Outsiderens 10 gode råd ved indlæggelse

Her er 10 gode råd vi har samlet, som kan være nyttige ved indlæggelse. Du har mulighed for at skrive dine kommentarer til dem, og vi vil løbende samle op på dem. Det er kun råd og det kan være du synes der mangler noget vigtigt.

1. Inddrag dine pårørende så tidligt som muligt.
Vær sikker på at de ved hvor du er, hvilken medicin du får og hvem der er din læge.
Forebyg og undgå fejlbehandling. Undersøg din medicin på fx www.medicin.dk (det tidligere lægemiddelkataloget), og vær opmærksom på eventuelle allergier og om medicinen er relevant for din diagnose.

2. Lær om din lidelse.
Spørg din psykiater, læs bøger, gå på biblioteket og internettet eller brug Psykiatrifondens telefonrådgivning på telefon 3925 2525.
Undersøgelser viser at den slags indsigt hjælper, også selvom man føler sig magtesløs her og nu.
Hvis du føler du har behov for personlig rådgivning, er der din socialrådgiver og forskellige støtteorganisationer. Nogle af dem er: Sind, LAP, Bedre psykiatri, Angst- og depressionsforeningen.

Klik her for flere links til relevante steder at henvende sig

Er du bosat i Københavns Kommune, kan du henvende dig til:
Støtte- og kontaktcenteret Linnésgade 24, på tlf: 3314 9841

Det kan være du har ret til en støtte- kontaktperson, uanset hvor du bor.

3. Du skal klage, hvis du mener at du bliver behandlet forkert.
Du kan klage til patientklagenævnet på www.pkn.dk / telefon 3338 9500.
Hvis der har været anvendt tvang overfor dig skal du ifølge loven have tilknyttet en patientrådgiver.

4. Medicinsk behandling bør opfølges af andre behandlingstilbud.
Fortæl din psykiater hvis du har brug for at tale med en psykolog. Der er mange forskellige former for terapi, spørg omkring dig og find den der passer dig bedst og bliv ved med at bede om den, også selvom du først får et afslag.

5. Tag ansvar.
Det kan også være ansvarligt at erkende at man ikke har styr på sig selv, og overlade ansvaret til andre for en tid.
Undgå at overlade mere ansvar til andre end højst nødvendigt – deltag så meget du kan.

6. Ingen har lov til at ydmyge dig, blot fordi du er blevet syg.
Find dig ikke i nedladende bemærkninger eller umyndiggørende behandling fra nogen.

7. Krop og sind er forbundne.
Det hjælper at spise sundt og få motion. Kom ud i fri luft hver dag, find de ting der er rigtige for dig, både indendørs og udendørs.

8. Tilgiv dig selv.
Nogle gange sker sygdom bare.
Uanset hvor svært det kan være at leve med ting man har gjort under indflydelse af sin sygdom, gælder det om at få det bedre så hurtigt som muligt.
Lad ikke fortiden bestemme over dig.

9. Hvis du skal have ny medicin, vær sikker på at have en plan for udfasning af den gamle.
Vær forberedt på at du kan få det midlertidigt værre under medicin-omlægningen. Sørg for at have noget PN medicin til omlægningsperioden, fx Truxal eller Rivotril.
Gør personalet opmærksom på at du kan have behov for ekstra støttende behandling i en periode.

10. Sørg for regelmæssige lægesamtaler, så du kan følge med i din egen behandling.
Derudover er det op til dig selv, hvor meget du vil bruge personalet der hvor du er. Nogle patienter har et stort behov for at tale med nogen, men føl dig ikke forpligtiget til at sige mere end du har lyst til.
Husk, at i forhold til personalet spiller personlig kemi altid ind, og hvis du føler du ikke bliver forstået, kan det være fordi du taler med den forkerte.

Der er ikke copyright på denne side / 2008