Helene blev i mødet med psykiatrien kastet ud på en eksistentiel livsrejse fra fællesskab til ensomhed til et nyt håb via sårbarheden, kunsten og historiens syngende rummelighed på højskolen

af Helene (pseudonym)
Foto: Unsplash.com 

Fællesskab handler for mig om at dele tiden sammen med andre mennesker. Det kan være, når jeg synger, læser, mediterer eller passer en have sammen med andre, eller når jeg er optaget af at give sårbarheden en plads i samfundsfællesskabet. Fællesskab handler for mig også om det, som er tavst og ikke formålsrettet, når vi som mennesker deler sorgen, dødens afsked og kærligheden. Eller når vi deler en skål chips og ser en film sammen.

Et fællesskab med de mange og de få
Engang var fællesskabet for mig et sted sammen med de mange andre. I dag er det blevet til et sted med de få og fortrolige. Men jeg savner stadig de mange. Jeg savner at dele noget af betydning med flere. Måske fordi jeg har fået tildelt en førtidspension og føler, at jeg står udenfor og ser på. Nogle gange med lange øjne efter det andet liv, som jeg ikke har. Jeg forestiller mig et liv med et arbejde at stå op til, hvor dagene er lagt i faste rammer, hvor der løses opgaver, og hvor der deles noget.

Og dog, står jeg ikke også op til noget? Og nogen? Har jeg ikke delt noget med andre i et fællesskab med en fælles tillid til, at livet nok skal give indhold og mening?

Et skoleliv i fællesskabets og sangens ånd
Jeg gik i skovbørnehave som barn. Det var et meget fællesskabsfunderet sted med bål, snobrød, huler, dyreliv, blæst og vind. Der var tid dengang med tålmodige, te-drikkende og strikkende pædagoger af begge køn. Jeg var stærkt knyttet til Kirsten og Nina, som på pædagogisk vis tog mig til sig med den rette omsorg og kærlighed, som et børnehavebarn har brug for.

Da jeg startede i skole, fandt jeg mening i fællesskabet omkring salmerne og højskolesangene. På min skole sang alle alderstrin og klasser, og nogle af lærerne kunne deltage, hvis de havde lyst. Jeg følte mig vellidt i skolen og nærede en glæde ved at være sammen med de andre, selvom jeg efterfølgende kan se, at jeg har lidt af voldsom angst i skoletimerne. En angst, der ikke havde med min skole eller mine klassekammerater at gøre, men som boede hult og langt inde i mig selv. Jeg begyndte tidligt i livet på en undgåelsesadfærd og flygtede ind i min egen verden og levede med frygtforestillinger.

Det trosmæssige var en del af mit skoleliv, og det gav mig en linje til verden og mine klassekammerater. En tro på det gode hos mig selv og de andre, og at det nok skulle gå. Udadtil var jeg social, udadvendt og glad.

Når drømmen om et arbejdsfællesskab brister
2010 skulle blive et skelsættende år i mit liv, da jeg her for første gang mødte det psykiatriske system. Jeg var 34 år. Min forståelse af et fælles liv sammen med andre ændrede pludseligt karakter fra den ene time til den næste. Sådan føltes det i hvert fald. På mange måder blev det også sådan i forhold til det praktiske, konkrete udfald af mit møde med behandlingspsykiatrien og et opslidende, udsigtsløst forløb i kommunernes jobcentre.

Tidligere samme år havde jeg pga. massiv arbejdsløshed forfulgt en drøm om at blive politibetjent. Jeg forestillede mig, at der her var et meningsfuldt arbejdsfællesskab, som handlede om at beskytte befolkningen, hjælpe nødlidende, eller jeg kunne få et kontorarbejde med min administrative baggrund. Enhver har sin drøm og sine forestillinger, og de humanistiske stillinger var stort set udslettede under finanskrisen i 2009, hvor jeg afsluttede mine universitetsstudier.

Samme år som jeg søgte ind ved politiet, blev jeg imidlertid indlagt på en psykiatrisk afdeling med en angstpsykose. Det var en kaotisk, fysisk og psykisk opslidende tid, hvor mange håb brast, og lagnerne på de psykiatriske afdelinger kunne billedligt talt vrides som gulvklude af al den gråd.

Siden da har fællesskabet på væsentlige områder ”rimet” på helt andre ord end de ord, jeg i første omgang havde lært at forstå fællesskabet med.

Eksistentielt er vi alle alene, vi skal herfra alene. Det ved jeg godt, og det er heller ikke sådan, at jeg tænker, at alle andre har det langt bedre end jeg i det store forkromede fællesskab, de måtte dele med andre.

Men for mig ændredes fællesskabsfølelsen efter de flere år i den psykiatriske behandling. På afgørende måde ændredes min position og rolle i samfundssystemet, eftersom jeg nu blev opfattet i tilknytning til en psykiatrisk diagnose. En optik jeg på mange måder ikke kan genkende mig selv i, hvilket ikke er ensbetydende med, at der ikke er problemer og udfordringer i min historie og i mit liv, som har ført til, at jeg er her, hvor jeg er i dag.

Fællesskabsløs i psykiatrien og fredløs i jobcentret
Som debuterende i det psykiatriske system entrerede jeg noget, der udefra mest af alt mindede mig om en fortidig arbejdslejr. Da min mor og jeg ankom, så vi måbende på det høje betonfarvede tårn med uret, der var gået i stå og som tårnede sig op foran os ved hovedindgangen til den psykiatriske afdeling i Brøndby.

Jeg var desperat efter forsamtalen. Jeg ville væk fra dette sted og undslippe det, jeg oplevede som en sugende tragt bag min ryg, der med alle mulige forviklinger, misforståelser og sprogbrug indlemmede mig i en verden, jeg til sidst måtte kapitulere overfor og lade mig underkaste. Imens et besynderligt, fordoblende behandlingssceneri udspillede sig de følgende år mellem hjælp, dominans, godhed, dumhed, menneskelige luner, unødvendigheder, støtte, hierarkiske relationer, ubehageligheder, praktisk hjælp og sprækker af tryghed og omsorg.

Jeg følte mig udenfor. Jeg blev en beskuer til mit eget og andres liv. Det fælles liv var en svunden tid, jeg så på siddende i kuglestolen med den frotterede, hvide hospitalsskjorte, imens personalets hverdag med familieliv, arbejde, fritid, festivaler og rejser blev en film, jeg kunne tænde og slukke for. For det blev nødvendigt at vide, at hele verden ikke var opløst i forstyrrelserne fra min barndom og det system, jeg nu var havnet i. Samtidig var det også følelsesmæssigt opslidende og fremmedgørende hele tiden at se og høre på andres sikkert ikke lykkelige liv, men dog alligevel et liv med fællesskab.

Det havde ikke altid set sådan ud i mit liv.

Ungdomsårene imellem frihed, fællesskab og brud
Fra jeg var 18 til ca. 27 år, var jeg en del af et fællesskab med en stærk fælles identitet indadtil og udadtil. Jeg lænede mig op ad dette identitetsfællesskab, der saligt omkransede mig og bød på en masse kærlighed, kreativitet, fester, arrangementer, debatter, teoretiske diskussioner, workshops og udflugter. For første gang følte jeg, at jeg hørte til et sted. Jeg kunne slappe af og var ikke udsat her. Jeg følte mig fri til at være til og var ung og lykkelig. Jeg oplevede friheden – glæden og rusen ved livet.

I en årrække satte jeg mig fri fra den lille fange, jeg havde været i familien. Jeg oplevede for første gang et følelsesliv, der var helt mit eget. Et følelsesliv jeg kunne dele med venner og kærester, hvor jeg ikke blev tyranniseret eller skulle gå på listefødder i frygten for næste angreb og hån. Men det buldrede i mig, og jeg lå med tilbagevendende, svære migræneanfald, opkast, og følelserne overvældede mig ofte.

Da jeg mistede min stærke mormor, som havde været min anden forælder og havde lært mig meget, jeg senere i livet skulle vende tilbage til, krakelerede formerne da også. Min rolle i ungdomsfællesskabet, som jeg havde elsket og betroet mit inderste til, aftog lige så langsomt. Jeg blev rådvild, bange og følte mig forvist og svigtet af de mennesker, jeg havde kendt. Til sidst trak jeg mig fra det hele og gik alene ind i en verden af bøger og specialestudier. Jeg afsluttede studierne, og så gik der ikke lang tid, før jeg bankede på psykiatriens hoveddør.

Fællesskabets frikvarter – stillestående vand
Med dødens konkrete indtog i mit liv, med ophøret af et livgivende fællesskab, som havde næret mig, og med en ensom specialeproces på universitetet, stod jeg snart i ukendt farvand. Her trådte fortidens dysfunktioner og fortrædeligheder tættere og tættere på. Jeg kunne ikke bære det. Jeg havde ikke den følelsesmæssige kapacitet til at håndtere, hvad som havde foregået og fortsat foregik af voldsomheder i dele af familierelationerne. Det trykkede for mit hoved, og jeg for sammen i panikanfald. Jeg begyndte at hallucinere og oplevede, at hele verden var ude efter mig og ville skade mig.

Udefra kan det måske se sådan ud, at jeg havde fornægtet og distraheret mig selv og min traumatiske fortid i familien i en larm af fælles aktiviteter sammen med andre. Men den tids fællesskab forbliver i erindringen som et trygt samvær og en glæde på trods, hvor jeg havde friheden til nysgerrigt at gå på opdagelse i mit unge liv. Jeg er taknemmelig for den tid ungdommens glans gav mig. Jeg følte mig oprigtig talt som en del af det fællesskab, men med den bagage, jeg havde med mig, var noget tungere og mere alvorligt ved at træde frem.

Med psykosen manifesterede mine længe ophobede, indre tilstande sig nu i mit ydre liv og prægede de sociale relationer, jeg faldt ind og ud af i min tid i psykiatrien. Mest har det været ensomt, og jeg har haft meget svært ved at finde et tilhørsforhold og fællesskab i de underprioriterede socialpsykiatriske sammenhænge efter udskrivelserne fra hospitalet.

Jeg oplevede, at fællesskabet lukkede ned for mig, da jeg først befandt mig i psykiatrien, og særligt da jeg røg ind i beskæftigelsesindustrien. Det var, som om min mentale og fysiske bevægelsesfrihed blev lagt i et jerngreb – verden lukkede sig omkring mig. Fællesskabet lagde ikke længere mærke til mig, og jeg følte mig ikke værdig som noget eller nogen. Der var ikke længere nogen at stole på og dele et fællesskab med.

Når fællesskabet har gjort ondt og bittersødt heles igen
Nogle år efter den første indlæggelse, tog jeg på et ugekursus på Testrup Højskole. Jeg havde ikke formuleret et bestemt formål med at tage på højskole.

Det var mest ønsket om at mærke lidt glæde og afslappethed sammen med andre mennesker, som trak i mig. Jeg ønskede at tilbringe en god og levende tid sammen med andre i en accept af hinandens tilstedeværelse. Måske også med en nysgerrighed på hinanden uden en frygt for social udstødelse, for på en højskole er der plads og rum til at være til.

Jeg oplevede på de efterfølgende højskoleophold, jeg tog på, at på en højskole går tingene på tværs af social baggrund og tid. Men fællesskabet stak også dybere i min egen historie og tradition, og jeg fandt igen glæden ved sangene, højskolebygningerne, de daglige rutiner, roen, langsommeligheden, maden, alvoren med en opmærksomhed på, hvorfor kunst, sårbarhed, historie og natur har noget meget væsentligt at sige for sådan en som mig, der søger en plads i fællesskabet igen.

Følelsen af fællesskab kan i dag vise sig for mig i blikket fra et andet menneske. Der er noget tavst hos mig selv, som jeg genkender hos den anden, selvom vi kan være nok så forskellige, og det nogle gange også kan være lidt svært at gå med. Der er noget basalt, vi gør sammen som mennesker i dagligdagen, når vi står op, laver mad, sover og rører ved hinanden. Der er noget familiært ved at være til som et menneske, og det giver mig en grundlæggende følelse af tryghed og fællesskab med andre.

Denne tekst er en del af vores nye trykte magasin om fællesskaber. Du finder hele magasinet lige her.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.