Jeg er her. Jeg er her. Jeg er her. Nogle dage er der ikke andet at skrive i min dagbog. Minder og traumer fiser rundt. Men. Jeg er her. Jeg er her. Jeg er her. 

Jeg vil fortælle om mit psykiske helbred, medicin og udrulningen af den nye diagnosemanual ICD11. HVORFOR SKAL DER VÆRE SÅ STOR FORSKEL PÅ FYSISKE OG PSYKISKE SAGSBEHANDLINGS TIDER?

Jeg har gået hos en dygtig psykolog siden i sommers og fra starten af december, har jeg tænkt en del over PTSD og især den nye diagnose complex PTSD. Jeg havde et møde i starten af december, en mandag, om jeg skulle have en kontaktperson (paragraf 85.) Da hun går igen, siger både hun og min kæreste, at de begge tænker over PTSD, når de taler med mig. Det talte jeg videre med min psykolog om. Jeg undersøgte selv meget. Det giver rigtigt god mening. I øvrigt var det slet ikke sikkert jeg kunne få en kontakt person, fordi mine problemer ikke er såkaldt målbare. De sidder åbenbart heller ikke længere og bare taler med deres borgere, hvis det faktisk “kun” er det man har brug for. Og hovedet på sømmet…  Inden mødet sagde jeg gentagende gange til min kæreste “jeg er her ikke, jeg er i kbh”. Onsdag fik jeg min kæreste til at “aflyse” hele kontaktperson sagen. 

Jeg og min psykolog har talt frem og tilbage om traumer, reaktionsmønstre og hovedrengøring. Vi kom frem til, at det nok vil være meget godt med en udredning hos en psykiater. Det er bare så tveægget, for jeg har så mange dårlige oplevelser og minder, fra psykiatere, der ikke har villet lytte til mig. Mængden af de mange dårlige minder, har sat sig som traumer. Jeg har ikke oplevet ret mange gange, enkeltstående ting, der har haft kampe katastrofe karakter. Men når man alligevel har levet et liv, hvor man aldrig er trygt og altid føler sig i fare, i fare for at dø, i fare for at dø psykisk, ikke kunnet andet end side og ryste og ikke kunne koncentere sig om noget, de næste 20-30 år, som mit hjerte nok kun kan holde til at slå… så hold dog op med at slå… Når det meste af livet har været sådan, så ender det med, at jeg har så mange symptomer på PTSD… Det bliver bare så stort, complexed og omstændigt og nå ja… COMPLEX PTSD…

Udredning

Jeg skal finde en psykiater, jeg kan have tillid til. En som vil lytte og tage min egen, min psykologs, kæreste og mange andres fornemmelse alvorligt. Jeg ved godt, man ikke kan bestille en diagnose. Jeg har været kastebold, fået smidt et hav af diagnoser efter mig i de første 10 år, jeg brugte i psykiatrien. Dem jeg fik som 19 år, har jeg aldrig været enige i. Borderline og skizotypi. Jeg blev dopet med medicin, mit humør forandrede sig voldsomt og jeg fik diagnoserne i denne periode. Det var medicinens skyld, jeg blev vred, agressiv og opfarende, glad og ekstremt humør svingende.

ICD 11, den nye diagnose manual, er ved at blive implementeret i Danmark, i starten af 2022.  På den ene side er jeg modstander af diagnoser, for de siger ikke noget specifikt om mennesket og hvad du har været igennem. Jeg blev træt af diagnoser, der var alligevel ikke nogen, der passede på mig, som de var villige til at give mig. Når jeg fortalte om den præmature side af mig, var der ingen, der tog det alvorligt. 

Idag må jeg indrømme jeg gerne vil have CPTSD klistermærket. Det er måske tabu, at sige der er en diagnose, du gerne vil have, og ikke alle vil være enige med mig. Men jeg har brugt 10 år som kastebold. Haft så mange dårlige oplevelser i psykiatrien, socialskadet af min besværlige opvækst, født alt for tidligt/præmatur. At få ryddet op i mine diagnoser, ja ja de gamle bliver ikk fjernet, men de kan blive erstattet og parkeret i en fjern dyb kælder. Det vil være oprydning for mig. 

For mig vil det være en befrielse at få det rigtige klistermærke, der giver mening. En diagnose, der giver mening, der kan være med til at forklare det præmature, socialskade og traumer fra et langvarigt fangenskab i et psykiatrisk forløb og kontanthjælps system i Gladsaxe. Der er så meget genkendeligt i CPTSD. På den korrekte diagnosehylde vil jeg kunne lade mine skuldre falde ned og sige nemmere, “nå det er derfor, jeg er sådan”. Det har jeg forsøgt i lang tid at “bare” sige til mig selv, men jeg håber CPTSD diagnosen, vil kunne hjælpe mig med bedre at acceptere mig selv og mit liv. Jeg er her. Jeg er her. Jeg er her.

Servicehund

Jeg søger stadigt. Der er ikke ret meget nyt. Der er “hul” igennem på næste skridt… efter min gode sagsbehandler er kommet tilbage fra juleferie. Hun er vist ved at lægge sidste hånd på ansøgningen, sammen med min psykolog, inden at sagen endeligt bliver sendt til… “beslutningsfolkene i kommunen”… Jeg er i hvert fald glad for hende, der er min sagsbehandler, hun er på min (og min kærestes) side. Det er jo ikke ligefrem, fordi det er fis og ballade, at man søger om et hjælpemiddel paragraf 112, som en servicehund er, til 70.000 kr. En servicehund vil kunne forbedre mit velvære og livskvalitet og det vil også være godt for min kæreste. Jeg har tit dagdrømme om, at jeg med vuffer går i Jysk eller på planteskolen og kigger på yndelige blomster eller køber gardiner med hjem. Det er kun noget, jeg gør lidt med min kæreste.

Jeg søgte, som førnævnt, kontaktperson, fordi jeg var bange for, at kommunen ville have jeg skulle have en kontaktperson i stedet for en servicehund. Men det bragte så mange dårlige følelser frem, så jeg aflyste sagen.

Jeg har en skarp kommentar og frustartion om priser. Hvis en borger søger et hjælpemiddel til 70.000 kr. for ET fysisk problem, et hjælpemiddel, der kan løse ET problem, kan der godt gå KUN EN MÅNED, før det bliver bevilliget og hjælpemidlet bliver leveret. Hvis jeg fik en kontakt person i 3-4 måneder, 4 timer om ugen, ville det koste kommunen omkring 70.000 kr. En servicehund er på arbejde (den har selvfølgeligt også fri og skal have hyggetid som alm familiehund) mere eller mindre 24/7 og i bedste fald i måske over 10 år.

Jeg lider mere eller mindre 24/7. En servicehund kan afhjælpe mange flere problemer end ET. Den er der hele tiden. Den er ligeglad med penge og “målbare fremgang i borgers funktionsevne”. Jeg er allerede førtidspensionist, jeg har været igennem nok lort i mit liv. Min funktionsevner er meget lav.

HVORFOR SKAL DER VÆRE SÅ STOR FORSKEL PÅ FYSISKE OG PSYKISKE SAGSBEHANDLINGS TIDER?

 

Præmatur

Vil bare komme med en anbefaling af bogen Præmaturbogen. Jeg er træt nu og skal træne, så vil ikke skrive mere. Trykker bare udgiv indlæg.

 

Du kan læse mere på min egen blog og hjemmeside.

Om Forfatteren

Min rejse til forhåbentligt at få en servicehund. Jeg er 33 år, førtidspensionist, forfatter, præmatur (født i 30 uge, 1 kilo) complex PTSD, masser af traumer fra alkoholisk mor og dårlig psykiatrisk behandling. Mit forhold til min far er kompliceret, jeg har en dejlig kæreste og vi bor på landet i Guldborgsund kommune.

En kommentar

  1. Outsideren

    Tak for din blog.

    Her er det svært at forstå forskellen på komplekst PTSD og PTSD:

    https://www.pjkp.dk/behandling/angstlidelser/kompleks-ptsd/

    Her kan man sagtens forstå forskellen på komplekst PTSD og PTSD:
    https://psykologmajken.dk/c-ptsd/

    Håber at der kommer mere fokus på at gengive denne nye diagnose forståeligt, så kandidater til den har et håndgribeligt grundlag til at kunne vurdere, om det passer på dem frem for noget indforstået diagnosenørderi med kryptiske differential-diagnostiske dilemmaer forbeholdt højtuddannede psykiatere.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.