Outsideren har fået en protektor: den norske psykolog Arnhild Lauveng

Arnhild Lauveng er i Danmark mest kendt for at have skrevet ”I morgen var jeg altid en løve” om sin skizofreni og vejen til helbredelse. Og så er hun netop kendt for efter ti år med sygdommen at være blevet rask og selv være blevet psykolog

Af Ide Hejlskov Larsen

Bestyrelsen har fundet ud af, at vi skal have en protektor i Outsideren. De er blevet enige om, at den norske psykolog Arnhild Lauveng (1972) er én, de gerne ville spørge, fordi hun i udpræget grad har kvalificeret debatten om psykisk sårbarhed, om normalitet og afvigelse. Heldigvis sagde hun ja. Altså er Arnhild Lauveng nu Outsiderens protektor.

Trods ti år med skizofreni har Arnhild Lauveng en lang psykologikarriere bag sig, hvor hun har holdt foredrag og fungeret som klinisk psykolog i offentligt regi. Eller måske skulle man sige, at det netop er pga. de ti år med erfaringer på egen krop, at hun har haft så lang og spændende en karriere, hvor hun har kunnet give mange perspektiver på psykisk sårbarhed. I 2004 fik hun således ”Prisen til fremme av ytringsfriheten i psykisk helsevern”, og i 2017 udvidede hun sine kvalifikationer med en doktorgrad i socialpsykologi.

Historier om skizofreni og behandling
”I morgen var jeg altid en løve” (2008) var hendes første bog, som er blevet oversat til mange sprog. Bogen er ikke en lineær, kronologisk skildring af hendes ti år med skizofreni, fra hun blev indlagt første gang som 17-årig. Den skildrer derimod aspekter af det, hun oplevede de ti år, i sammenhæng med temaer; hun kalder det historier. Således har hun inddelt bogen i tre hovedafsnit med ’historier om forvirring’, ’historier om systemer’ og ’historier om forandring’.

Hun begynder med sine første tendenser til skizofreni, og i starten fortæller hun om, hvordan der blev tåget i hendes sind. Men inden længe diskuterer hun, hvad det betød, at hun havde en Kaptajn, der dirigerede med hende inden i hovedet og sagde, at hun skulle skære i sig selv, ellers ville der dø nogen i hendes familie; og hun overvejer, hvad man kunne have stillet op med, at hun fx så ulve alle vegne. Hun giver nogle logiske forklaringer på, hvorfor hun i en periode spiste såvel paptallerkner som tapet. Og plæderer for, at behandlingen i højere grad netop gør det, forsøger at se en logik i de symptomer, patienterne har.

Opfordrer til omsorgsfuld behandling og åben samtale
Hendes skizofrenihistorie er meget gribende. Hun har det virkelig dårligt, så dårligt at hun i lange perioder ikke spiser, fordi Kaptajnen beordrer hende til at lade være, fordi hun ikke har fortjent det. Til tider kaster hun sig ind mod væggene for at blive fri for stemmerne. Som følge af det bliver hun bæltefikseret, og i lange perioder er hun i isolation uden bæltefiksering, hvor de ansatte ikke må tale med hende. I det hele taget bliver hun frataget al kommunikation: Hun må ikke høre musik eller se tv.

Samtidig med at hun fortæller sin historie, gennemfører Arnhild Lauveng en slags samtale med sig selv og systemet, om hvorfor hun havde de symptomer, hun havde, og hvad man kunne gøre ved det. Og om hvordan behandlingen kunne have været mere omsorgsfuld. Man behøver ikke benytte vold, selvom patienten kaster sig rundt og river sig i håret. Hun nuancerer sagen med gode og dårlige oplevelser fra indlæggelserne. Men det meste af tiden bliver hun behandlet meget hårdhændet og får bumpet hovedet mod dørtærskler, når de trækker hende hen over gulvet gennem gangene. Det ville også have hjulpet hende, hvis de i stedet for at skælde ud og forsøge at tvinge hende havde opfordret hende venligt til at spise og skabt ro om maden.

Samtidig lader Arnhild Lauveng flere begivenheder fra sit liv på mange forskellige institutioner stå alene, så læseren selv kan dømme. Der er altså et rum omkring hendes historier, som lægger op til, at samtalen ikke kun er med systemet, men også en åben debat med læseren. Vi får lov til selv at tænke videre.

Sammenligner med eventyr
Man bliver uvægerligt grebet af fortællingen, og af at Arnhild Lauveng er blevet rask oven på de voldsomme oplevelser. Man bliver trukket ind i historien af, at Lauveng indimellem laver sammenligninger, fx foretager hun en sammenligning mellem Asbjørnsen og Moe-eventyret ”Askeladen og de gode hjælpere” og sin egen færd, hvor han skal finde følgesvende på sin rejse for at vinde prinsessen og det halve kongerige. Én kan løbe helt til verdens ende. Hun forlener således sin fortælling med noget eventyrligt. Arnhild Lauveng har også måttet finde følgere, som havde usædvanlige evner, ellers var hun ikke nået så vidt, skriver hun. Flere kommunalt ansatte har hjulpet hende til både gode terapeuter og en bolig. Så hun har fået hjælp fra uventede sider.

Om at have kontrol med sin situation
I sin anden bog ”Unyttig som en rose” (2009) fortsætter Arnhild Lauveng samtalen om sin tidligere skizofreni og om systemet. Her lægger hun særlig vægt på det, at patienten skal have en vis kontrol med sin situation. Der skal være nogle valgmuligheder. Hun refererer til nogle rotteforsøg, hvor en rotte bliver sat i et rum, hvor den får elektrisk stød og ikke kan gøre noget for at hindre det, og en anden rotte bliver sat i et rum ved siden af, hvor den ved at træde på en anordning kan stoppe elektriciteten, også for den første rotte. Den rotte, der ikke kan gøre noget ved sin situation bliver syg; den anden gør ikke.

Det er det, Arnhild Lauveng mener, vi skal være mere opmærksomme på i institutioner med psykiatriske patienter. Uanset hvor dårligt de har det, har de behov for at føle, at de har nogle valgmuligheder, og at de bliver behandlet med almindelig menneskelig respekt. Arnhild Lauveng har et positivt eksempel med en læge, der holder hende en hel nat sammen med en anden ansat og hele tiden undgår, at det gør ondt på hende, fordi hun mener, patienterne skal behandles med respekt. På et andet tidspunkt lader den samme læge Arnhild gå en tur alene i regnvejr, selvom hun ikke har udgang, fordi hun længes efter at komme ud i regnen.

I alle årene med skizofreni ville Arnhild Lauveng være psykolog. Det har hun villet være, siden hun var barn. Men det bliver hun i hvert fald de første mange år med sin skizofreni forsøgt talt fra. For det mener de ikke, er realistisk. Som hun ser det, ville det have været mere respektfuldt, hvis de i højere grad havde hjulpet hende med at blive psykolog – og havde indset at det var en vigtig drøm for hende. Til sidst i forløbet får hun hjælp, og hun får både taget en studentereksamen og universitetsuddannelsen som psykolog.

Fagbøger og børnebøger fra Lauvengs hånd
Efter de første to bøger om hendes egen skizofrenihistorie har Arnhild Lauveng skrevet tre mere traditionelle fagbøger, én om behandling af sindslidelser blandt arbejdstagere, ”Arbeidsmaur med gipset hjerte” (2008), én med selvopfundne cases om helt unge mennesker, der rammes af begyndende symptomer på psykiske lidelser, som er kommet på dansk, ”Egentlig altid mest levende – om unge og psykisk sygdom” (2012), og ”Grunnbok i psykisk helsearbeid – det landskapet vi er mennesker i” (2020).

Mens hun var indlagt, malede og tegnede Arnhild Lauveng meget, og flere af hendes ting blev udstillet på en af institutionerne. Hun er åbenbart fortsat med at være kreativ på denne måde. For den danske bog om unge og psykisk sygdom har Arnhild Lauveng selv illustreret med fantasifulde dyr i smukke, glødende farver. Hun har også illustreret de syv børnebøger, hun har skrevet, der udgør en serie med Jenny og Jakob. Bøgerne arbejder med følelser og tanker, som de voksne kan tale med børnene om, når de læser bøgerne. Det er et forsøg på at forebygge psykiske lidelser.

Integration af evner fra den psykiske sårbarhed i ens liv
Som det kan læses ud af titlen på hendes anden bog, ”Unyttig som en rose”, ser Arnhild Lauveng det som, at de psykisk sårbare har mange evner, tanker og drømme, der kan synes unyttige. Men de er lige så nyttige som roser. I hendes eget tilfælde er det helt tydeligt, at hun fx med sine illustrationer har integreret de positive, kreative sider af sig selv fra skizofrenitiden i sin nutid med arbejdet som klinisk psykolog og socialpsykolog.

Arnhild Lauveng er et fantastisk eksempel på, at det er muligt at blive helt rask, selvom man har været voldsomt psykisk sindslidende, og man kan blive det med ekstra kvalificering, når erfaringerne som psykisk sårbar bruges konstruktivt.

Man kan roligt ønske Outsideren tillykke. Vi er meget stolte af at have norske psykolog Arnhild Lauveng som vores protektor.