Nu er jeg endnu en gang blevet kaldt for ustabil.. Jeg er så uendelig træt af det, ja jeg er ustabil, i den forstand at jeg har en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse.
Jeg kæmper hver dag en kamp, hen mod stabilitet. Jeg propper min krop med piller, piller jeg hader, som gør mig tyk og ked af det. Jeg tager dem hver dag uden at tøve. Jeg har gennemgået årevis af terapi, med formålet at gøre mig stabil. Jeg sigter efter en høj uddannelse og satser efter en “normal” hverdag. Jeg prøver altid mit bedste, men får alligevel kastet i hoved at jeg er ustabil.
Det bliver sjældent anderkendt at jeg er syg og ikke bare utilregnelig. Jeg bliver tit beskyldt for bare at være doven eller uopdragen. Jeg får også tit af vide at jeg bruger min sygdom som undskyldning. Undskyldning for at være sensitiv eller for at folk skulle få ondt af mig, Jeg ville med glæde bytte alt sympati, hjælpemidler og ligneden for at være normal.
Når jeg så tænker at jeg måske ikke er syg og prøver at leve “normalt”, sætte mål og være ambitiøs, bliver jeg skudt ned med at jeg jo er syg og derfor ikke kan leve op til disse mål.