Kommunerne overhører hospitalerne:
Når et barn sendes videre til kommunen fra en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, peger hospitalet på hvilken form for hjælp de mener, er den rigtige for barnet. Socialforvaltningen i kommunerne kalder disse planer forkromede og sammensat på måder der ikke kan lade sig gøre. Familierne oplever en indsats der svinger så meget at det er foruroligende.
Fra Tidsskriftet Outsideren nr 55 / Af Klavs Serup Rasmussen og Dorthe Raffenberg
“Hvis du har tænkt dig at få psykiske problemer, skal du tænke godt over hvor du bosætter dig.”
Det råd giver Thorstein Theilgaard. Han er generalsekretær i Landsforeningen BEDRE PSYKIATRI som er en pårørendeforening til psykisk syge. Medlemmerne er fordelt ud over hele landet og fortæller historierne videre om deres oplevelser af psykiatrien og kommunernes varetagelse af deres ansvar. Det er en fortælling om meget store forskelle.
– Det er næsten sådan at i én del af en bygning er der en kommune som faktisk er god og i den anden ende er det katastrofalt. Det er ikke tilfredsstillende og heller ikke særlig betryggende, at vi har en psykiatri med så forskellige kvalitetsniveauer, siger Thorstein Theilgaard.
Pårørende til psykisk syge børn har sjældent overskud til at sætte sig ind i lovgivningen omkring barnets og familiens rettigheder samtidig med at barnet har det akut dårligt. Familierne er derfor ufrivilligt afhængige af deres sagsbehandler og dermed kommunens vilje til at hjælpe. Det stiller familierne svagt.
– Vi ser for eksempel den værste form for kassetænkning, når en kommune har tænkt baglæns og sagt at der i nærværende budgetår er plads til 30 børn med problemer. Men hvad hvis man er nummer 31, spørger Thorstein Theilgaard.
Det er på de børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger at psykiatere, psykologer og andre specialister vurderer om der er grundlag for at give barnet en diagnose. Det grundlæggende princip er at man skal have en diagnose for at få hjælp. På Lokalcenter Bispebjerg beskriver chefen for børne- og familieteamet, Flemming Kragh, hvordan hans afdeling arbejder når et barn får stillet en diagnose indenfor det psykiatriske spektrum.
– Når barnet ikke længere skal være i hospitalsregi, peger hospitalssystemet på de hjælpeforanstaltninger de mener skal til for at støtte barnet videre. Og så begynder forhandlingerne. Mellem os, hospitalet og forældrene. For mange gange sætter hospitalet en stor forkromet plan op som er meget omkostningskrævende og måske sat sammen af elementer der slet ikke kan sættes sammen. Vi er nødt til at forhandle med hospitalet omkring alternativer til den store plan, for de fremsætter altid kun én plan og det er den forkromede, siger Flemming Kragh.
På den børne- og ungdomspsykiatriske afdeling på Glostrup Amtssygehus samarbejder man med alle kommunerne i Københavns Amt. Man oplever også her at der er forskellige ressourcer i de forskellige kommuner, men det er den enkelte kommune der bestemmer i sidste ende. Speciallæge og afdelingsleder Hanne Børner er godt klar over at hospitalets planer kaldes forkromede, men hun er ikke enig.
– Vi prøver at tage hensyn til den mindst indgribende behandling. Vi prøver også at tænke samfundsmæssigt, og du kan være sikker på at der er et sigte med det vi foreslår. Vi synes selv vi er rimelig fornuftige, men vi kan godt blive uenige med kommunerne, siger Hanne Børner.
Frem med receptblokken
Fremskridt på det medicinske område har bidraget til at man hurtigere kan hjælpe visse grupper af børn med psykiske sygdomme og psykiske lidelser. Man giver psykofarmaka til psykotiske og skizofrene børn, og siden 80’erne har man i Danmark tilbudt Ritalin til børn med ADHD. Udviklingen af de såkaldte lykkepiller hjælper børn med depressioner eller tvangshandlinger. I hospitalssystemet understreger man at udviklingen af den pædagogiske indsats har været lige så vigtig. I en god, nutidig behandling skal pædagogik og information fylde lige så meget som medicin.
På Lokalcenter Bispebjerg er worst-case scenario at barnet har det så dårligt at det ikke udskrives fra den psykiatriske afdeling, men indlægges på et døgnafsnit. Det betyder adskillelse fra forældre og dagligdagen. Heldigvis kan den situation for det meste undgås, og ofte ender forhandlingerne med hospitalet med, at barnet skal have en form for dagbehandling kombineret med medicin. Københavns Kommune har kun begrænsede tilbud til børn med psykiske lidelser, og der er især pres på undervisningstilbuddene, så ofte er resultatet at kommunen skal ud og finansiere private løsninger.
I Landsforeningen BEDRE PSYKIATRI frygter Thorstein Theilgaard, at problemet med mangelen på pædagogiske tilbud løses med receptblokken.
– Selvom meget af behandlingen er god, frygter vi at det store pres på børne- og ungdomspsykiatrien, sammen med et begrænset antal pladser i de kommunale tilbud, har været medvirkende til at antallet af børn på lykkepiller er voldsomt stigende. Jeg kan ikke dokumentere det, men jeg er bekymret over det. Det er jo ikke vitaminpiller, vel, siger Thorstein Theilgaard.
Både Hanne Børner fra Glostrup Amtssygehus og Flemming Kragh fra socialforvaltningen i Bispebjerg er dog fuldstændigt overbeviste om, at der er vandtætte skodder mellem behandling og økonomi når det handler om ordineringen af medicin. Det ville være en uacceptabel situation, mener Hanne Børner, og selvom Flemming Kragh godt kan forstå at nogen tænker sådan, forsikrer han at det ikke er sådan det foregår.
Børnepsykiateren Gideon Zlotnik peger på en anden egenskab ved den medicin der er tilgængelig i dag. At når man har en god behandling, som med lykkepiller eller Ritalin, er der også en tendens til at give behandlingen til flere.
Brændte broerne til psykologen
Alexander er en dreng på 11 år som er diagnosticeret med ADHD. Fordi hans taleproblemer var kendt siden han var 3½ år gammel, er han kommet i en af Nyboder Skole’s taleklasser. Det er en specialskole for 0. til 5. klasse med seks til otte børn i hver klasse. Med Ritalin-behandlingen er hans talesprog blevet bedre og koncentrationsproblemerne mindre. Han går nu i 4. klasse.
Vi sidder ved spisebordet hjemme hos ham, imens Alexander går ud i køkkenet for at spise. Da Ritalin er et amfetamin-lignende stof, kan han først mærke sult når virkningen af medicinen aftager. Det skal dagligdagen indrettes efter. Morgenmaden er kæmpestor, men madpakken til frokost får oftest lov til, at blive i skoletasken. Hans mor Ann-Beth holder øje med at han ikke spiser al aftensmaden før resten af familien, imens hun fortæller om mødet med hospitalet og kommunen da der skulle lægges en plan for Alexander:
– Jeg brændte nogle broer i forhold til psykologerne på Bispebjerg. Der var en der mente at Alexander var en sinke, det viste hendes tests. Heldigvis havde vi en skolepsykolog med, der gik ind og underkendte hendes observationer. Han havde testet Alexander som normalbegavet. Min mand og jeg havde på forhånd undersøgt disse tests og forberedt os grundigt, så jeg valgte at betvivle om hun var dygtig nok, hvilket man selvfølgelig skal være meget bevidst om at gøre. Men vi kunne se at hun kun havde testet en del af Alexanders færdigheder, siger Ann-Beth.
Ann-Beth er sikker på, at hvis Alexander ikke havde haft forældre, der var veluddannede og i stand til at sætte sig ind i selv kompliceret materiale, ville han være endt på en helt anden slags skole, hvor der aldrig var blevet støttet op omkring ham. Den slags børn skal holdes på tæerne ellers udvikler de sig trægt, har hun erfaret. Hun har også erfaret at det at have et barn med en psykisk lidelse, hurtigt kan få social slagside for hele familien. Ann-Beth er aktiv i ADHD-foreningen, og der er mange medlemmer, hvor forløbet med et barn resulterer i skilsmisse mellem forældrene. Ægteskaberne kan ikke holde til den kamp det er at få hverdagen til at fungere.
En undersøgelse i 2003, redigeret af Niels Ploug fra Socialforskningsinstituttet, beskriver psykiske problemer i familien som det belastningsforhold, der medfører den største risiko for at familien samlet set må beskrives som socialt belastet.
Socialt udsatte familier står svagt
Har barnet ikke ressourcestærke forældre, bliver familien ved med at være afhængig af deres sagsbehandler i hele forløbet, også efter den akutte periode. Lovgivningen på området er så kompliceret, at ADHD-foreningen underviser deres medlemmer i mødet med kommunerne.
– Det er nødvendigt fordi ADHD er dette usynlige handikap, hvor mange kommuner afviser at gå ind og hjælpe. Der er ikke meget hjælp i det hele taget, hvis man ikke har is i maven og ved hvad man taler om, når man henvender sig til socialforvaltningen, siger Ann-Beth.
Hun har valgt selv at føre Alexanders sag. Det betyder, at hun i kontakten med socialforvaltningen og andre myndigheder, for eksempel i forbindelse med en ansøgning om fysioterapi til Alexander, selv indhenter alle relevante erklæringer og oplysninger. Så er det kun for sagsbehandleren at tage stilling til om støtten skal bevilliges.
Ann-Beth mener at det store problem er, at støtten ikke er opsøgende. Det betyder, at den enkelte familie selv skal finde ud af hvad den har brug for og om den kan søge om det, og det stiller familien svagt.
– Hvordan skal det lykkes for en ufaglært enlig mor med et dårligt netværk? spørger Ann-Beth.
På Bispebjerg Lokalcenter har Flemming Kragh ikke oplevet forældre, der uddanner sig i at tale barnets sag. Han påpeger at det er et lokalområde med mange socialt dårligt stillede, og det præger i vid udstrækning centerets opgaver.
Der er mange flere psykisk syge forældre end i resten af landet, og man ved fra forskning på området at disse familier skal følges tæt. Hanne Børner er som børnepsykiater også meget bevidst om de sociale forhold og dermed den sociale arvs betydning i den enkelte familie.
– Hvis et barn har psykisk syge forældre eller vokser op under usle sociale forhold, er der en højere risiko for at barnet selv får en psykisk lidelse, siger Hanne Børner.
I sidste ende er det den enkelte kommune der bestemmer hvilken indsats der er mulig. Derfor er der store forskelle landet rundt, og derfor vil nogle familier opleve det, som Thorstein Theilgaard kalder en indsats der hverken er betryggende eller tilfredsstillende.
Når et barn forlader et hospital med en psykiatrisk diagnose, vil der komme en lang række forhandlinger som nogle familier er bedre rustet til at deltage i end andre. Og der vil være forhandlinger som familierne slet ikke kan deltage i. At alle myndigheder godt ved, at hospitalernes planer anses for forkromede og stort set umulige, tyder på en kultur hvor man har indset at man må tilbyde noget andet end den bedste behandling. Det er trods alt anvisninger fra faguddannet personale, der forsøger at hjælpe børn med psykiske lidelser, man vælger at se bort fra.
To relevante foreninger – der er flere andre: