Når traumer bevæger mennesker

”At blive et menneske” af Camilla Stenhaug er et psykologisk drama skrevet som en sanselig og nøgtern øjenvidneberetning. Det er blotlæggelsen af de menneskelige forhold og dysfunktioner, som kan ligge bag en spiseforstyrrelse, vi lytter til, imens vi følger håbet og samhørighedens sejr.

Af Nanna Buch-Ohlsen

Dysfunktionelle familiemønstre
Lige så dramatisk som bogen starter med et voldsomt raseri og overgreb, lige så dramatisk slutter den.

Slutscenen er så løgnagtig og uretfærdig, at man skulle tro, at man ville sidde rasende tilbage. Men det skete ikke for mig. Det er nemlig ikke voldsomhederne i sig selv, jeg blev hængende i, da jeg læste ”At blive et menneske.” Med hovedpersonen Liv ved roret ser vi nemlig det levede liv og alle optakterne til det, som kan ende i psykisk sygdom, raseri og den grænseoverskridende adfærd.

Vi inviteres indenfor i en familiefortælling over en periode på 55 år (1963-2018). Her befinder vi os i en langvarig bevægelse af dysfunktioner, magtmisbrug, dominans og underkastelse i de helt nære familierelationer og især mellem far og datter. Familietraumer kan gå i arv og gør det ofte. Men bogen og hovedpersonen Liv viser os også noget andet: Det er muligt at opbygge en indsigt i de plagsomme forhold, som har forfulgt en igennem en smertefuld og ensom opvækst. Det er muligt at finde friheden, selvom man som Liv i årevis har levet underkuet i et mentalt fængsel.

Noget uventet i vente
I den første del af bogen befinder vi os i 1960’ernes Norge, hvor vi følger Livs far Ragnar, der vokser op med overgreb og et forbillede i den herskesyge og psykisk afstraffende morfar. Ragnar griber hurtigt tråden fra morfaren og vil have sin lillebror til at spise et jordbær, da de arbejder i morfarens jordbærplantage – men hvorfor? Så der kan falde brænde og afstraffelse ned over lillebroren? Vi får det ikke direkte at vide, men vi mærker truslen og kan se det for os.

Det er et kendetegn for bogen, at der hele tiden lurer noget under overfladen. Der er noget faretruende i vente bag ordene. Måske det er bevidstgørelsen og sammenbruddet hos Liv, vi venter på vil bryde igennem. Men det kan også være de flere tilforladelige situationer, der pludselig vender og ender i grove irettesættelser, og den voksnes frådende skænderi og angreb. Hvor nervesystemet reagerer før tanken.

Eller som da Liv er ude at køre i bil med sin far på vej til børnehaven i Norges bakker. Det fremstilles umiddelbart som en fælles og sjov oplevelse i teksten. Men som læser hang jeg nervepirrende fast i, at bilen med barnet i seletøjet skred lidt ud på den spejlglatte vej, for hver gang faren højtgrinende landede bilen efter en bakke.

I drømme og håb ser vi os selv
Vi kommer helt tæt på Liv, når hun i spiseforstyrrelsen og relationernes dysfunktioner mister grebet om sig selv. Vi går med hende ind i en organisk, symbolsk drømmeverden, hvor det er kroppens knogler der blotlægges, grøn ætsende syre inde fra kroppen, der vil ud, hajer, der fortærer kødet, børnekroppe hvor fyrrenåle stikker ud.

Men det er håbet og samhørigheden, der sejrer hos Stenhaug. For Liv kan stadig se sin lillebror med ømhed og omsorg, imens det forfærdelige pågår. Liv bliver aldrig ligeglad med ham, hun ender ikke i kynisme. Som en slutning på rejsen ud af vanviddet vender den voksne Liv tilbage til Norges storladne landskab. Her i landskabet forstår hun sig selv baglæns, hun samler sig om sin fortid og ser familiens vanvid i øjnene med et klart blik på sin far. Parat til at leve.

Køb bogen her: https://www.gucca.dk/at-blive-et-menneske-bog-p511023

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.