For nogen har vinteren været lang og forfærdelig. Tror de fleste har set frem til foråret hvor blomsterne begynder at springe ud og solens stråler kærtegner ens kind. Måske glæder de sig til at bruge tid i haven mens andre glæder sig til shorts og en lækker tank-top.
Foråret bringer for de fleste en glæde med sig, en lettelse over at vinterens tunge dyne langsomt forsvinder og bliver erstattet af smukke farver og fuglenes høje pippen.
Bare ikke mig.
“Solen rammer mig som en lussing lige i fjæset. Lydende får mit hjerte til at banke løs. Alle menneskene får min angst til at gå amok. Jeg trækker solbrillerne ned over mine øjne, jeg skubber ørepropperne godt ind i ørene, jeg hiver kasketten ned over ansigtet og forsøger at finde en indre ro men det er ikke muligt – det ved jeg godt”
Foråret kommer snigende og jeg mærker hvordan jeg langsomt får det dårligere og dårligere.
Jeg mærker hurtigt hvordan mit sind, mit indre bliver belastet af alle de indtryk som foråret bringer med sig.
Jeg gemmer mig bag solbrillerne og forsøger at dæmpe lydende med ørepropper eller musik som er skruet godt op. Jeg har intet skjold, intet filter som sørger for at jeg kan overleve foråret uden skrammer. Alle indtryk kommer buldrende og allerede efter 5 minutter i solen, bliver jeg udmattet og træt.
Jeg kan ikke sortere i alle indtrykkene, min hjerne koger over og efterlader mig som et stort rod.
Lydende af fuglenes kvidren, solens varme stråler, træerne der får grønne blade, alle de mennesker der kravler frem fra deres skjul – ja alt det er med til at drukne mig, sådan føles det hvert fald når jeg står midt i det hele. Jeg føler at jeg falder, jeg føler at jeg drukner og heldigvis bliver jeg grebet af de mennesker der er omkring mig som kender til det hæslige som foråret bringer med sig når den banker på min dør.
Jeg bliver oftest indlagt i løbet af foråret og sommeren.
Jeg går nemlig oftest i stykker og jeg kan ikke selv samle stykkerne sammen og sætte dem på plads, det har jeg brug for hjælp til.
Jeg går i en slags dvale når foråret kommer. Jeg gemmer mig væk under tykke trøjer og en hue som er trukket godt ned, det er et slags forsvar også selvom varmen kan virke kvælende og forfærdelig. Jeg er god til at gemme mig væk, gemme mig i min lejlighed, rulle gardinet ned så solens stråler ikke også virker overvældende her. Jeg ville allerhelst blive i min lejlighed hele foråret og sommeren men jeg bliver tvunget udenfor selvom det gør ondt helt inde i hjertet. De siger at jeg ikke kan gemme mig væk for evigt men at jeg skal komme ud af isolationen og ensomheden selvom det er forfærdeligt.
Jeg nyder ikke foråret og sommeren som de fleste, jeg ber faktisk til at det hurtigt er overstået så jeg kan krybe frem fra mit skjul.
Jeg hader forandringer og dét at vejret og årstiden skifter, giver mig et indre kaos som kan være virkelig ubehageligt.
Jeg nyder ikke det grønne græs under mine fødder, jeg nyder ikke solen og jeg nyder bestemt ikke foråret.
Hvis jeg kunne vælge så var der ikke et forår eller en sommer men jeg ved at de fleste nyder det imens jeg forsøger at komme igennem det.