Årets Don’t Fear The Weird-filmfestival i Cinemateket var en håndsrækning til mennesket i psykiatrien. Med en vifte af film, dialoger, kunst og oplæsninger var hovedbudskabet bag filmfestivalens produktioner klart. Psykisk syge og sårbare er først og fremmest mennesker med menneskelige behov, savn, udfordringer og drømme.

Af Nanna Buch-Ohlsen

Hvor hører psykiatrien til i samfundet?
På åbningsdagen for filmfestivalen stod forfatter Olga Ravn på podiet i Asta biograf og fortalte om sin seneste bog ”Mit Arbejde” (2020). Ravn fortalte om sine oplevelser med at blive mor og om den fødselsdepression, der fulgte med – en svær tid som blev et møde med to behandlingssystemer, Svangerskabssystemet og Behandlingspsykiatrien.

Forfatter Olga Ravn (tv) og Caroline Osander, leder af PsykInfo, taler om Olgas bog “Mit arbejde”. Foto: Britta My Thomsen

Ravn fortalte, at erfaringen med de to behandlingssystemer havde fået hende til at overveje, om psykiatrien som behandlingssted overhovedet hører til i hospitalsvæsenet? Igennem den psykiske sygdom gør vi os som mennesker nogle bredere erfaringer med vores liv og omverden. Sådan set kan den psykiske sygdom ikke kun dreje sig om medicin, men må også være forankret i det liv, vi lever.

Kortfilm – et talerør for menneskers levede erfaringer med psykisk sygdom
Opmærksomheden på de erfaringer, vi som mennesker gør os med psykiske sygdomme, blev ført videre i årets fire kortfilm tilrettelagt af Maria Lisa Olsen, alle under titlen ”Når jeg tør”.

Instruktør Maria Lisa Olsen (tv) og de medvirkende Alexandra, Jacob, Mei og Rune. Foto: Britta My Thomsen

Her var bevægende film, der ærligt viste ensomheden med de følelser, der følger med, når vi ikke bliver inkluderet og set af andre. Når vi længes efter kærligheden og håber på at møde den. Der var film om at udtrykke en menneskelig skabertrang igennem rapmusik og på den måde være til og blive set igennem musikken.

Vi fik også et poetisk indblik i, hvad der sker med det menneske, som føler sig ødelagt og udsat i en fremmedgjort verden i byen, men som i naturen finder en samhørighed og et hjem. Ikke mindst var der film om de tankemæssige udfordringer, der kan opstå, når en kontakt skal indledes til en ven.

Kortfilmene manede til eftertænksomhed og udfoldede glemte vinkler i den psykiske sygdom. For som syge og sårbare er vi under indflydelse af at være mennesker udleveret til os selv og hinanden.

På flere måder cirklede årets filmfestival om at få åbnet psykiatrien op, så vi med friske øjne kan se, hvad det rent faktisk er, vi foretager os i psykiatrien. Det gjaldt også flere talks, som kunne overværes i Asta Bar og biograf.

Talk – ”Skjold-Brødrene, fodbold med et twist”
I talken ”Fodboldbrødre i Psykiatrien” blev der efterlyst mere energi i sundhedsvæsenet med plads til spontanitet, glæde og omsorg.

En fodboldbror kunne fortælle, hvordan der skabes nye rum at færdes i for mænd i psykiatrien, når man samles for at lave noget sammen nemlig at spille fodbold. Vi hørte om vigtigheden af at give plads til den enkeltes holdninger og individualitet samtidig med, at man navigerer på et hold, hvor man følelsesmæssigt og fysisk kommer tæt på hinanden.

Fodboldbrødre i Psykiatrien. Foto: Mikkel Sjølund.

Dette særlige rum for energi og menneskelig udveksling er en mangelvare i den psykiatriske behandling i dag. Selvom den enkelte rammes af psykisk sygdom, vil man jo stadig gerne være en del af samfundet og ikke kun være patient med sig selv, meddelte en fodboldbror publikum.

Det stærke menneskelige behov for at høre til i en samfundskultur afspejler sig også i rammerne for projektet. For fodboldbrødrene er forankret i den allerede etablerede foreningsidræt, fodboldklubben Skjold, selvom ideen har en tilknytning til Skolen for Recovery i Ballerup. Det blev fortalt, hvordan denne organisering gør en kæmpe forskel for den enkeltes oplevelse af sig selv og den psykiske sygdom.

Det maner os til besindighed næste gang vi balancerer på vægtskålen mellem normalitet og afvigelse. Spørgsmålet er nemlig om fodboldbrødrene ikke har noget meget vigtigt at fortælle os alle i psykiatrien, som vi bør være lydhøre overfor.

Talk – ”Mand, etnisk minoritet og psykisk sygdom”
At det er mennesker, vi har at gøre med i psykiatrien, var også et centralt punkt i talken ”Mand, etnisk minoritet og psykisk sygdom”. For hvad er det, der kan ske, når et menneske med anden etnisk baggrund end dansk rammes af psykisk sygdom og møder den psykiatriske behandling i Danmark? Det kunne Yasser Ghanbari fortælle om med udgangspunkt i egne erfaringer, da han som barn og flygtning kom fra Afghanistan til Danmark.

Yasser Ghanbari. Foto: Mikkel Sjølund.

Yasser fortalte om den manglende forståelse for den psykiske sygdom, som prægede det fællesskab, han voksede op i. På den ene side satte hans minoritetsbaggrund som flygtning barrierer op for at gå i dialog med behandlingssystemet. På den anden side overvejede selvsamme behandlingssystem slet ikke de mulige konsekvenser af hans baggrund som flygtning for hans psykiske helbred.

Psykiatrien kræver brobyggende tilgange, for som Yasser siger, ”der er noget, der er svært, som gør, at det bliver svært at forlige sig med andre.”

Talk – ”Jeg skriver, Jeg lever”
Det kræver mod, når ens identitet står til forhandling, og det kan siges at være tilfældet, når den psykiske sygdom tager fat i krop og sind. I talken ”Jeg skriver, Jeg lever” fortalte et panel af husforfattere, psykiater og en centerchef på Amager om skrivegrupper og kunstworkshop på Psykiatrisk Center Amager.

Talk – ”Jeg skriver, Jeg lever”. Foto: Mikkel Sjølund.

I skrivegrupperne er det tilladt at lade flere sprog og fortællinger om det menneskelige sind komme til orde. For det menneskelige sind handler også om magtforhold, når nogle har ret til at skrive om sindet i ens journal.

På centerets skrivehold tager deltagerne ordet ved at fortælle, hvad der sker for dem igennem mødet med bl.a. skønlitteraturen. Det kunstneriske sprog giver tilhørerne et fælles sprog til verdenen udenom det dominerende fagsprog i psykiatrien, og uden at det først skal realitetstestes.

Film – ”De Pårørende”
Årets filmfestival satte også en markør på et ofte glemt skæbnefællesskab blandt pårørende til en psykisk syg. Filmen ”De Pårørende”, instrueret af Vibe Mogensen, viste råt for usødet, hvordan en skjult smerte hos forældre til unge med psykisk sygdom ser ud.

Der var ikke lagt noget imellem, når forældrene genfortalte deres barns lidelser, og hvad disse lidelser gjorde ved dem. Sorg, angst, belastningsreaktioner, fyringer fra arbejdet og svære bekymringer er dagligdag for pårørende. Samtidig kæmper pårørende også med samfundets forventninger til, hvordan de skal opføre sig. En svær og dilemmafyldt situation vi bør tale langt mere og åbent om fremover.

Vi ser frem til næste års Don’t Fear The Weird
Der er meget mere at fortælle om årets Don’t Fear The Weird-festival. Dette er blot et udpluk af de mange bidrag og kunstneriske udtryk, der tilsammen tegner nuancerne af psykisk sygdom op for os. Don’t Fear The Weird har endnu en gang gjort det muligt, så vi sammen kan gå på opdagelse i det menneskelige sind og blive klogere.

Lad festivalen være en kærlig opsang, som er værd at nynne med på. I psykiatrien kan vi blive bedre til at holde hånden under de mange mennesker og familier som årligt rammes af psykisk sygdom. Psykisk sygdom og dens følger er ikke kun et medicinsk foretagende men et samfundsanliggende, der kræver at blive anskuet og håndteret som sådan.

Podcast
Lyt til denne postcast om brugerfilmene på festivalen af Troels Langemark fra Gloria:

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.