Hvordan kan vi tackle, når de helt store livsdrømme ikke kan realiseres? Når skibet er sejlet uden os. Hvordan kan vi acceptere, at vi må sige farvel til de drømme, som ikke blev, for at kunne skabe plads til nye drømme og nye muligheder? Og måske kan vi stadig beholde essensen af nogle drømme, hvis vi omskriver dem til et format, som bedre passer til de vilkår vi har med os.
Af Anja Hallsson
Efterhånden som tiden går, og vi er blevet forandret af livet og livets storme, finder mange af os pludselig os selv et sted, hvor vores livslange drømme virker håbløst udenfor rækkevidde, som et skib der har forladt havnen uden os, og aldrig vender tilbage igen. Det kan opleves som et enormt tab og en stor sorg. Vi sørger over at have mistet noget vi aldrig har haft. Sådan ser det måske ud. Men vi sørger i bund og grund over tabet af noget vi i den grad har haft; muligheden for, at drømmen kunne blive til virkelighed. Ofte linker vi vores drømme og opnåelsen af dem med vores identitet og vores værd, og i nogle tilfælde for vores grund til at leve og kæmpe videre. At være tvunget af omstændigheder til at acceptere, eller affinde os med, at vores chance for at opnå vores drømme har passeret og er væk permanent, at omstændighederne ikke længere bærer muligheden for at de kan realiseres, kan være en af de sværeste og hårdeste ting at acceptere.
Drømme ser forskellige ud
En livsdrøm kan være at skabe sin egen familie, med børn, en kærlig partner og et lykkeligt hjem. Det kan også være at turnere verden som musiker, og inspirere mennesker over hele kloden. Eller at leve livet som rejsende uden fast base, en nomade som arbejder og lever “on-the-go”, mens man oplever forskellige lande og kulturer, fri som fuglen. Det kan være en højere uddannelse og karriere, eller finansiel uafhængighed. Men for andre er det langt mere grundlæggende og fundamentale drømme. For dem, som har svære vilkår i livet, som konstant møder modstand og begrænsninger, som kæmper med psykiske eller fysiske udfordringer, kan drømmene se helt anderledes ud. Det kan være at skaffe og holde et fast arbejde eller sit eget sted at bo. At kunne klare sig selvstændigt og være uafhængig af myndighedernes hjælp. For andre igen, kan det være drømmen om helbredelse eller blot et nogenlunde stabilt helbred.
Når drømme og identitet smelter sammen
Drømmene varierer ligeså meget, som mennesker gør. Sorgen over tabet af muligheden og håbet for at realisere dem er dog af samme støbning. Når mange af os finder en del af vores identitet i vores drømme, eller sågar vores håb om tryghed og stabilitet, eller mentalt skaber en fremtidig version af os selv, ud fra at opnå drømmen, så føler vi i bund og grund, at vi ikke kun mister drømmen og det fremtidig liv med den, vi mister også en stor del af os selv.
På samme måde som vi drager vores identitet fra vores fortid og personlige historie, drager vi den også fra vores drømme og vores ønskeversion af os selv i fremtiden. Men oftest vil der være en stor konflikt imellem de to. Fortiden maler ét billlede af os, fremtiden et andet. Så vi ender med at føle, at vi er splittet i et slags limbo, et ingenmandsland mellem fortid og fremtid. Men måske er det også i dette limbo, at muligheden for at skabe en ny historie ligger. Måske er det lige her, at vi kan arbejde på, at omformulere vores drømme, så de passer til vores liv lige nu.
Nogle drømme kan omskrives
Som de fleste andre har jeg også store livsdrømme. Nogle af dem har ændret sig igennem årene, nogle er forsvundet helt, mens nye er kommet til. Men der er enkelte, som stadig er her, på trods af at jeg ved, at skibet for længst har forladt havnen. Det jeg kan gøre nu, er at prøve at identificere kernen af, hvad den drøm består af. Og nogle gange er man nødsaget til, at ændre og omformulere markant, så man stadig kan fange en del af essensen af drømmen. En af mine helt store er, at kunne rejse frit og opleve verden. Den har altid været der, og vil det nok altid. Men jeg er også nødt til at erkende, og acceptere, at vilkårene ikke er til det. Jeg har psykiske og praktiske begrænsninger, som ikke gør det muligt. Jeg holder stadig en plads til den. For hvem kender fremtiden? Men her og nu ved jeg, at det jeg i bund og grund ønsker er, at komme ud og opleve nye steder og få friske indtryk. Jeg kan ikke rejse verden rundt som backpacker nu, og der er heller ikke udsigter til det indenfor den nærmeste årrække. Men essensen af det kan jeg stadig opfylde. Mit nærområde er fuld af steder, jeg ikke har været endnu. Her er gode vandreruter, og muligheder for dagsture. Dette kan opfylde den helt basale kerne, af min store drøm. Oplevelser og variation, og en følelse af større frihed. Jeg kan omformulere min drøm, så mit limbo bliver til et sted, hvor der er plads til at skrive en ny historie.
Jeg er heller ikke blevet en berømt billedkunstner, fotograf eller forfatter. Men essensen af det, kan jeg stadig arbejde med. Jeg kan skrive, tegne og male, når overskuddet er der. Og selvom hele verden ikke ser og læser det, jeg skaber, selvom det ikke giver indtægt, selvom det er betinget af hvor meget eller lidt overskud jeg har, så giver det stadig en stor glæde for mig. Og måske er der et par enkelte derude, som kan få noget positivt ud af at se eller læse de ting jeg skaber og skriver. Jeg har omformuleret min drøm, så jeg stadig kan have essensen af den i mit liv.
At sige farvel til drømme, så vi kan velkomme nye muligheder
Men jeg har også livsdrømme, som ikke kan omformuleres, hvor ikke engang essensen af den kan blive opfyldt. At stifte familie, at kunne tage en videregående uddannelse, og arbejde på fuld tid, som jeg ofte føler, har været forventet af mig. I lange perioder kan jeg slet ikke arbejde. Det er så svært, at være tvunget til at acceptere, at nogle drømme ikke kan blive. Særligt, når det er drømme af den mere basale karakter, som uddannelse, job, helbred og familiestiftelse. Jeg tror på, at det er vigtigt at give sig selv tid og lov til, at vinke farvel til skibet, og til at sørge over, at mulighed er sejlet afsted uden os. For hvis blikket konstant er rettet mod skibet i horisonten, så kan vi ikke fokusere på at skabe nye drømme og finde nye muligheder her, hvor vi er nu.
For mig har det været vigtigt, at kunne tale om de tabte drømme. Både for at kunne komme frem til en accept, og for bedre at kunne blive bevidst om, hvad der giver mening for mig at fokusere på i stedet. Men jeg er nødt til, at slippe fokus på skibet i horisonten, før jeg kan give min fulde opmærksomhed til at skrive en ny historie. Det kan føles som en uoverkommelig opgave, at se muligheder i begrænsningerne, at finde tro på, at man kan skabe og finde gode ting, midt i hverdags-kampen af psykiske udfordringer og begrænset overskud. Men det er muligt, med tid, omsorg og tålmodighed overfor sig selv. Samtidig gør jeg hvad jeg kan for, at huske mig selv på, at ingen kender fremtiden. Ingen ved, hvad der åbner sig af døre, nye muligheder og måske nye behandlinger. Måske kommer der nye drømme med tiden, som er skabt efter min nye histore, og som der kan blive rum for, når skibet i horisonten ikke længere tager al pladsen. Når jeg har givet mig selv lov til at sørge, og til at vinke farvel, på en måde, som er rigtig for mig.
Mit værd ligger ikke i præstationer
Måske vigtigst af alt, gør jeg hvad jeg kan for at lytte til dem, som minder mig om, at mit værd ikke ligger i mine præstationer, i hvad jeg opnår, eller om jeg følger den “almindelige og forventede opskrift”, som samfundet har skabt. Vi er ikke sat i verden på betingelse af, at vi skal udrette og opnå X, Y eller Z for, at kunne få lov til at være her. Det glemmer vi nogle gange.
Jeg arbejder på, at sige farvel til de skibe, som er sejlet uden mig. Og ved dem, som stadig driver rundt ved havnen, spørger jeg mig selv, hvordan jeg kan fange kernen af de drømme? Hvordan jeg kan få en lille tur på skibet, måske bare engang imellem? Hvad er essensen af drømmen? Hvordan kan jeg forsøge, at indarbejde den i min hverdag, med de omstændigheder jeg har?
Og hvem ved, hvilke nye skibe, der dukker op og lægger til havn. For ingen kender dagen i morgen. Nogle ting kan vi ikke ændre på. Vi kan kun gøre det vi kan, samtidig med, at vi holder åbent og nysgerrigt øje med horisonten.