Fra Tidsskriftet Outsideren nr. 70 / Af Holger Pedersen
Jeg kan jo ikke skrive.
Marie og jeg har fået en lille datter – Veronica, som vi i denne tid ser en gang om måneden. Jeg skrev for nogle måneder siden, her i bladet, at der ikke længere var kærlighed i Holger Pedersen, men det er der jo, i savnet.
Vi fik barnet fjernet allerede kort efter fødslen i 2005. Veronica blev født den 22. juli 2005. Det er den 22/7, så derfor fik hun mellemnavnet Pi. 22/7 er også pi. Veronica blev født lidt for tidligt og var meget lille af et barn at være. Veronica vejede kun 2200 g. Veronica mistede lidt vægt de første to dage, men er heldigvis kun vokset siden..
Veronica er i dag 4 år gammel. Veronica bor i en plejefamilie i Køge. Vi, Marie og jeg, ser hende en gang om måneden. Vi har tidligere set hende hver 14. dag, men det er blevet reduceret, fordi, Veronica bliver meget påvirket af samværene med os. Veronica kan godt være to dage om at fordøje et samvær med os.
Vi havde samvær med Veronica i går. Vi mødes i nogle samværslokaler, som kommunen stiller til rådighed i Roskilde. Vi har tidligere mødtes i Køge, i hendes vante omgivelser, men nu er det altså i nogle samværslokaler. Vi har overvåget samvær. Det betyder, at der sidder en samværskonsulent og kigger på os. Samværskonsulenten hjælper også med i form af forslag til aktiviteter, ligesom hun (næsten) kun skriver positive rapporter, om hvordan samværene er gået, til de besluttende.
I går stod jeg tidligt op. Det var samværsdag. Jeg havde besluttet, at Veronica skulle have blomster, fordi hun sidst vi havde samvær, havde været meget optaget af nogle playmobil-blomster. Jeg havde i forvejen sikret mig, at blomsterhandleren i Cermontgade havde åbent allerede kl. 9.00, så jeg stod i forretningen kl. 9,15. Købte der en lille buket og tog så hen i de nærliggende samværslokaler.
Samværslokalerne ligger på første sal og der er en lang gang igennem huset, med en dør i midten, hvorpå der står ”ingen adgang”, men vi ved jo, at vi har adgang en gang om måneden, så vi ignorerer skiltet og går ind af den lidt uvelkommende dør. Marie går først og da hun kommer ind af døren, løber Veronica hende i møde og vil give et knus, og Marie må ned på knæ for at modtage velkomsten. Så går Veronica hen og taler til plejemor. Marie har kalendergaver med, der ikke skal åbnes nu, men Veronica vil alligevel gerne se lidt på pakkerne.
Jeg siger så ind i lokalet, hvor plejemor og Veronica er, at jeg også har noget til Veronica, og så kommer hun ind i samværslokalet og ser mine blomster. Jeg beder om et knus, og vi knuser. Samværskonsulenten finder en vase frem og vi sætter blomsterne i den uden at tage papiret helt af.
Nu har disse samvær stået på i en del år og der er udviklet nogle forskellige traditioner om samværene. Vi starter gerne med at diskutere, om vi skal ud og gå en tur eller blive i lokalet. I går valgte vi at blive. Vi spiser så lidt brød omkring det høje bord. Det er vist indført for min skyld, da jeg ikke plejer at have spist i forvejen. Veronica har altid spist i forvejen og er normalt ikke sulten. Så hun spiser kun symbolsk.
Under måltidet snakker vi om, hvad vi skal lave, og Veronica siger hun vil lege med biler. Jeg får spist min sædvanlige mængde og skynder mig at hjælpe Veronica med at fremskaffe tæppet med de indtegnede veje og togbaner, som man kan lege med biler på. Veronica bærer tæppet hen, hvor det kan ligge og vi får det ud på gulvet.
Jeg finder kurven med biler frem og vi starter hurtigt med at få to af de små til at støde ind i hinanden og far Holger siger: ”Bum”. Veronica finder en traktor, som kan køre selv. Vi snakker om legetøjet og Veronica taler fint med.
Måske jeg ikke skal gå i detaljer, men vi taler ikke så meget. Veronica koncentrerer sig fint om legen og taler om bilerne en for en. Jeg fortæller, hvad jeg mener de forskellige biler hedder og Veronica protesterer over min definition af en mini. Legetøjs – minien er større end de helt små biler, så hverken jeg eller hun har ret.
Efter en lille halv time kan vi ikke længere lege med biler og samværskonsulenten finder på, at Marie skal læse højt for Veronica. Samværskonsulenten finder Askepot frem og jeg forholder mig passivt, mens Marie med klar røst, og med Veronica ved siden af sig i sofaen, læser højt af bogen.
Veronica siger: ”Stakkels Askepot”, så hun er fint med.
Efter læsningen, som også fik mig opdateret, vil Veronica lege med komfuret. Vi leger madlavning og lejligheden har siden sidst fået nye legetøjsgryder og pander i metal, så legen er meget realistisk. Veronica giver sig god tid til at lave maden, inden hun serverer. Rigtig mad kommer også ind i legen, men vi finder ud af at modtage og smaske så meget som muligt ved tanken om pommesfritter og pizza i plastic.
Jeg ved ikke, hvad det er jeg vil med denne tekst, men hver detalje fylder mig i denne tid bagefter.
Det er meget intenst, sådan at være med sit barn i 1½ time, og jeg er meget flov over ikke at kunne forstå, hvad Veronica fortæller mig, da samværskonsulenten lige er gået udenfor lokalet.
Vi opnåede noget i går, nemlig at døren ind til det lokale, vi befinder os i, var lukket under samværet. Det plejer at være sådan, at Veronica kan søge ind til sin plejemor, hele tiden igennem den åbne dør, men i går var døren lukket.
Samværet afsluttes ved at samværskonsulenten siger til Veronica, at nu skal hun til at slutte og så giver jeg Veronica sin jakke på. Marie får et knus og jeg får et knus. Veronica går ind til plejemor og vi glemmer næsten blomsterne, så vigtige var de ikke, og jeg hører mig selv sige: ”farvel”. Gør stadig ondt.
Marie og jeg taler længe med samværskonsulenten om hvordan det er gået, og der er ingen sure miner. Vi bevæger os ud i Roskilde og tager op på en incafé og sidder bare og evaluerer og savner.
Veronica savner jeg stadig. Det gør jeg ikke bare to dage, men hele tiden i det hoved, som de ikke vil frigive.
Kærlig hilsen Holger
Roskilde d. 18. november 2009