I Region Sjælland har sygehusene nu stiftet bekendtskab med den omtalte, og udskældte Sundhedsplatform. En masse klik på en mus, enormt meget dokumentation og et IT system som ikke rigtig er designet til det danske sundhedsvæsen.
Jeg synes efterhånden at jeg har læst en del artikler hvor der bliver beskrevet at Sundhedsplatformen, tager tiden fra den menneskelige kontakt mellem behandler og patient. Min første tanke var egentlig at det er som man prioriterer, men jeg har måtte æde mine ord igen!
I forrige ude havde jeg en aftale med min primærbehandler i Distriktspsykiatrien, og jeg havde egentlig regnet med at det skulle være en samtale som vi plejede. Normalt snakker vi om medicin, somatiske udfordringer, hverdagsproblematikker med de ting jeg nu kæmper med osv. Men lige netop denne dag skulle vise sig at blive en time lang snak med en computer.
Der skulle laves en ny behandlingsplan, hvilket jo skal gøres, men jeg har aldrig i mit liv siddet så længe foran en computer for at lave en behandlingsplan.
Mens Karin bladrede rundt i alverdens papirer med koder og numre, tussede jeg rundt på hendes kontor og pillede lidt ved de ting hun havde stående. Min hånd røg vidst også en tur i bøtten med slik, men Karin sad optaget foran computeren at hun ikke registrerede at jeg ledte efter de bedste lakridser.
Da hun langt om længe var kommet ind i systemet, rykkede jeg en stol hen ved siden af hende. Jeg tænkte at den behandlingsplan var lavet i en snæver vending, men jeg blev i den grad klogere.
Nu er Karin ikke den hurtigste på et tastatur, men det selv hvis jeg havde skrevet tingene ind så var vi ikke blevet færdige meget før. Det ene vindue på skærmen blev klar, men for at finde de rette oplysninger skulle hun ind i et andet vindue, for så at skulle over i et tredje, for til sidst at skrive det ind i det første. Hun blev ved med at klikke rundt med musen og jeg kunne se at en blodåre fra hendes hånd og op ad armen bare blev større og større. Da jeg spurgte hende hvad det var, fortalte hun at det var kommet efter at de havde startet op med Sundhedsplatformen. Det var ikke den første jeg hørte det fra, men den første hvor jeg så det i situationen. Mens Karin sad og sejlede rundt på skærmen snakkede jeg om ergonomiske mus, som jo burde være en selvfølge. Men jeg er ikke sikker på at Karin har hørt ret meget af det jeg sagde til hende.
Jeg blev mere og mere rastløs af at sidde og glo på computerskærmen, så jeg pillede lidt mere rundt i Karins bøger og kuglepenne. Jeg snakkede om en masse ting som jeg slet ikke tror hun hørte, ikke at de var særlig relevante for behandlingsplanen, men der var bare ikke den kontakt jeg kunne have ønsket mig. Heldigvis var det ikke en dag hvor behovet for snak var kæmpe stort, men jeg følte alligevel at jeg sad og snakkede til ingenting. Jeg er der i mit liv hvor jeg på ingen måder tager det personligt, og jeg ved at hvis jeg virkelig havde haft behov for at snakke om noget, så kunne behandlingsplanen have ventet, men oplevelsen var virkelig bemærkelsesværdig.
Jeg har rimelig styr på mit liv, mine problematikker, medicin osv. men jeg ved at andre er langt mere sårbare og måske ikke har kræfterne eller modet til at sige ”Hey, jeg har siddet og snakket med en computer den sidste time, jeg har altså brug for noget menneskelig kontakt!”.
Vi lever i et digitaliseret samfund hvilket jo er meget godt, men vi må heller ikke gå hen og blive så digitaliserede at vi går på kompromis og på bekostning af mennesker.
Jeg kan godt forstå hvis behandlere er frustreret over Sundhedsplatformen, for deres arbejde handler om mennesker – ikke IT systemer. Sundhedsplatformen har sikkert mange gode egenskaber, og det skal måske også læres at blive brugt rigtigt men lige nu bliver det med mennesker som prisen.
Hvis jeg havde siddet til samtale med Karin, eller rettere Sundhedsplatformen, for fem år siden så var jeg nok gået derfra med en følelse af, at der ikke blev lyttet til mig. At jeg endnu engang bare var et nummer i rækken, og måske ville jeg også miste modet lidt for hvorfor skulle jeg snakke med nogen som sidder og glor ind i en computer?
Jeg tror de fleste hader, når man har en samtale med andre og de så sidder med hovedet nede i deres mobiltelefon med et spil Candy Crush eller Snapchat, det er så pisse upersonligt. Hvis vi skal til at være på samme måde i psykiatrien, så er det virkelig et tilbageskridt og relationsarbejde bliver nok bare en minimal del af arbejdet!