Sanne Rasmussen og Dy Knudsen har mødt Teater Grob på Nørrebro, som lige nu er aktuel med stykket DEFEKT, der handler om at omfavne og leve med mørket.
Af Sanne Rasmussen
En skarp grøn farve blander sig med sort. Det er mit første indtryk af Teater Grob på Nørrebro. Jeg tænker på noget råt, nede på jorden og intimt. Ude foran står jeg og venter på Dy, som er med som fotograf og med-interviewer. Pludselig åbnes døren, og jeg bliver mødt af et venligt ansigt og ordene: ”Hej, er du fra Outsideren?” Det er kommunikationsmedarbejder på teatret Ida Maria, som byder mig velkommen. Vi er blevet inviteret ud til en snak med folkene bag det aktuelle stykke DEFEKT.
Der kan gå år imellem, at jeg vover mig ud på egen hånd til kulturelle arrangementer, så jeg bliver lettet, da Dy træder ind af døren. Nu er vi to, og jeg føler mig mindre vaklende og usikker indeni. Andre prøvepublikummer ankommer, og Ida Maria giver os en kort introduktion til stykket. Jeg deler den lette boblende stemning af forventningsglæde og spændthed, som breder sig i foyeren. Men for mit vedkommende også en smule uro og ubehag. Stykkets handling er barsk.
Mørket og tabu
Ellen bliver i 1956 anbragt på kvindeanstalten på Sprogø grundet ”letfærdig og løsagtig opførsel”. I dag vil man kalde det psykisk sygdom. Pga. dette mærkat får hun tvangsfjernet sin datter. Det bliver startskuddet på en stor smerte, der som ringe i vandet breder sig ned gennem de efterfølgende generationer og deres pårørende. Vi følger således tre generationer af kvinder og deres pårørende i fire forskellige tider og tidsrum, helt frem til 2020.
Instruktøren Petrea Søe vil gerne gøre op med tabuerne angående psykisk sygdom i vores samfund:
”Det vi arbejder med i stykket er, at mørket findes i vores liv. Sårbarheden, sygdommen, afgrunden findes, og man bliver ikke lykkeligere af at tro, at den ikke er der eller af at prøve at få den til at forsvinde. Så det er egentligt et spørgsmål om, hvor tæt vi tør at være på den. Hvad kan vi som samfund rumme af mørke?”
Så sker det. Vi bliver ført ind i den lille huleagtige teatersal sammen med de andre, der skal overvære prøven. Sætter os på plads på stolerækkerne. Prøverne er allerede i gang. Petrea Søe fortæller, at de i dag arbejder med de fysiske udtryk til stykket. Derfor er der også en koreograf tilstede, nemlig Poul Laursen. En stemning af stor koncentration og fokus fylder teaterrummet. De involverede i processen udstråler ro og overskud. Instruktørens lap-top sender blød sørgmodig elektronisk musik ud i rummet som akkompagnement til nogle af prøverne.
Selvmordsforsøg
Det er lige på og hårdt, da Petrea Søe indleder en scene med at sige: ”Der har lige været et selvmordsforsøg”. Vi som publikum er nu vidner til øvelsen af scenen.
Fra de røde bløde stolerækker ses en sort firkantet scene, der hælder på skrå. Et træ står på scenen. Scenen er drysset til med kunstige snefnug. På scenen står fem kvinder. På gulvet ved scenen ses et pilleglas. En barnevogn står anbragt til højre for scenen ud mod væggen. Der drysses mere sne på scenen. De fem kvinder begynder nu at glide rundt i sneen på scenen, mens de griber fat om hinandens hænder. To af kvinderne ruller rundt i sneen i tæt omfavnelse. Til sidst glider alle kvinderne på samme tid og i takt ned af den skrå scene i sneen.
Jeg tænker, at de følger den samme vej ned i mørket – symboliseret ved den skrå scene som afgrund. Pilleglasset på gulvet virker for mig som et stærkt symbol på smerte, afmagt og selvmordsforsøg. Alle der har erfaring med selvmordstanker eller selvmordsforsøg kan nok sætte sig ind i, at et pilleglas sætter visse erindringer eller tanker i gang, og dermed føles dette uskyldige pilleglas som teaterrekvisit ikke så uskyldigt længere.
Kædereaktion af svigt og konsekvens
Udover scenen om selvmordsforsøg rammer flere af dagens sceneøvelser én hårdt i mellemgulvet. Den scene, der griber mig mest under prøverne, er scenen, hvor Ellens datter bliver taget fra hende.
Ellen siger: ”Du må ikke tage hende”. Kvinden, der bærer barnet bort, svarer, at Ellen vil få datteren tilbage, når hun har fået mad. De andre kvinder falder om på scenen. Ellen går hen af scenen som en zombie, og en kvinde griber fat om hendes ene ben. De resterende kvinder hægter sig én efter én på denne menneskeskabte kæde af smerte og svigt. Ellen går tungt og slæbende. Hun ligner en kvinde, der bærer på et åg af tung skæbne.
Ligeledes repræsenterer denne menneskelige kæde ét liv, der aldrig står alene, men vikler sig ind i fremtidige generationers liv. Ellen kravler ind under scenen og slæber samtidig de fremtidige generationer af kvinder og deres pårørende efter sig med ind i mørket eller afgrunden.
Skuespiller og én af idékvinderne bag stykket, Kathrine Høj Andersen, som spiller Ellen, fortæller om scenen:
”Træet på scenen har rødder, som kan symbolisere slægten. Ellen trækker et slimspor efter sig som en snegl, som de andre ufrivilligt bliver en del af. Man arver hinandens svigt. Ellen har fået frataget sit barn, så hun har ikke været der. Hun har ikke været mor. Det svigt har gjort noget ved den næste generation, som så ikke har kunnet finde ud af at være en ordentlig mor. Svigtet forplanter sig i generationer”.
”Ellen trækker et slimspor efter sig som en snegl, som de andre ufrivilligt bliver en del af. Man arver hinandens svigt.”
Kroppens sprog overfor ordenes
Under den åbne prøve bliver jeg indtaget af skuespillernes udtryksfulde kropssprog og af, at kroppens sprog får lov at fylde så meget. Kroppen har meget at skulle have sagt her på scenen i forhold til ude i den ”virkelige” verden, hvor ordene dominerer. Kathrine Høj Andersen øver i et godt stykke tid, hvordan hun bedst kan illustrere, hvorledes Ellen falder udover kanten, ned i afgrundens mørke.
”Det skal ikke være elegant på nogen måde,” kommenterer koreografen. Og nej, et fald udover kanten er sjældent kønt, så Kathrine øver flere gange faldets realisme. Det ser til tider drabeligt ud. En kvinde bag mig på tilskuerrækkerne gyser: ”Åh nej”. Hun er bange for skuespillerens ve og vel. Skuespilleren skal lade sig falde ned fra scenen. På gulvet ligger flere madrasser, der skal afbøde hendes fald. Kathrine udbryder:”Hvis man skal falde, vil man gerne have så mange madrasser som muligt”.
At zoome så detaljeret ind på faldets natur får også flere til at fnise blandt publikum. Måske pga. absurditeten i øvelsen. I virkelighedens verden er der jo sjældent mulighed for at øve sig i at falde udover kanten i trygge rammer som her i teatret. Og da slet ikke ned på bløde madrasser.
Scenografi og at zoome ind på detaljerne
Personligt er jeg fascineret af tankerne bag de valg, kunstnere gør sig i forhold til slutproduktet. Derfor har det været meget spændende at få lov til at overvære denne åbne prøve på forestillingen. Ofte er tankeprocesserne mindst lige så dragende som det endelige resultat, i dette tilfælde et teaterstykke. Overvejelser, refleksioner. At zoome ind på detaljerne og tankerne i et værk.
Petrea Søe viser os en lille model af scenen og fortæller, at det er Lisbeth Burian, der står bag scenografien. Vi hører om tankerne bag scenografien:
”Scenen er en afgrund,” forklarer Petrea Søe og fortsætter: ”De her menneskers omstændighed er, at livet ikke er lige op og ned. Alting er forbundet med en afgrund eller et fald ud i ingenting. Og det kan man glædes ved, og det kan man have en angst for, men det er en del af deres liv, og det er det, vi har lavet i scenografien.”
”Scenen skal også forestille øen Sprogø, vi ville gerne have haft vand i hele rummet, men det kunne ikke lade sig gøre,” fortæller hun videre.
Defekte gener
Kvinder som Ellen blev anbragt på anstalter som den, der lå på Sprogø, og de fik frataget retten til at få børn. Enten tvangssteriliserede man dem, eller også tvangsfjernede man deres børn. Kvinderne passede ikke ind i forhold til datidens samfundsnormer. Samfundet mente derfor, at det var bedst, at deres gener ikke blev videreført, idet de blev anset for værende defekte.
Den anden idékvinde bag stykket, skuespiller Solvej Kyung-Sook Christiansen, fortæller:
”I den tid blev der lavet en racehygiejnisk lov, som også var en del af det at anbringe kvinderne på Sprogø. Fordi man mente, at de ikke havde egnede gener til at formere sig. I dag gør vi også noget af det samme som dengang. F.eks. i forbindelse med 3-måneders scanningen, som også er i den bedste hensigt. Der sorterer vi også fra,” fortæller hun, og Kathrine Høj Andersen tilføjer: ”Nu kan man faktisk tidligt i scanninger se, om man har ADHD. Det er jo et dilemma, for hvad må man sortere fra, og hvornår er man egnet til at have et liv? Det er et stort spørgsmål”.
Skræmmende fremtid
Manuskriptet til DEFEKT er skrevet af Julie Maj Jakobsen. Solvej og Kathrine fortæller, at stykket er inspireret af professor Birgit Kirkebæks bog om de anbragte kvinder på Sprogø, ”Letfærdig og løsagtig.”
I bogen forudser Birgit Kirkebæk, at vi i fremtiden vil se medlidenhedsdrab som en forlængelse af fostersortering.
Solvej uddyber: ”Selv om vi har scanninger, så er der jo nogen, som ”slipper igennem”, hvor man ikke har kunnet se det i prøverne. Der er f.eks. nogle, der bliver skadet under fødslen, f.eks. hjerneskadet”. Så vil man i fremtiden sige, at det her er ikke et værdigt liv for dem, så er det bedre, at de dør, selv om de er blevet født. Og det er jo også en måde at udsondre og ensrette mere og mere i forhold til, hvem vi synes, der har lov og ret til at leve og overleve”.
Kathrine fortæller videre: ”I bogen om de anbragte kvinder på Sprogø står der, at anstalten blev anlagt i den bedste hensigt. Man har virkelig villet gøre det bedste for de her piger, og der er ingen grund til at tro, at vi er bedre i vores tid – og det var dét, vi syntes var det spændende. At nu når vi kigger tilbage, så tænker vi, at det var vanvittigt, fordi de blev steriliserede, og de fik tvangsfjernet deres børn. Men hvad vil vi synes er vanvittigt om 30 år af det, vi gør i dag”?
Ja, hvad vil vi synes er vanvittigt om 30 år?
Jeg kommer i tanke om en artikel, jeg læste i Information for nylig: ”Med tvangsadoption mister børn og forældre retten til hinanden” af socialrådgiver Puk Sabber. Den handler om udsatte forældre, som her i vores samtid får tvangsfjernet deres børn af kommunen. Hun skriver bl.a.:
”Det er sørgeligt, særligt når man tænker på alle de sager, hvor børn netop ikke er blevet fjernet fra hjem med misbrug, overgreb og vold. Ofte har de selv bedt kommunen om hjælp, men de dømmes ude ud fra fastsatte normer om, hvad det vil sige at være en god forælder. Er man f.eks. en god mor, hvis man er blind? Eller hvis man har muskelsvind? Oven i købet fik kommunerne i 2015 et nyt redskab: Tvangsadoption”.
Og hun skriver videre:”Hvis handicappede, socialt udsatte, fattige og sårbare omsorgspersoner ikke må have retten til at beholde deres barn, hvorfor så overhovedet give dem retten til at føde? Mange kender bortadoptionerne fra 1960’erne – lad det ikke gentage sig”.
Forestillingen DEFEKT stiller spørgsmålet om, hvorvidt vores nutid er mere human end fortiden.
I vores tid deporterer vi ikke folk ud på en ø. Men vores samtid har stadig svært ved at rumme det anderledes.
Det, jeg tager med mig efter denne oplevelse, er vigtigheden i at turde insistere på at omfavne mørket og bryde tabuet omkring psykisk sygdom og dét at være anderledes. Som Petrea Søe siger:
”Det anderledes vil altid være der i alle generationer. Man kan ikke indfange det og sige, nå! Så har vi styr på dét! Der opstår altid noget nyt”.
Læs mere om forestillingen og bestil billetter her:
http://www.grob.dk/forestilling/defekt/