Efter halvandet år med en verden i krise ser vi livet anderledes. Det er det, som man lærer af at stå i noget svært. Det her er ikke bare én person i krise eller én by. Og heller ikke endda et helt land. Nej, hele verden har stået i samme krise. På hele jordkloden har vi delt vores problem. Vi har alle følt, hvordan det er at være i samme situation. Vi har alle vores forskellige bagager med os, så vi reagerer forskelligt, men vi har alle haft samme udfordring.
Det er en meget unik situation at stå i. Når én person står i noget svært, kan andre ikke føle, hvordan det er. Det kan man jo ikke, med mindre man selv er inde i den person. Igen fordi vi alle er forskellige. Det kan godt gøre en person meget ensom; at stå i noget svært, som andre ikke helt kan sætte sig ind i. Selvom de prøver, fordi de virkelig gerne vil forstå. Og det helt fantastiske er, når de prøver. Personer kan forstå, at man har det svært uden helt at kunne forstå, hvordan det er. Der er det som altid vigtigt at være der for hinanden og være åben.
I den her fælles situation står vi sammen om at holde fast i hinanden, støtte og tænde lys for hinanden. Holde håbet for dem, som af og til ikke selv kan. Jeg så engang et rødt papirshjerte, hvor der stod “Hvis alt virker håbløst, skal du vide, jeg kan holde håbet for dig et øjeblik”. Det har vi gjort rigtigt mange gange i den her tid, som vi lige har været igennem. Ikke alle opdager det. Andre beder om det. Og nogen siger, at man gør det.
Én ting, som har holdt os oppe og i gang, har været de famøse gåture. Som vi har været så heldige at have mulighed for at kunne holde fast i. Og det er f.eks. der, hvor man ikke altid lægger mærke til, at der bliver holdt fast i håbet blandt sine fantastiske venner. Men det er nemlig det, som en gåtur gør.
Det mærker man i sit hjerte, når man kommer glad, opløftet og smilende hjem. Der er så meget i sådan en gåtur. En person spørger andre, om de vil med ud at gå. Deri ligger jo “Vil I hjælpe mig med at holde fast i håbet?” Folk siger ja til gåturen, dermed “Jeg vil gerne holde håbet for dig et øjeblik”. På gåturen ser man og mærker håbet. Når man kommer hjem, behøver de ikke længere holde håbet for en, for nu kan man selv igen. Pga. den styrke som lys, luft, natur, venner, samtaler og motion giver. Hvis man ser tingene på den her måde, så kommer der helt automatisk et smil frem.
Det er en måde at se og mærke, hvor vildt det her liv er. Læg mærke til, hvor meget en gåtur kan gøre. Det kunne den også gøre før krisen, men nu gør det bare den ekstra kæmpe forskel, fordi vi har ekstra meget brug for det. Vi har meget brug for at se lyset og holde fast i håbet. Og det her giver os den læring at mærke forskel. Og den er så vigtig for, at vi bedre kan nyde det gode og være taknemmelig for, hvad vi har.
Jeg personligt elsker at mærke forskellen på før og nu; på mørke og lys. På at være i live og at leve. Det er et stort behov, jeg har fået. Jeg har fået en ny chance i mit liv. Og forskellen, jeg holder fast i, gør, at jeg mærker tydeligt, hvor langt jeg er kommet. At jeg er gået fra mørke til lys. Og det vil jeg være evigt taknemmelig for. For jeg har allerede nu, som for første gang, oplevet det helt vildeste her i livet. Som jeg engang ikke troede ville blive muligt for mig at opleve. Og det er kærligheden og fællesskabet blandt os mennesker.
Det er ikke sjovt at være i modgang; det kan vi godt alle blive enige om. Men vi har brug for modgangen. Det hele handler om, hvordan vi bruger den og kommer ud af den. Tager vi læringen med os fremover, vil vi bevæge os videre, mere styrket og mere klartseende. Og vi står sammen, så det gør os endnu stærkere. Se bare, hvor meget en enkelt gåtur har gjort. Og endda næsten uden, man har lagt mærke til det.
Den styrke, vi står med nu, er en kæmpe gevinst, en kæmpe belønning for, at vi klarer os igennem.
Det har vi fortjent! Vi har klaret det her så sejt! Og styrket går vi sammen fremad. Så lad os alle keep on going!