Først lidt baggrund: Københavns Universitets rektor, Ralf Hemmingsen, blev uddannet som speciallæge i psykiatri i 1983 – i øvrigt samme år som det hvide snit blev lagt på hylden. Fra 1997 til år 2000 var Ralf Hemmingsen endda formand for Dansk Selskab for Biologisk Psykiatri. Alt i alt har Ralf Hemmingsen mere end 27 års professionel erfaring i at skelne mellem normal og unormal adfærd, og ifølge sit CV burde han endda være rigtig god til det.
Fra tidsskriftet Outsideren nr. 78 / Kommentar af Klavs Serup Rasmussen, ansv. redaktør
Derfor vækker det til eftertanke, at hele Milena Penkowa affæren på Københavns Universitet overhovedet kunne opstå. For om noget har Milena Penkowa tilsyneladende – anskuet ud fra almindelig sund fornuft – en skrue eller måske to løs. Og alligevel har ikke engang en bitte lille advarselslampe blinket i rektor Ralf Hemmingsens professionelle sind i de mange år, hvor han førte Penkowa op på toppen af det videnskabelige parnas.
Og det er måske det virkelig interessante i denne sag.
For hvad er det så egentlig en topprofessionel psykiater kan?
Ralf Hemmingsen har som dekan for det Sundhedsvidenskabelige Fakultet været Milena Penkowas arbejdsgiver siden 2003. Det var her, hun forskede og her de første anklager om fusk begyndte at dukke op. De to kender altså hinanden rigtig godt, og alligevel tog det syv år, før Ralf Hemmingsen modstræbende begyndte at forholde sig kritisk til Milena Penkowa.
Men hvad nu, hvis rammen havde været en anden? Hvad nu, hvis Ralf havde mødt Milena Penkowa i en psykiatrisk modtagelse? Hvis det var her, hun talte om forbløffende videnskabelige opdagelser, om døde familiemedlemmer der alligevel ikke er døde, om at hun selv ville bestemme, hvad lægen skulle skrive i journalen (Milena Penkowa har tilsyneladende, og med Ralfs viden, selv forfattet indstillingen af sig selv til EliteForsk-prisen på 1.1 millioner kroner).
Det siges, at alt afhænger af øjnene, der ser. Måske ville det være mere rigtigt at sige, at alt afhænger af, hvad øjnene tror, de ser.
Det er ikke svært at forestille sig, at når rammen for to menneskers møde er universitetet, forskning, seriøsitet og faglig anerkendelse, at så er det vanskeligt at tænke i baner, der handler om sindssygdom. Og omvendt, at det under andre forhold er meget nemt at tænke i psykisk sygdom.
Rodet på Københavns Universitet er derfor en spændende omgang ballade, og Ralf Hemmingsens manglende indgriben rejser spørgsmålet om, hvor anderledes psykiatrien er – for eksempel i forhold til et termometer, der altid måler det samme, uanset omstændighederne.
Der er nemlig det særlige ved psykiatriske diagnoser, at de ikke handler om årsager, men om hvad mennesker siger og gør. Opfører man sig tilpas mærkeligt, kan man få en psykiatrisk diagnose. Og psykiatrien er dermed en fagdisciplin, der handler om, hvordan vi mennesker opfatter hinanden. At kalde det videnskab, er én måde at anskue det psykiatriske system på. En mere jordnær tilgang, vil være at anse psykiatrien som noget der er bygget på erfaring og dømmekraft.
Der er selvfølgelig rigtig mange dygtige psykiatere, hvis veludviklede dømmekraft er med til at hjælpe mange mennesker ud af dybe kriser, endda samtidig med at behandlingssystemet er stort set slidt ned. Psykiatrien kommer egentlig først for alvor på tynd is, når den glemmer at forholde sig til sine egne begrænsninger. Udtrykket “opgivet af alle“betyder for eksempel ikke, at en patient har et uløseligt problem – det er der ingen, der ved noget om. Det betyder kun, at psykiaterne ikke har den fjerneste idé om, hvad de skal stille op med patienten.
”Hvad nu, hvis rammen havde været en anden? Hvad nu, hvis Ralf Hemmingesen havde mødt Milena Penkowa i en psykiatrisk modtagelse?”
Måske er sagen med Milena Penkowa bare en udslag af den gamle diskussion om, hvor svært det er at skelne mellem galskab og genialitet. Og måske har Milena Penkowa bare været eminent dygtig til at anvende sin kvindelige charme.
Uanset hvad – set herfra er rektor Ralf Hemmingsens birolle i denne sag det rigtigt interessante. Han har tydeligvis ikke været særlig vant til, at der stilles spørgsmålstegn ved hans måde at opfatte ting på, og er tilsyneladende heller ikke blevet bedre til det efter at skeletterne begyndte at vælte ud af skabet. Og således efterlader Ralf et indtryk, af at formaliteter er vigtigere end menneskekundskab – og dermed, at der altid er en stor risiko for at mennesker med formel autoritet, som for eksempel psykiatere, glemmer at forholde sig til egne begrænsninger.