Jeg genlæste fornyligt en artikel i Politiken, hvor man følger psykiater Hans Henrik Ockelmann, og det psykiatriske udrykningsteam i Region Hovedstaden, som også var en del af dokumentar serien Anders Agger Indefra. Et tilbud man i øvrigt, trods ramaskrig havde truet med at lukke, eller i hvertfald begrænse, grundet yderligere nedskæringer. Jeg kender dem, da jeg også selv haft besøg af dem i tide og utide, når jeg har været meget skidt, og med henblik på måske at skulle indlægges. Men udrykningsteamet er også pressede. De mangler ikke mindst tid, ligesom resten af systemet. Jeg har flere gange, selvom der er blevet ringet 112, trods en svær affektilstand eller akut selvmordsfare, måtte vente nogen gange i timevis på teamet. Hvor at politiet i mellemtiden har måtte forsøge at pacificere mig. I værste fald med fysisk magt, hvis den har været helt gal. En opgave politiet også oftere kommer ud for, som de også efter eget udsagn, heller ikke i øvrigt er gearede til, da de hverken er sygeplejersker eller læger, og har den fornødne psykiatriske erfaring. En rapport viser at betjentene bruger tre gange så meget tid på psykisk syge, end for blot ti år siden. Jeg tæller desværre med i statestikken, eftersom jeg at selv er blevet hentet og bragt talrige gange, af de blå uniformer de sidste fem år. Jeg oplever også politiet er magtesløse, og frustrede over den triste udvikling.
Psykiatrien er svært underprioteret, hvilket man også ser noget af resultatet af i både artiklen og i dokumentaren Anders Agger Indefra – Akutpsykiatrien. I dag er der næsten kun er plads til de mest dårlige patienter, som systemet stadig har svært ved at finde ressourcer til, hvilket i nogen sager derfor endt meget sørgeligt, som resultat af mangefuld psykiatrisk behandling.
Jeg har personligt i seneste år ikke haft problemer med at få hjælp, når jeg har haft brug for den, hvilket jeg nogen gange har tænkt har måtte være mere held end forstand, taget i betragtning udefra hvordan jeg ved det fungerer i dag. Jeg får altid en sengeplads, hvis jeg har brug for det. Jeg bliver også fulgt ambulant, hvor at der er tæt opsyn med mig, og jeg altid kan ringe eller skrive, hvis jeg har brug for noget. I grove træk er jeg ikke blevet svigtet af psykiatrien de seneste år, hvis at jeg virkelig har haft brug for hjælpen, frivilligt eller ej. Men jeg ved at mange ikke får den og det gør mig ondt, når jeg ved det kunne have været mig.
Jeg får hjælpen, fordi jeg på papiret har en af de mest alvorlige diagnoser indenfor psykiatrien, fordi min sygdom hedder det som den gør. Derfor kan jeg få langvarig behandling, men havde jeg haft en mere “almindelig” sygdom f.eks angst eller depression, var det ikke sikkert at jeg havde fået samme behandling og hjælp. Jeg er udemærket klar over der er lavet statestikker og forskning på hvilke lidelser som tilsyneladende er værst, men det ændrer ikke på at alle i princippet burde have krav på en intensiv og ligeværdig behandling, uanset hvad de fejler, eller hvordan sygdommen kommer til udtryk. Det bevidner endnu en gang for mig om at psykiatrien virkelig er udsultet. At der efterhånden udelukkende kun er plads til de uadreaggerende, selvmordstruede og behandlingsdømte, hvor at mindre tunge patienter bliver glemt, og ikke bliver hjulpet i tiden inden de risikerer at blive så dårlige, at de eventuelt ender i den grøft. Det bliver dyrere i den anden ende, fordi der simpelthen ikke længere er ressourcer til at få hjælpen i opløbet. Man burde ikke blive afvist, når man rækker hånden ud, som resultat af besparelser og manglende ressourcer. Det synes jeg ikke vi som velfærdssamfund i Danmark burde kunne være bekendt, og ikke mindst stå inde for.
Hvis du har penge må du få, ellers må du gå.
Da jeg var i børne og ungdompsykiatrien indførte regeringen en udredningsret og en diagnose indenfor en måned. Det kunne umildbart lyde som en god ide, men det vakte derimod stor frustration, hos flere læger og psykologer landet over. Jeg kendte flere af dem, fordi de ligeledes havde været indvolveret i mit forløb. Grundige undersøgelser og tiden til børnene, blev nedprioteret til fordel for målsætninger og tal. Mange af dem underskrev derfor et brev til sundhedsministeren, hvor de udtrykte magtesløshed og kritik overfor de nye vedtagelser. En medunderskriver udtalte, at de i blinde gav psykiatriske diagnoser til børn, som de aldrig havde mødt.
Det er med tiden også blevet mere kompliceret som barn at blive henvist til psykiatrien. Langt mere end dengang jeg blev det i sin tid. På et tidspunkt rådgav og skrev jeg med en udmattet mor til en dreng, som ventede på en henvisning, derved udredning. Hun fortalte mig at PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) som normalt henviser gennem socialforvaltningen, sagde at de i dag kun sender til børne og ungdomspsykiatrien, når alle muligheder er afprøvet. Det bekymrede mig, som jeg beskrev i første del, at de her børn først kommer til hjælpen, når alt faktisk er udtømt.
Derfor søger flere væk fra det offentlige, hvor at de i desperation selv vælger og ender med at måtte betale for enten deres egen, eller børns behandling. Ventetiden og efterspørgelsen i det private er i forvejen og fortsat stigende. Generelt er min oplevelse stadigvæk at private klinikker har bedre tid. Når det er sagt må jeg dog også indrømme og konstatere, at min tidligere privatpraktiserende psykiater, også virkede til at blive mere og mere presset med årene. Hun fik færre konsultationer ledige, og tog til sidst knapt nok telefonen. I øjeblikket har hun ca. et halvt års ventetid, og hun er slet ikke et enkeltstående tilfælde, fordi efterspøgelsen på ydrenumre, bliver større og større. Det er i den ambulante psykiatri blevet meget sværere at komme i gennem nåleøjet. Så kan man spørge sig selv, hvad det kunne være resultatat af.
Jeg har selv været i behandling i det private, endda også i udlandet, hvor at mine forældre har måtte betale en stor sum for at få den rette behandling og udredning til mig, som psykiatrien dengang ikke kunne tilbyde mig. Jeg forstår man kan være så magtesløs, at man selv må punge ud, men det er i flere tilfælde mere af nød end lyst, fordi det er et resultat af mangelfuld udredning og behandling i det offentlige. For kan det virkelig passe vi også er nået dertil, hvor vi selv skal betale, eller endda søge uden for landets grænser, for at få en grundig behandling. Noget som egentligt burde være frit tilgængeligt, og skulle kunne løses af sundhedsvæsnet.
Det kunne have været mig.
I skrivende stund sidder jeg i min hospitalsseng på en lukket psykiatrisk afdeling, og betragter verden udenfor mit vindue. En intensiv sengeplads som jeg har koster ca. 7.000 kr i døgnet. Jeg har allerede været indlagt for over en halv million, ved nærmere efterregning.
Jeg tænker over livet og hvordan jeg skal formulere dette indlæg. Ikke mindst tænker jeg over det velfærdssystem, som hver dag bliver mere og mere udpint, og hvor flere som mig, både børn, unge og voksne bliver tabt på gulvet, eller ender mellem to stole i det kommunale og psykiatriske system. Trods at jeg er tvangsindlagt, føler jeg mig i et kort øjeblik taknemmelig, for at jeg ikke er en af dem, trods jeg samtidig mærker en afmagt over at der hver dag bliver udskrevet, eller afvist en patient, fordi der ikke er sengepladser og i det hele taget ressourcer nok. At flere og flere ikke får den tilstrækkelige hjælp, som følge af et meget udpint system, og ender med at blive kriminelle eller endnu mere syge, inden de når til hjælpen. Ja, hvis de overhovedet når at få den. Det sidstnævnte kan i tænke lidt over.
Jeg tror og håber stadig på at der kan skabes bedre dage psykiatrien. Ingen er overmennesker, heller ikke vores politikere, som i sidste ende er dem som kan gøre noget ved problemet. Alle kan blive ramt af psykiske sygdomme. For gad vide om de faktisk ville løfte psykiatrien for alvor, hvis at de selv blev syge, og mærkede at det som foregår i vores samfund i mange tilfælde er under al kritik, og ikke mindst koster menneskeliv. For det kunne lige så vel være en af dem.
Foto: Privat