Først og fremmest vil jeg gerne præsentere mig selv, da dette er mit første indlæg.
Jeg er en ung kvinde på 27 år, med diagnosen paranoid skizofreni. Jeg har haft denne sygdom, siden jeg var 10 år gammel og fik stillet diagnosen for ca. 4 år siden.
For en uge siden, var jeg til jobsamtale ved drømme jobbet men fik samme dag den nedslående besked om, at jeg ikke fik det. De valgte at gå med en anden, trods de var enige om at jeg ville have været god til jobbet.
Så nu står jeg tilbage med tanken – Hvad nu?
Jeg ved sådan set godt, hvad nu. Jeg skal udarbejde en liste over steder, jeg vil i arbejdsprøvning, så jeg kan arbejde videre hen mod et flexjob.
Nu sidder du sikkert og tænker, “havde du ikke lige søgt arbejde?” Og jo, det havde jeg. Men det var så smart, at jeg kunne få min arbejdsprøvning lavet, så jobbet ville være prøvningen. Så ville jeg have fået både i pose og sæk, så at sige.
Det hele virker dog uoverskueligt lige nu, da det jeg gerne vil, ikke er nemt at finde praktikker indenfor.
Men jeg har dog lært, at finde de positive sider af alle begivenheder og tage en dag af gangen. Men stadig trænger tanken “Hvad så nu?” Sig på gang på gang.
Fremtiden ser pludselig ikke så lys ud, jeg mangler direction og ved ikke, hvor jeg skal hen nu.
Forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, som føler sig håbløs bagud i forhold til venner og familie. Når jeg kigger på dem og hvad de har opnået, både arbejdsmæssigt og privat, er jeg håbløst bagud.
Dette job, kunne have rettet lidt op på det, men er nu tilbage ved start. Det er en hård tanke.
MEN, jeg har mine erfaringer og min kampgejst. Skal huske at bruge dette.
Jeg må finde de ting jeg er god til og huske på, at jeg ikke er.. uduelig, ved at huske på disse.
Jeg må støtte mig op ad mit netværk, for at sikre, at jeg falder ned i afgrunden.
Billedet er fra pixabay