billedet er fra pixabay

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Hej MissA, og velkommen!
    Vi er nogle stykker, der synes om det der med at skrive om oplevelser, vi har haft i forbindelse med psykisk sygdom. Selv er jeg nu folkepensionist, men søgte i sin tid førstidspension, fordi jeg indså, at de veje, der havde min interesse, på grund af min psykiske sygdom, nu var mig lukkede. Men jeg har det lidt ligesom mælkebøttefrøet uder asfalten, op skal man, og op kommer man.

    Det er mig umuligt at give gode råd mht. job, da det virkeligt er op ad bakke. Der er hverken forståelse eller tillid ude i samfundet til en person med en psykiatrisk diagnose, og undertiden er det forståeligt, men også meget ærgerligt. Det er glædeligt, at man visse steder har fundet beskæftigelse til folk med Aspergers Syndrom, men ellers ligger det tungt. Selv fandt jeg efterhånden mig til rette i førtidspensionen – det tog mig ti år at vænne mig fra tanken om, at jeg skulle være i et job. Men der er jo også den mulighed, at man selv vælger de opgaver, man vil interessere sig for. Jeg går og brygger på noget indviklet matematik, jeg skal have gjort noget ved – og egentligt er det en interessant verden, vi befinder os i. Det hele beror på, hvor åbne, vi er overfor idéer.

    Men jeg er opmærksom på, at man dagligt kan have noget krudt, man skal have brændt af. Min far talte om at arbejde sig træt. I dag mener jeg, at en sund dovenskab ikke er at foragte. Det er et indviklet problem, som jeg tror at mange andre end du har bokset med. Men velkommen her i skrivespalterne.

    Mange hilsner fra Arne

    Svar
  2. Mari-Louis

    Hej
    Velkommen til..
    Jeg har stået ligesom dig, hvor jeg skulle arbejde mig hen mod at få bevilget flexjob.. Det er en hård proces, men ikke umuligt. Jeg forstår dig så godt hvad du mener med at man sammenligner sig med andre, hvor meget folk har opnået arbejdsmæssigt og privat. Det har jeg gjort lidt for meget.
    Jeg vil så lige sige at det bliver bedre med tiden.

    Hvis du har brug for at skrive med en som har været igennem det du nu skal

    Håber, du bliver glad for at være med her på bloggen

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.