Introduktion til digtene
Jeg har altid været lidt misundelig på dem, der kan bruge deres maniske perioder til noget fornuftigt i deres kunst. Som bare kan arbejde og arbejde i dage og nætter og skabe store værker. Det har jeg aldrig kunnet. Manierne har været en ørkenvandring af kreativ frugtesløshed, hvor storhedsvanviddet har styret showet, og jeg troede på alle de fantastiske ideer, der indfandt sig i en stadig strøm. Nope! Intet at hente dér. Og der har slet-slet aldrig været noget kreativt at hente i en indlæggelseskrævende depression.

Jeg blev vildt overrasket over de her tekster. Jeg var næsten lige blevet udskrevet. Jeg kan ikke engang huske, hvorfor jeg sad foran computeren med et åbent tekstark. Men det gjorde jeg, og der kom de her tekster ud af det. Selvom det ikke er store værker, der går over i historien, så betød det noget.

Jeg sagde til min mand den følgende morgen: Jeg tror sgu jeg fik forløst lidt depressiv energi. Min depression forsvandt ikke, men der kom et lille glimt af recovery-lys ind gennem en eller anden sprække, uden at jeg vidste hvorfor…

Af Louise

 

Nyttige små idioter

Selvmordstankerne: Blinde, dumme og døve og i alt for stort et antal.

Stive, sindløse tinsoldater uden øjne eller hjerte.

De marcherer bare ind uden at være budt velkommen, og de tørrer aldrig fødderne af på måtten.

Hvis der kun var én, kunne den fejes væk som et støvfnug på et ærme. Men i det her antal – no way. De maser sig ind i det tomrum, depressionen venligt gravede ud for dem.

Det er det, de gør, det er deres job.

De spænder sortheden ud som en parabol, der kun transmitterer et enkelt program.

Et røvsygt program. Jeg har set det før. Hvis det ikke var så afskyeligt, ville det næsten være morsomt.

Du kender det selv, du har set det. Det reflekterer sortheden ud i alle verdenshjørner, giver den en stemme, og den stemme har kun ét ord i sit ordforråd. Kun en løsning, kun en udvej.

Et lækkert ben at gnaske på for den usle køter, som sindet har transformeret sig til.

Man kan studere det indgående, vende og dreje det i lyset som et prisme.

Den eller dén metode. Hvilken en skal jeg vælge, hvilken skal få lov til at rotere og bore sig ind i det bløde tankekød?

Det er et skodprogram, men alligevel det eneste værd at se; en vidunderlig afledning i stedet for at glo på depressionens vederstyggelighed, der nådesløst har lukket sig om verden.

Mani og Depression er kærester

De er et af de der tåkrummende pinligt kiksede par, der har det samme tøj på. Sweateren er strikket af angst.

Buksernes fløjl danner små tagrender for deres ekskrementer, løber ned på skoene sopper i kloakvandet.

De to burde aldrig have fået børn! For børnene savler så rædderligt,

får aldrig skiftet ble, bliver fodret med marshmallows fra helvede og pølsehorn fyldt med dødningeketchup fra dybet af en uranbrønd; deres tænder er ætset væk. Intet stiklagen vil kunne redde dem fra de kødædende bakterier, der smasker sig ind i tryksårene. De små stakler, hvor var børneværnet, da der var brug for dem?!

Den lille hjort

Jeg vil gerne være en hjort med blødt skind og store mørke øjne på en mark med vinterrug. Den hører et råb fra en skade, ser op og springer gennem skumringen ind i skoven. Nu ligger den i skovbunden. Angsten drysser af dens skind som aske

En kommentar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.