4/9 – 2017 var dagen jeg havde set frem til i en måneds tid med en blanding af frygt og forventning. Jeg var blevet bevilget ophold på Recovery – højskolen beliggende på Ubberup højskole. Her skulle jeg mødes med mennesker jeg ikke kendte. Ville jeg kunne kapere det tætte, sociale samvær med disse mennesker. Jeg vidste det ikke. Jeg troede faktisk ikke på det. Men frygten blev hurtigt gjort til skamme.
Vi havde intro i gymnastiksalen, hvor vi igennem leg og opgaver blev rystet sammen. Alle var lidt beklemte ved situationen, men viceforstanderen på Ubberup førte os på kort tid tættere sammen. Og det skulle vise sig, at vi igennem ugen blev endnu tættere. Vi var 19 kursister, så var der 3 tutorer som vi mødtes med hver dag i tutorgrupperne og en tutorassistent. Totovholdere og en underviser fra psykinfo og viceforstanderen samt en lærer fra Ubberup højskole bandt det sammen ved vores morgensamling hver morgen.
I løbet af ugen hørte vi oplæg fra andre sindslidende, heriblandt, to af vores tutorer, som fortalte om hvordan de på forskellig vis havde vendt den negative spiral det nemt kan blive, når man er ramt af psykisk sygdom. Hvordan en igennem løb havde formået at smide medicinen og i stedet bruge sin løbetræning som medicin og nu arbejdede som idrætsmedarbejder i socialpsykiatrien og desuden havde tabt sig rigtig meget. En anden der havde været patient i psykiatrien i mange år, havde prøvet en del antidepressivt og havde taget det fast men nu kun tog det når hun kunne mærke at hun dykkede. Og en tredje brugte musikken. Det var tankevækkende oplæg vi hørte. Og det var ikke kun disse tre. Tirsdag og onsdag var der nogle der foldede sig ud malerværkstedet og de kom med nogle flotte og kreative malerier. Andre af os var på fortælkeværkstedet. Her lagde vi ud med små øvelser som var grænsebrydende. Ja, hos mig hedder det grænsebrydende og ikke grænseoverskridende efter opholdet derude (og når jeg husker det). Desuden havde vi små interviews af hinanden og personlige fortællinger på tapetet. Det var utroligt at opleve hvor hurtigt vi blev fortrolige med hinanden. Ikke kunne på holdet her men også ( og i særdeleshed) i vores tutorgrupper, hvor vi i min gruppe alle følte at vi kunne sig hvad der faldt os ind, et trygt forum.
Vi havde også oplæg om motion og aktivitet. Det var spændende og læreren fra Ubberup der stod for det, var energisk og medrivende og man fik lidt en øjenåbner.
jeg fik undervejs reflekteret over tingene og jeg voksede. Herunder kommer nogle af de tanker jeg gjorde mig:
Står her i gården på Ubberup højskole sammen med alle de skønne mennesker jeg har tilbragt ugen med. Vi skulle tænde en fakkel imens vi enten sagde farvel til noget i vores liv eller goddag til noget nyt. Da jeg tænder min fakkel og gør det fordi jeg omsider føler at jeg nu, næsten 3 år efter Stigs død, kan sige oprigtigt Ja til livet, siger en af mine vidunderlige medkursister: og den ved siden af tænder du for Stig. ❤❤❤ Stig vil altid være i mit hjerte. Nu tør jeg atter møde livet.
Og det andet billede er mig der er foreviget med mit Ja til livet og mindet om Stig der er foreviget.
Sidder her på mit værelse på Ubberup højskole. Har haft en rolig aften for mig. Været lidt på Instagram, facebook og set lidt TV2 play. Her til sidst ville jeg så spille candy Crush jelly. Har spillet det rigtig meget og brugt det til afstressning. Og dog…for indtil for blot små 14 dage siden kunne jeg godt lade mig irritere over de baner der tager dage at komme igennem…de svære og super-svære især. Indtil jeg en dag pludselig tænkte anderledes. At en dag, når kombinationen af brikker og hjælpebrikker var rigtig så ville det lykkes. Her til aften tænker jeg så, at hvis jeg nu tænker sådan om min fremtid (implicit når jeg kommer hjem på fredag), at de delmål der er mod en større drøm eller et større mål vil lykkes den dag, jeg har opnået de rigtige kompetencer, f.eks ved at jeg har de rigtige mennesker omkring mig til at vejlede og hjælpe mig til at få redskaberne til at udvikle disse kompetencer. Disse mennesker, redskaber og kompetencer er “brikkerne” i mit liv. Efterhånden som de rigtige kombinationer dukker op i mit liv, vil jeg opnå mine delmål, mål og drømme. Det kan tage tid, endog lang tid, men en dag vil det lykkes. Det ved jeg og det giver mig ro i sindet.
Jeg føler at de 2 1/2 døgn på Ubberup der er ved at være gået har givet mig mulighed for at tænke anderledes, gjort at jeg tør tænke anderledes. Det at jeg drager paralleller imellem candy Crush jelly og mit liv føler jeg fungerer, fordi jeg kan relatere til candy Crush jelly på en måde der gør at det ikke er skræmmende at bruge tankegangen udi livet.
Jeg ved ikke om det giver mening, men jeg er så glad for at denne recovery -højskole er opstået. Opholdet har givet mig så meget med i rygsækken. Jeg ville ønske at flere kommuner i region Sjælland fik øjnene op for, at man som borger og kursist kan få rigtig meget ud af sådan et ophold.