Og hvis du rammes af en depression, fordi du ikke kan leve op til dette krav, er det din egen skyld. Omtrent sådan lyder konklusionen i en ph.d. afhandling, som netop er offentliggjort. Forfatteren Mikkel Krause Frantzen har i sin afhandling Going nowhere, slow – scenes of depression in contemporary literature and culture undersøgt, hvordan depression skildres i kunsten. Afhandlingen omfatter bl.a. række værker af David Foster Wallace, den britisk/italienske kunstnerduo Claire Fontaine og Lars von Triers Melancholia. Ifølge forskeren bruges depressionserfaringen i disse værker til at stille en form for samtidsdiagnose. “Det moderne samfund installerer en form for ’lykkepåbud’ i sine borgerne, fordi kapitalistisk produktion og jagten efter profit forudsætter sunde og raske medborgere, der står op om morgenen og passer deres arbejde. Men hovedpersonerne i de værker, han analyserer i sin ph.d., kan ikke leve op til normen om at være lykkelig”.
I “Melancolia” er den depressive hovedperson Justine (spillet af Kirsten Dunst) kilde til forargelse. Hendes søster siger: “Be happy, please”. Hun kan ikke klare, at Justine med sin deprimerede fremtoning “ødelægger” den bryllupsfest, de er til.
I en artikel i Universitetsavisen siger Krause Frantzen:
»Værkerne har det til fælles, at de gør op med samfundets krav om det lykkelige, normale liv. Det er et krav, som man bliver mødt med, så snart man lander i Kastrup Lufthavn, hvor en Carlsberg-reklame proklamerer: ‘Welcome to the worlds’ happiest nation’. Og Coca-cola siger: ‘Choose happiness’, nærmest som om lykken var et valg. Der er et stort fokus på, at man selv har ansvar for sin egen lykke. Alle de pågældende værker stiller spørgsmålstegn ved den personliggørelse af depressionsfænomenet, som ledsages af en endeløs ansvarliggørelse af individet.«
Jeg synes, at det er en spændende synsvinkel, der fremlægges her, og for mig at se burde samfundet (politikerne og virksomhedlederne) fx gøre det langt nemmere at gå på nedsat tid. Det giver også mening i en tid, hvor der jo reelt ikke er arbejde til os alle. Vi er ikke maskiner. Aldrig har så mange fyldt sig med piller for at komme igennem dagen, og hver fjerde af os har angst. Præstationssamfundet er simpelthen ikke indrettet på mennesker af kød og blod, som psykologernes formand Eva Secher Mathiasen siger. Jeg tror, at lykke forudsætter et afbalanceret liv. Et liv, hvor der er tid til andet end at arbejde. Jeg glemmer aldrig konklusionen i en rapport fra et hospice, som jeg læste engang. Sygeplejerskerne havde spurgt de døende, hvad de havde fortrudt mest: Ar vi satsede mere på arbejde end på familien og vennerne, lød svaret.
For dem, der er så svært ramt af depression, at det kræver behandling, ser det sort ud i en tid, hvor der nedlægges psykiatriske sengepladser på stribe, og hvor der en et halvt års ventetid hos psykiatere. Hvis afhandlingens konklusion holder vand, og det altså er samfundets uopfyldelige krav, der gør os syge, burde politikerne påtage sig ansvaret og oprette langt flere pladser, hvor patienterne tilbydes en tilstrækkelig og ordentlig behandling.
Du kan læse den tankevækkende artikel her: https://uniavisen.dk/be-happy-please/