’The Hero’s Journey To the Third Pole – A Bipolar Musical Documentary With Elephants’ – en temmelig kringlet titel til en lige så kringlet film. I hvert fald hvis man leder efter en klassisk historie med et tydeligt narrativ. En islandsk elefantsaga

Af Alexandra Bogstad og Maria Lisa Olsen

Egentlig er filmens præmis, at den islandske sanger Högni skal komme til Nepal og spille med i en koncert arrangeret af lands- og åndsfællen Anna Tera, som bor i landet med sine elefanter. De har begge bipolar lidelse og ønsker at udbrede kendskabet til psykisk sygdom i Nepal. Filmen udspiller sig dog i højere grad som en poetisk rejse ind i de to hovedpersoners sygdomshistorie og erfaringer med manier og nedture. To nordiske skikkelser i en kulisse af tropiske floder og skove, barndomsminder og, ikke mindst, de majestætiske, langsomme elefanter som et gennemgående tema.

TITEL
The Hero’s Journey To the Third Pole
– A Bipolar Musical Documentary With Elephants
ORIGINAL TITEL
Þriðji póllinn
INSTRUKTØRER
Anni Ólafsdóttir, Andri Magnason
LAND
Island 2020
LÆNGDE:
78 min.
Elefanter og mennesker
Hvilken forbindelse har to islændinge med bipolar lidelse til en flok elefanter i Nepal? Det kan man spørge sig selv om, når man går ombord på den rejse, som instruktørerne Andri Magnason og Anní Ólafsdóttir fører os ud på med deres film. Den starter med, at vi møder den islandske Anna Tera, som er vokset op i Nepal med sin familie blandt elefanter i junglen. Opvæksten portrætteres gennem gamle filmklip med bl.a. hendes psykisk syge mor, faren og livet i Nepal. Det er tydeligt, at Anna Tera hører til blandt elefanterne i Nepal, som Mowgli hører til hos Baloo og Bagheera i junglen.

I den første scene, hvor vi ser filmens to hovedpersoner sammen, kommer sangeren Högni, en viking af en anden verden, gående mod Anna Tera, som møder ham med sine tre elefanter. Ham med sit kridhvide hår, fyldige skæg og lyst tøj. Hende med sin lange, mørke kjole, sin rolige, stolte gang og sine tre elefanter bag sig. Anna Tera er på en måde en del af landskabet og af sine elefanter, mens Högnis tilstedeværelse, i al sin anderledeshed, virker noget nær absurd. Ikke mindst når han spiller på sin guitar i alle mulige og umulige settings gennem filmen, eller når han står i et tæt pakket menneskemylder med rød maling ud over sig.

Det kan være svært at overse de associationer, som følger med, når to hvide mennesker render rundt i et fattigt land og reflekterer over deres psykiske problemer. Alligevel kan kontrasten og afskåretheden mellem især Högni og omgivelserne tolkes som en del af filmens pointe. Den understreger nemlig den ensomhed og følelse af fremmedgørelse, som ofte følger med en psykisk lidelse, uanset hvor i verden man befinder sig.

Elefanterne fungerer her som en slags bro mellem karaktererne og omgivelserne. Ved første øjekast virker de to hovedpersoner og elefanterne meget forskellige. På den ene side Högni og Anna Tera med deres bipolare lidelser og den dertilhørende ustabilitet. På den anden side elefanterne i al deres grounding og stabile natur. Men som filmen skrider frem, kommer vi tættere på elefanterne, tættere på deres rynkede hud, som i visse sekvenser fylder hele skærmen. Med de dybe furer minder huden os om et langt, levet liv, som måske endda har båret på op- og nedture. På den måde finder vi ud af, at Högni, Anna Tera og elefanterne måske har mere til fælles end først antaget. De deler nemlig deres sensitivitet overfor et hårdt levet liv. Sammensmeltningen mellem dyrene og menneskene bliver da også understreget, da en af elefanterne dør, og Anna Tara sørger, som var det et familiemedlem.

Bipolare anekdoter og drømmerejser
Högni og Anna Tera er to meget forskellige karakterer. Både når det kommer til måden, de ser ud på, og når de taler om deres personlige historier. Högni er langt mere åben og energisk, når han taler om sin sygdom, end Anna Tara, som ofte fraviger at fortælle sin historie i detaljer. I hvert fald når filmens instruktører stiller spørgsmål. Forholdet mellem de medvirkende og filmskaberne går da heller ikke ubemærket hen, og flere steder i filmen ses diskussioner mellem hovedpersonerne og instruktørerne. Samtaler om filmens præmis og instruktørernes professionalisme, eller mangel på samme, udspiller sig således for åben skærm som en slags metalag gennem historien.

Högnis’ og Anna Teras historier er allermest fængslende i samtalerne mellem de to. Her får både alvoren og det humoristiske plads. Vi hører bl.a. om maniske episoder, hvor Anna Tera kommunikerer med elefanter, og om Högni, der rejser til en landskamp i udlandet og ender på globalt TV. Historierne serveres med varme og en helt særlig islandsk underspillethed, som skaber stor sympati med hovedpersonerne.

Nogle af deres fortællinger føles næsten som at være vågen i en drøm. En poetisk og abstrakt stemning, som er gennemgående i hele filmen. Elefanterne hjælper dog med at bringe publikum og seerne tilbage til nuet. Og selvom Anna Tera er langt mere i sync med elefanterne og deres rolige natur, end Högni er, så lykkes det hende alligevel at bringe lidt af sin elefanthed, eller måske snarere elefanternes visdom, ind i Högnis flyvske og kaotiske karakter. Særligt i scenen, hvor de to står og kigger på et par elefanter, der tager bad i en flod. Pludselig er der ikke kun to glade elefanter, men snarere fire glade elefanter.

Giv slip og enjoy!
Filmens præmis om den forestående koncert og udbredelsen af viden om psykisk sygdom i Nepal fylder overraskende lidt i filmen. Vi ser dog brudstykker med Anna Tera, der arrangerer gennem telefonsamtaler og fornemmer også hendes nervøsitet omkring projektet. Vi ser også lidt fra en pressekonference og nogle klip fra selve koncerten i slutningen. Men det udspiller sig ikke som et klassisk bragende klimaks. Snarere som endnu en brik i den lidt forvirrende fortælling.

Det er i det hele taget svært at sætte ord på filmens egentlige historie, og der er en del løse ender. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af at være blevet forført af filmens visuelle landskab og kontrasterne deri. Af elefanterne og af Anna Tera og Högnis rørende og ærlige fortællinger. En følelse af at have været på en psykedelisk rejse med både skræmmende, frugtbare og sjove op- og nedture.

Et godt råd vil være at droppe forsøget på at finde hoved og hale i fortællingen, droppe forventningen om at skulle se en musical eller at få et konkret pay off på det, filmen lægger op til. Blot læne dig tilbage, lade dig forføre og nyde det gode selskab.

Se den online fra d. 24. april til 5. maj via CPH:DOX:

The Hero’s Journey to the Third Pole – A Bipolar Musical Documentary With Elephants

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.