Søren Bækmark Bisper skaber kunst, hvor hvert billede er et snapshot af et liv gennem 25 år i psykiatrien. Outsideren har besøgt udstillingen ”Opbygning og nedbrydning” på Psykiatrisk Center Amager på Digevej

Af Louise Kristensen

Der står et stort sort flygel i indgangspartiet på Psykiatrisk Center Amager (PCA). Der hænger også et stort maleri med langhalsede fugle. Ellers ligner PCA de fleste andre grå betonbygninger i regionerne. Men PCA har flere farver at byde på. Også mere end de neonfarvede snapseglas med piller. Farverne viser sig på gangene, der strækker sig fra A1 til B2. Billedkunstner Søren Bækmark Bisper har leveret farverne på PCA i denne udstilling. Den viser et udsnit af Sørens kunstneriske produktion.

Udstillingen rummer malerier, stregtegninger på tekstil, fåreskind, pastelfarver og akrylmaling. Og fotos af opstillinger af dagligdagsting, der virker helt naturstridige. Mange af værkerne er skabt i husets eget værksted, RÅKUNST. Billedkunstner Peter Franceschi er drivkraften i RÅKUNST, og han har indrettet et atelier for patienterne. Her kan de arbejde med et stort udbud af materialer under deres indlæggelser. Resultatet af patienternes kunstneriske processer bliver udstillet hér på de lange gange. I dag holder Søren ’finissage’ – den dag, hvor udstillingen bliver taget ned.

Det er et ordspil over ordet ’fernissage’ – den dag, hvor man har reception for udstillingen. Det føles næsten lidt symbolsk. Udstillingens navn er ”Opbygning og nedbrydning.” Den viser et udsnit af Søren Bispers proces som kunstner, menneske og patient gennem 25 år. Nok bliver udstillingen pillet ned i dag – men det opbyggelige er stadig til stede i Søren Bispers kunst. Han giver en guidet tur gennem udstillingen og fortæller:

”Mange af billederne er skabt i en eller anden form for psykose. Det at være på et værksted og få lov til at skabe kunst i den tilstand, det er virkelig en overraskelse. Ikke kun for mig selv, også for andre. Hvad man kan præstere, hvad man kan lave. Det er essensen af det. Du kan vise, at du har positive sider og vinkler. Men det kræver, at nogen kan formidle materialer, at der er et værksted, hvor du kan få dine evner udlevet. Hvor du kan bruge dig selv. Måske er det bare en pen og et papir, hvor du kan skrive ti sætninger eller et haikudigt. Men hvis du ikke havde den pen eller nogen, der støttede dig i det, så havde du ikke fået det lavet. Så ville du sidde og ryge smøger, drikke kaffe, se fjernsyn, spise og sove. ”

Angreb på lærredet
Flere af Sørens værker på den ene gang er dynamiske stregtegninger på et silkeagtigt stof, der er monteret mellem to glasplader. Den kurvede streg er påført lærredet i én dynamisk bevægelse, som minder om den japanske kalligrafi-tradition, hvor kunstneren dvæler længe ved papiret, nogen gange i timevis, og lige pludselig går kunstneren til angreb på lærredet med penslen og tegner et kort sekund. Som om han angreb lærredet med et sværd. Stregfiguren er måske skabt i et enkelt strøg. Men det er dynamikken og koncentrationen, der giver billedet styrke. Sørens billeder kan næsten siges at være skabt på samme måde. Et koncentreret billede, der er udtryk for energi, som kommer af den livslange proces: At være bruger af psykiatrien. Der er helt klart en masse energi, der bliver forløst. Søren fortæller:

”Hvis jeg skal forklare det helt kort, så er jeg en meget spontan kunstner. I forhold til min lidelse så kaldes det skizoaffektiv. Og det med at reagere i affekt, det er også en måde at reagere umiddelbart på et materiale eller et produkt. I den her sammenhæng, så er det meget bestemte materialer, farver og værktøjer. Peter Franceschi introducerer mig for ting, han synes er interessante for mig. Det er meget lystbetonet og positivt – og på den måde er det meget opbyggeligt. Jeg kan noget, jeg vil noget, og jeg kan se, at jeg har gjort noget. For det meste bliver jeg positivt overrasket.” Det er en helende proces, fortæller Søren. Man bygger sig selv op, genskaber værdier, skaber nye billeder som er gode, sunde og konstruktive.

Nogle af kunstværkerne er store fotos sat sammen af flere prints i A3. Det er fotografier, som Søren har taget under indlæggelser her på Digevej. De forestiller objekter, som er stablet ovenpå hinanden. Nærmest på helt naturstridig måde. ”Hvorfor fanden er de ikke væltet,” spørger jeg.

Søren forklarer: ”Idéen var, at jeg stablede alle de her ting ovenpå hinanden, sukker, kopper, tomme cigaretpakker, emballage fra te, plastickrus, poser med tøj, mælkekartonener, et cetera. Det har noget med min sygdom at gøre, at jeg simpelthen har fået den idé, at det skal jeg gøre – og det lykkedes mig. Jeg lavede de her ting, og de kom op i en kolossal højde. Kan de overhovedet balancere? Men det kunne det! Og det synes jeg er mig, der konstruktivt prøver at opbygge noget på den lukkede.”

En stor collage af pap med akrylmaling og lammeskind er helt unik. Der er ingen værker som dét på udstillingen, og det indbyder til at røre ved det. På udstillinger må man sjældent røre ved værkerne, men det må man godt her.

”Der bliver holdt et spejl op”
Søren fortæller, at han både skaber kunst, når han er rask, og også når han er syg. Det er både opbyggeligt, konstruktivt og stimulerende. Men under en indlæggelse er det sociale også vigtigt. Og en medarbejder som er god at snakke med, som spørger interesseret ind til, hvordan man har det, hvad man har oplevet, hvad man har gået og lavet udenfor. ”Altså, hvor du kan genkende dig selv, hvor der bliver holdt et spejl op for dig selv,” siger Søren og fortsætter:

”Du ser dig selv, og du bruger dig selv. Det hjælper. Men tit bliver det bare passivitet, når du er indlagt. Man ryger smøger og ser fjernsyn. Eller ultimativt, hvor du bliver spændt fast til en seng, og du får så meget medicin, at du sover helt vildt. Det kalder jeg nedbrydning. Så er du fuldstændig nedbrudt. ”

”Kan man kalde det for ground zero?” spørger jeg.

”Ja, det er ground zero. Man kan sige man kommer ud af psykosen, manien og vildfarelsen og skal bygge sig selv op fra bunden. Men altså hold nu kæft, jeg har været indlagt gennem 25 år, hvor jeg nogle gange har været indlagt to eller tre måneder. Og jeg ved ikke, hvordan jeg har klaret det. Før tog jeg det bare som det kom, og så ud igen og lege videre.”

Undervejs har Søren lavet udstillinger bandt andet rejst, haft kærester og fået et barn. ”Jeg har oplevet de ting, jeg gerne vil her i livet,” siger Søren. ”De er kommet til mig i de livsfaser, jeg har været igennem.”

I dag var der en tilskuer på udstillingen, der fortalte, at han sagtens kunne genkende noget, Søren også formidler: Ensomheden og marginaliseringen. ”Det er en svær situation at være i,” fortæller Søren. ”Vi kender alle sammen til den der form for ensomhed, der er ikke nogen at spille bold op af. Jeg vil gerne fortælle, hvem jeg er.” Søren har fundet en balance, som har gjort ham klar til at komme ind i nye cirkler. For de menneskelige relationer giver også jordforbindelse. ”Man kan mærke sig selv!”, siger han og smiler. ”Jeg har ikke noget problem med at tale om mig selv. Tværtimod, jeg synes, det er pisse sjovt!”

”Der skal være vildskab”
Søren peger på et billede, som er en blanding af pastelkridt på papir – og en kaffeplet. Det er en måde at inddrage det umiddelbare og hverdagsagtige i kunstnerisk spontanitet.

Søren har været igennem en proces, hvor han er blevet skarpere og skarpere til at formidle sin måde at betragte psykiatrien, sin egen proces og sin kunst på. Det er tre sider af samme sag. ”Og jeg synes, at det er lykkedes mig at formidle,” fastslår han. De sidste to år har Søren arbejdet med billedkunst og installation på Maskine Maskine Amager (MMA), som er både værksted og værested – også kaldet ”de svært psykisk syges maskinisters egen recoverycentral.” Her kan man arbejde med maleri, grafik, tekstil og meget andet. Det har kanaliseret energi, evner og et blik, som har været meget positivt.

”Jeg er også blevet godt selskab for mig selv,” fortæller Søren. ”Det kvalificerer og skaber en bedre tilværelse for mig selv at have sociale kontakter, måske også at fortælle mere om mig selv og min sygdom, og det at være psykiatrisk patient. Det har sat kæmpe spor.” På MMA har der også været udstillet våben og løkker og selvmordsting, fortæller Søren og tilføjer, at der en selvmordsforsker, der har givet udtryk for, at man ikke bør udstille sådan noget.

At nogen kan blive lidt for inspireret og begå selvmord. ”Jeg synes, man skal give udtryk for det, man har,” siger Søren,” og det man rummer og tro på, at man bruger det til det bedste. Det kan være befriende, at der er én, der siger: Jeg har forsøgt at begå selvmord, og det har jeg vist gennem denne skulptur. Det vil sige, at du ikke er den eneste.”

”Og så føler man forstået?” spørger jeg.

”Det er nok det sidste, jeg vil sige. Kunst og kultur kan formidle, at du ikke er den eneste. Der er faktisk andre, der har tænkt og følt og udtryk det samme, som du har tænkt og følt. Og dermed bliver du forstået. Og det er grundpræmissen for mit liv. Hvis jeg bliver forstået, så bliver jeg glad, så bliver jeg lykkelig, og så har jeg et godt liv.”

Vi slutter fernissagen af med at drikke endnu et glas rød saft af den slags, man altid kan finde på rullebordene af metal rundt omkring på afdelingerne. Jeg er blevet særligt glad for et billede, der forestiller et ansigt i sort streg med blå og orange flader. Det ser ud som om, det kommer med et opråb. Det er insisterende og dansende. Sørens kunst VIL beskueren noget, og den TØR noget. ”Der skal være vildskab!” siger Søren Bisper.

Facebookgruppe med Sørens billeder:
https://www.facebook.com/groups/121034464769438

Læs mere om projektet RÅKUNST:
https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/Psykiatriske-centre/Psykiatrisk%20Center%20Amager/Om-centret/pca_projekt_raakunst/Sider/Baggrunden-for-projektet.aspx

Læs mere om Værekstedet MMA:
https://mmamager.dk

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.