Tvang har sat spor i min sjæl.

Det er ingen hemmelighed at jeg har et meget ambivalent forhold til tvang. Jeg har oplevet det på egen krop mange gange, og det gør mig ondt lige hver gang. Det sætter spor i min sjæl og i bevidsthed. Jeg kan stadig genkalde mig mine skrig og høre en hjerteskærende gråd. Inderst inde ved jeg godt det har holdt mig i live i utallige situationer, hvor at jeg nær har slået mig selv halvt ihjel. Jeg har både været fastholdt, fået akut beroligende og været bæltefikseret. Jeg har været tvangsindlagt og tvangstilbageholdt. Jeg vil nok aldrig helt indrømme det har været for mit eget bedste, fordi jeg har så meget modstand på i selve situationen. Omvendt kan jeg godt se udefra det er en nødvendighed, hvis jeg befinder mig på en psykiatrisk afdeling og ser nogen bliver direkte personfarlige. Hvad skal man så gøre? Jeg har det blandet med tvang, fordi det kan redde liv, men samtidig også skade en voldsomt. Det sidstenævnte er bare ikke noget som man taler så meget om i psykiatrien. Det er derfor jeg gerne vil sætte lidt fokus på det.

Jeg har oplevet at få varige men af tvang. For fire års tid siden begynde jeg af få flashbacks og mareridt, samt andre PTSD lignende symptomer. Jeg var lige blevet udskrevet efter en tre måneders indlæggelse, hvor at jeg ugentligt blev udsat for tvang. På et tidspunkt var jeg direkte i tvivl om min virkelighedsfornemmelse, fordi jeg hele tiden kunne genkalde mig scenariet at blive udsat for tvang. Jeg ville dog godt kunne adskille flashbacks fra reele hallucinationer. Jeg følte mig traumatiseret og ødelagt, hvilket gjorde at jeg fik et voldsomt had til psykiatrien længe efter. Jeg svorede at jeg aldrig nogensinde ville samarbejde med dem igen, eller sætte min fod på en psykiatrisk afdeling. Ikke engang et ambulatorium kunne jeg gå med til. Jeg nægtede simpelthen at have noget med den offentlige psykiatri af gøre. Ren og skær, fordi jeg ulykkelig over måden jeg følte psykiatrien havde “krænket” mig på. Heldigvis gik jeg hos en privat praktiserende psykiater på daværende tidspunkt. Derfor var psykiatrien ikke en nødvendighed, medmindre at jeg skulle indlægges. Mine traumer gjorde at jeg holdte mig udenfor en psykiatrisk afdeling i en længere periode år tilbage. Det var både godt og skidt. Det var godt fordi jeg undgik noget som normalt var uungåeligt, men dårligt fordi jeg “skjulte” mig og i perioder nægtede at bede om hjælp, fordi jeg var så bange for at det psykiatriske system ville krænke mig yderligere. Tanken om selvmord strejfede mig faktisk, hvis jeg nogensinde skulle gå hen og blive indlagt igen. Jeg ville simpelthen ikke gennemgå det igen for hvilken pris. Nogen ville måske mene jeg bar nag over fortiden, fordi jeg havde jo stadig havde brug for behandling. Hvis det kunne holde mig væk fra indlæggelser, så ville man kunne true mig til bedring, i frygten for læderremme og sprøjter. Jeg ville kort sagt kunne undgå at belemre psykiatrien, udelukkende fordi jeg var bange for dem. Det var så forkert, synes jeg dengang.

Når det skader mere end det gavner.

Tvang er altid hårdt for begge parter. Derfor håber jeg og tror på at man kun bruger tvang når alt andet er forsøgt. Jeg er klar over at tvang i mit tilfælde er blevet brugt, hvis at jeg har været til fare for mig selv. Jeg kunne aldrig finde på at være til fare for andre. I nogen situationer kunne det nok ikke undgås, fordi det har været sekunder som har gjort om jeg ville overleve eller ej. Bagefter har jeg kunne sidde med følelsen af efterfølgerne kunne være lige så slemme, som hvis at man ikke var grebet ind. Forskellen var blot at det var psykiske traumer og ikke fysiske. Jeg følte dengang at psykiatrien vægtede min fysiske tilstand højere end min psykiske. At de ikke skænkede en tanke hvad tvang faktisk gjorde ved mig efterfølgende. Hvor meget det knuste mig og skabte frygt indeni i min krop. Jeg følte mig ikke hørt. Jeg savnede at nogen spurgte ind til hvad det gjorde ved mig. Jeg forsøgte på min måde at gøre psykiatrien opmærksom på at jeg følte det ødelagte mig helt ind i sjælen, men det var som om de ikke rigtigt kunne eller ville forstå det, fordi jeg trods alt endte med at overleve. Det var jo det primære. Jeg savner derfor at man i psykiatrien er opmærksom på dette. Jeg tror ikke man som personale eller behandlingssystem er ligeglade. Det er ikke min hensigt med dette. Jeg tror bare man ikke altid er klar over hvad det gør ved patienten efterfølgende. Det var i hvert fald min oplevelse et langt stykke hen af vejen. Jeg manglende forståelse og støtte til at komme videre evt. med hjælp fra psykiatrien. Noget som ikke blot var en den obligatoriske eftersamtale. Jeg følte at jeg hellere ville have en blødende bule i panden, end at få ar på sjælen for livet, fordi jeg følte tvang skadede mig mere end jeg gjorde mig selv ondt. Jeg følte direkte at det var værre end at blive udsat for tvang, end at lade mig skade mig selv. Jeg vidste nemlig at efterfølgerne ville gøre mere ondt, end hvis at man lod mig være. Det var svært for omverden at sætte sig ind i, fordi jeg vidste og ved at mange fagpersoner ville være uenige med mig. Der er bare for lidt fokus på efterfølgerne af tvang. Det gjorde det hele dengang så komplekst at forklare yderligere, fordi jeg følte jeg satte ord på et problem, som at ingen havde hørt før.

Jeg er ikke længere bange for psykiatrien.

Idag har jeg heldigvis ikke særlig mange af disse tanker. De (for)styrer ikke længere mit liv. Jeg ville kunne sætte en ubehagelig situation på hylden og komme videre. Jeg er i dag på nogenlunde talefod med psykiatrien. Jeg går i behandling i et ambulatorium og jeg har også været indlagt efterfølgende hvor at tvang blev nødvendigt. Det var stadigvæk ubehageligt, men ikke på samme måde som tidligere. Alligevel efterspørger jeg at nogen samler en patient op efter en tvangssepisode. Man bliver dog som regel tilbudt en eftersamtale, men det er bare ikke altid nok opfølgning. Jeg har holdt utallige eftersamtaler, men det hjalp ikke dengang på tankerne som forfulgte mig længe efter. Jeg synes det var flovt at have disse tanker, og jeg havde svært ved at forklare psykiatrien det, uden jeg kom til at lyde vred eller anklagende, hvilket ikke nødvendigvis var min hensigt. Jeg manglende bare at blive mødt med forståelse overfor noget så smertefuldt. Jeg ved fra andre psykiatribrugere at tvang kan give en dybe ar på sjælen. Hos mig skabte det en mistillid til psykiatrien og systemet. Jeg turde på et tidspunkt virkeligt ikke ikke bede om hjælpen, selvom jeg måske til tider burde have brug for den, også i form af indlæggelse. Jeg blev bange for at jeg ville få så skidt at man ville kunne tvangsindlægge mig. Det blev alt sammen en slags undgåelsesadfærd i frygt for det psykiatriske system. Jeg ville dog stadigvæk lyve hvis at jeg sagde tvang ikke har sat varige men. Jeg forbinder f.eks brunt læder med bæltefikseringer, og jeg kan stadig fremkalde mig konkrete episoder, hvor man har brugt tvang overfor mig. Det hænder også at jeg stadigvæk drømmer at jeg bliver udsat for tvang.

Jeg siger ikke at eftersamtaler ikke er en god ide, men indholdet af dem sætter ikke særlig meget fokus på følgerne. Jeg oplevede i hvert fald ikke de hjalp mig, omend takkede jeg nej til at afholde dem. Jeg valgte at sige fra, fordi jeg ikke følte det hjalp på mine tanker. Man bliver spurgt ind til hvad personalet kunne have gjort anderledes, eller hvordan situationen kunne være gjort anderledes eller mere behagelig. Det sidst nævnte er dog alligevel vigtigt.  Tvang kan i forvejen være ekstremt ydmygende. Derfor er respekt i situationen vigtig. Jeg har oplevet ansatte som har givet mig følelsen af skyld. Skyld over ikke at kunne kontrollere mig selv, og det derfor er endt i tvang. At det var min skyld at situationen endte som den gjorde. Jeg har direkte oplevet nogen som har talt grimt til mig, imens at jeg blev fastholdt, hvilket ikke gjorde situationen og forholdet mellem patient og personale mindre anspændt.

Jeg har hørt om psykiatribrugere som ikke kan sove på ryggen, fordi det minder dem om at ligge i bælte. Andre kan ikke have tæt fysisk kontakt, fordi det minder dem om en fastholdelse. Andre har ligesom mig haft flashbacks og mareridt. Jeg forstår dem godt. Det kunne jeg knapt nok heller engang. Heldigvis havde jeg en psykiater som prøvede at sætte sig i mit sted. Hun prøvede at forstå hvad tvang havde gjort ved mig. Det var meget givende for mig, fordi jeg på daværende tidspunkt ikke følte psykiatrien ville kunne forstå udfordringen. Jeg havde brug for at tale med en neutral person. Derfor er det også godt der findes patientrådgivere, fordi min erfaring siger at de kan komme med et neutralt syn på situationen. Jeg føler altid man kan få en konstruktiv snak med en patientrådgiver, fordi de ikke tager psykiatriens parti, men lytter til patienten og evt. hjælper en med at klage. Det er og bliver et overset mørketal i psykiatrien, fordi jeg ved jeg ikke har været alene om denne problematik, men jeg stadigvæk møder uvidenhed på dette område. Derfor synes jeg som patient der burde være mere fokus på dette område. Hvad kan der ske med en når man har været udsat for langvarige tvangsforanstaltninger, og hvad gør man som samfund ved problemet?

Foto: Pixabay

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Hej Louisa, og tak for en god artikel!
    Nu er der jo nok det, at du i din unge alder nok ikke har det lange perspektiv på. Psykiatrien har en lang forhistorie, som rækker tilbage til tider, hvor man ikke vidste særligt meget, og hvor man ikke forstod særligt meget. De psykiatriske overlæger i fortiden var rene hertuger i lægeverdenen, og hvad en overlæge erklærede, blev opfattet af de underordnede som åbenbaringer sendt fra himlen selv. Selv under mine indlæggelser i 1990erne oplevede jeg undertiden, at denne rolle hos overlægerne kunne stikke sit bukkehorn frem. Problemet er ikke så enkelt, som det kunne lyde, fordi det at lede en psykiatrisk afdeling indebærer et stort ansvar, kræver psykologiske muskler til at tage svære beslutninger, som går på tværs af andre menneskers ønsker i øjeblikket, og gudskelov ser de fleste politikere ud til at have forståelse for disse realiteter.

    Overlægerollen har gennem årene undergået forandringer. I det lange perspektiv kan disse synes umærkelige, men når der går mange år, bliver det alligevel til noget. Vidensniveauet om psykiske sygdomme er i befolkningen højnet, så overlægerne slipper i dag ikke godt fra påstande af den art, som Amalie Skram i sin tid blev til del. Det, der var galt med den gamle overlægerolle, var, at den var alt for ringe videnskabeligt funderet. Sigmund Freud, som en af de første, og senere Ronald D. Laing, beskev, at det var muligt, i et vist omfang, at trænge ind i den syges psyke og opnå en slags forståelse af sygdommens natur. Gennem deres forfatterskab (og mange andre forfatteres) står den dygtige psykiater i dag med et billede af den psykisk syge, som er langt mere nuanceret end de i fortiden, ikke særligt begavede, overlæger.

    Imidlertid er behovet for psykiatrisk hjælp i dag stort, og psykiatrien har et ressourceproblem. Det kræver lægetid og -arbejde at lægge kræfterne i en ordentlig lægesamtale. Derfor er det vigtigt, at der er personer længere nede i hierarkiet, der har talenter for den gode samtale med den enkelte patient, og som også har et ønske om at udføre dette arbejde. Det har i umindelige tider været tilfældet, at der har stået ubesatte stillinger åbne uden at blive besat. Der er kort sagt mangel på personer med talent for at arbejde på psykiatriske afdelinger. Derfor må disse økonomisere med kræfterne, og det er klart, at patienter, hvormed man kan tale med en slags fornuft, simpelthen er lettere at gå til end patienter der er vanskeligt kontaktbare. Bortforklares kan det næppe heller, at der kan være patiener med så lidt at byde på i det hele taget, at personalet ikke er meget for at lægge kræfterne i at behandle vedkommende. Jeg har på min vej gennem psykiatrien mødt uhæderlige og svigagtige medpatienter, som fra start til slut var indstillet på at snøre systemet, og som til den ende var udspekulerede. Men for mit eget vedkommende var der ingen af de evner, som jeg i dag praktiserer, dengang jeg var syg og indlagt. Derfor vil jeg fastkolde, at et menneske ikke behøver kun at være det, man ser her og nu. Problemet er indviklet.

    I lyset af alt dette, er tvang i psykiatrien ikke noget behageligt redskab, men, som du selv beskriver så godt, heller ikke et redskab man kan have en éntydig holdning til. Jeg selv finder det væsentligt at pointere faren for faglig demoralisering af personalet, hvis tvang udvikler sig til en patentløsning på alle problemer. Der er set eksempler på afdelinger, hvor alle de gode kræfter havde forladt arbejdspladsen, og kun muskelbundter, hvis eneste kompetence var tvang overfor patienterne, blev tilbage. Dette er et udtalt symptom på demoralisering blandt personalet, og det er overlægens forbandede pligt at modvirke sådanne udviklinger. Overlægens opgave beløber sig således ikke blot til at beskæftige sig med patienternes psykologi, men også med personalets. Supervisionsmæssige samtaler med personalet må anses for en nødvendighed, men det er mit indtryk, at en del overlæger kun giver sig af med at give ordrer, og det er ikke en ønskværdig tilstand. Der skal nok være de overlæger, der kun har foragt for “føleri”, men det er på den anden side langtfra dem allesammen. I lægeverdenen florerer “Tarzansyndromet”, hvilket jeg vil betegne som en barnagtig og umoden tilgang til lægehvervet. Det er jo også med udspring i dette, at foragten i lægeverdenen i forhold til det psykiatriske specialområde har sit udspring. Der er læger, for hvem den eneste saliggørende lægerolle er den som “organsnedker”. Kirurger har i alt for stort et omfang stået i første række, når der skulle deles penge ud.

    Der er således forskel på overlægers begavelse og vidensmæssige vingefang. Det er imidlertid min erfaring, at vi, der er patienter, kun får et meget begrænset indkik i disse problemstillinger – men det står os jo, hver især, frit for at gøre os tanker derom.

    Svar
  2. Eisa/ King of Nothing

    Hej Louisa
    Ja det er vildt hvad der kan følge efter tvang. Jeg blev tvangsmedicineret, hvor der kom omkring 10 personaler ind på stuen og gav mig en sprøjte. De forlod alle rummet bagefter. Det var så ubehageligt, at være i deres vold, og især at de også overskred min fysiske grænse ved at stikke en sprøjte i mig. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så alene – og det er 18 år siden!, og jeg gyser stadig!!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.